Terrortruslen indefra

I både Oklahoma City og i Oslo gik myndighederne til en start ud fra, at gerningsmændene var ekstremister eller hellige islamiske krigere. Denne refleks forplumrer fortsat både den folkelige og den akademiske tankegang.

Men i både Oklahoma City og Oslo var aktørerne indfødte medborgere. Borgerkrige og interne stridigheder er i stigende grad blevet mere udbredte og mere dødelige end krige mellem stater, som på sin side er blevet stadigt mere sjældne. Den syriske hær beskyder syrere – men som alle gode orientalister tilskriver myndighederne udefrakommende de protester, der overskyller regionen.

”Syrien er mål for et stort udefrakommende komplot,” er så-ledes en anklage, som landets præsident, Bashar al-Assad, har fremsat.

Brutale borgerkrige kan ikke siges at være særlige for Afrika eller Mellemøsten. Flere amerikanske liv gik tabt under borgerkrigen i USA end i nogen anden konflikt. I det 20. århundrede førte borgerkrige i Rusland, Kina og Spanien til millioner af døde.

Situationen bliver heller ikke anderledes af at føje folkemord til ligningen. Med visse undtagelser omfatter folkemord nært beslægtede grupper og ikke udefrakommende. Se blot på Rwanda og Cambodja – eller endda på Europa, hvor begrebet folkemord stammer fra. Tysklands jøder var usædvanligt assimilerede, lige som de generelt var det over hele Europa. De skilte sig langt fra ud som sære snegle, men udmærkede sig i traditionelle tyske sysler og professioner. Ikke for ingenting kaldte Princeton-historikeren Jan T. Gross sin bog om drabet på jøderne i en polsk by for ”Neigbors”.

HVORDAN KAN DET VÆRE, at til trods for buddet om at elske sin næste og sin nabo, så hader vi ham eller hende stadig?

Umiddelbar nærhed er bestemt en af grundene. En nabos glammende hund eller høje musik udløser mere raseri i os end den imaginære trussel fra en usynlig fremmed. Tilhængere af udviklingslæren vil formentlig fremhæve konkurrencen om begrænsede ressourcer: Fremmede kan udgøre en abstrakt fare for vores levebrød, men vore egne landsmænd gør det mere direkte. Både i mytologien og i virkeligheden strides brødre om den fædrene arv, det være sig en ko eller et slot. Ting udvikler sig nemt voldeligt. Alligevel er der måske noget vigtigere på spil: det, som den tilsværtede mester Sigmund Freud kaldte for ”de små forskelles narcissisme”. Små variationer udløser ofte mere raseri end store gør, fordi de bringer identiteten i fare.

De udfordrer vores opfattelse af os selv og vores selvkærlighed. Vi holder af at tro, at store konflikter kræver store grunde, men vi ser bort fra, at faktisk er det de små forskelle, der mest hyppigt ud-løser had. Den første voldshandling i den judæo-kristne fortælling er et brodermord. Kain virkede oprevet over, at hans ofringer blev mindre værdsat end Abels, men Kains vrede undrede selv Gud. Vold mellem brødre er begyndelsen på historiens bog og dukker konstant op. Ligheder mellem folk giver anledning til fjendskab og ikke harmoni.

Det kan synes, som om alt dette ligger langt fra drabene i Norge. Alligevel er det sådan, at i den udstrækning Anders Behring Breivik er skyldig og handlede alene, illustrerer han den ubekvemme sandhed om, at hadet og bitterheden meget ofte opstår blandt venner og slægtninge og ikke blandt fremmede – og det rammer andre medborgere. En norsk statsborger med norske forældre slagtede omkring 76 af sine landsmænd.

”Han er en af os,” sagde en norsk akademiker om Breivik. Det gør tragedien så meget mere skræmmende og bekendt.

udland@k.dk

Russell Jacoby er historiker ved University of California i Los Angeles. Han er forfatter til bogen ”Bloodlust: On the Roots of Violence From Cain and Abel to the Present” (Blodrus – om voldens rødder fra Kain og Abel til nutiden).

© PROJECT SYNDICATE 2011

Oversat af Sara Høyrup