Først kom kommentarerne på nogle af de hebraisksprogede nyhedssider på internettet, hvor det blev fremhævet, at nogle af de norske ofre på Utøya havde opfordret til boykot af Israel få timer før massakren. Mellem linjerne kunne man næsten ikke undgå at mærke det synspunkt, at hvis de unge nordmænd virkelig vil boykotte Israel, så har de også fortjent at blive skudt i ryggen.

Men det var den venstreorienterede kunstner Ziv Lenchners kommentar på Ynet-hjemmesiden, der virkelig sparkede den grimme debat i gang. Ziv Lenchner beskyldte i sin kommentar den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, for at mane til en stemning, hvor hele verden er imod Israel.

En kommentar, der næsten øjeblikkeligt delte Israel i to lejre. På den ene side dem, der føler med Norge, og som mener, at Israels ambassade i Oslo gjorde det rigtige, da man besluttede sig for at lade flaget med davidsstjernen gå på halv. På den anden side dem, der ikke kan holde sig tilbage for at sige, at massakren er selvforskyldt.

”Jeg føler ingen sorg. Enhver, der ikke føler sorg for mit folk, skal ikke bede om sympati for sin egen smerte,” skriver en israeler, der kalder sig Effie.

En anden skriver: ”Hele verden danser i jødisk blod. Europa er det samme Europa, endda mere anti-semitisk. Morderen har ret! Europa er besejret, og nordmændene er på vej til at blive et mindretal.”

Selv efter offentliggørelsen af Anders Behring Breiviks såkaldte manifest på internettet blev det ikke for meget for mange fingerpegende israelere.

”Anders, du er en stor mand, og du kom i tide,” skriver Jakob under en artikel om manifestet på dag-bladet Maarivs hjemmeside. På hjemmesiden drukner de, der sympatiserer med Norge, fuldstændigt i hadefulde reaktioner, og det umiddelbare indtryk er, at flere israelere har behov for at udtrykke tilfredshed med massakren end medfølelse.

I radioprogrammet Ha mila ha’ahrona (det sidste ord) tog kommentatoren Irit Linor stafetten op for at spørge, om der kan være noget skadeligt for Israel ved det faktum, at Breivik har udtrykt sig positivt om Israel.

”Når der endelig er en mand i Europa, der kan lide Israel, så er han massemorder,” siger hun ironisk.

Den vinkel af debatten har ført til en række artikler i de forskellige israelske medier, hvor der bliver sat spørgsmålstegn ved den efterhånden tydelige alliance mellem Israel og flere af de yderligtgående europæiske højrefløjspartier.

”Mange af disse grupper har neo-nazistiske, fascistiske, islamofobiske og racistiske tendenser, og mange af deres politikere har tidligere udtrykt sig i stærkt antisemitiske vendinger. Til trods for Israels isolation bør vi aldrig lade os tilknytte sådanne partier og grupper,” skriver den israelske klummeskribent Raphael Maimoun.

Han har skrevet sit indlæg på Ynet efter de seneste dages heftige debat i et forsøg på at værne om fornuften og især i et forsøg på at råbe vagt i gevær, før hele Israel sætter al moral og debatetik over styr.

”For den israelske morals skyld, bør araberhadere og muslimhadere i Europa og USA ikke bydes velkommen som allierede. Israels allierede bør være dem, der deler vores egne værdier og visioner,” skriver han.

allan@k.dk