I DENNE SØDE AGURKETID! Sådan kunne man under normale omstændigheder fint have indledt en klumme om europæiske kultur- og værdidebatter i slutningen af en juli.

Men en truende græsk statsbankerot og en mere end blot truende norsk ekstremist ville det anderledes. På denne plads er der allerede skrevet rigeligt om europæernes selvforståelse i skyggen af finanskrisen. Og andre steder i avisen er der skrevet endnu rigeligere om Anders Breivik, så her skal der i stedet berettes om hans østrigske modsætning, Niko Alm.

I modsætning til nordmanden, der af nogle betegnes som kristen fundamentalist, er den 34-årige Alm bekendende ateist, som han kalder sig. For to år siden forsøgte han at lave en annoncekampagne i Wien, hvor byens busser skulle sprede hans budskab: ”Der er ingen Gud!” Men busselskabet ville ikke for ussel mammon afsætte reklameplads til den slags. Sidste år engagerede han sig for børns samvittighedsfrihed under parolen: ”Religionsfrihed? Lad os selv vælge!”

Alm er desuden talsmand for et folkeligt krav til parlamentet – en ”Volksbegehren,” som det hedder i forfatningsretlig jargon – om at sætte en diskussion af kirkens privilegier på dagsordenen: religionsundervisning, statslig finansiering af teologiske fakulteter, blasfemiparagraffen, skattefordele og præsters undtagelse fra værnepligt.

DEN AKTUELLE ANLEDNING er fortsatte afsløringer af gejstliges misbrug af børn, som kirken har gjort sig dydige anstrengelser for at skjule for de juridiske myndigheder.