En opmuntring i situationen, hvor den ufattelige tragedie i Norge følges op af forsøg ikke bare på selvkritik og eftertanke, men på at bruge den til at lukke munden på islam-kritikere generelt.

Karenerfaren skrev:

Ja. Det er dejligt - og endog kontroversielt. Men måske også noget luftigt, som om alle lande havde en stat og en forfatning og en offentlig orden (politi, retsvæsen under staten). At man skulle have ret til at angribe og bombe sådanne områder for deres "mangler", sådan som nogle "retfærdige frihedsforkæmpere" mener, kunne måske også fortjene en egentlig overvejelse? Eller er det at misbruge ytringsfriheden?

Ytringsfrihed? Hvorfor er det nu, at den er så vigtig?

Er det fordi, magthavere skal kunne kritiseres? At de bestående magtforhold og institutioner skal kunne kritiseres? At der skal være en fri og åben debat om de forhold der vedgår enhver? Et enhver der har noget at sige, skal kunne komme til orde? At ingen skal være nervøse for at ytre sig, da det ikke får negative konsekvenser for én? At medierne skal være frie, så de kan være bannerførere i at udforde de nuværende magtforhold og fremme diskussionerne om hvordan fællesskabet søger at oplyse og vejlede hinanden? At ytringsfriheden er et middel, der vel anvendt på sigt vil medføre at vi kan få luget ud i alt det der fornedrer mennesker, og vil medføre at vores civilisation vil nå stadigt nye højder?

De danske erfaringer, efter 162 år med ytringsfrihed, er i så fald nedslående for tesen om ytringsfriheden som en frihedsret, og som en frihedsret hævet over alle andre.

De politiske herrer har ikke indført censur. De håndfodrer derimod medierne i en grad, så de kan være sikre på at ingen bider dem. Både statens egne, og de der ejes af kommercielle aktører.

Janteloven — landsbykulturens repression — har stadig rang som rigets fremmeste lov. Når så få tør tåbelighed og afstumpethed imod, hænger det sammen med frygten for hvad kollegaen, naboen og alle andre måtte måtte mene om én der formaster sig til at mene noget. En velbegrundet frygt, der reelt handler om hvilke konsekvenser det kan få for de der tør udtrykke en mening, når bagtalelsesmekanismerne har sat sig spor hos det brede flertal af gensidige undertrykkere.

Når ytringsfriheden i sig selv ikke har leveret de forventede resultater, hvad må man da konkludere? At midler ikke virker? At midler ikke virker alene, men må kombineres med noget mere? At midler virker, men dosis har været for lav — at vi bør opgradere til skinger råbepligt?

Ytringsfrihed er nul og niks. Det, der betyder noget, er fravær af censur. At enhver har fri adgang til at lade sig oplyse. At medierne er frie, og har en ærværdig dagsorden. At de der gerne vil ytre sig, får plads til at gøre det, og ikke mindst bliver lyttet til — at der gøres plads til den demokratisk samtale.

Hvad der betyder noget, er at de snærende bånd, der i praksis betyder at de fleste tier og stiltiende lader uret, dumhed og kortsigtethed råde, bliver løsnet. At embedsmandskulturen ændres, fra enevældens kultur til en demokratisk kultur. At den journalistiske kultur gør sig fri af den goebbelske nyttekultur, og erkender at journalistik har et ganske andet formål end at agere velvilligt klaviatur for de toneangivende.

Hvis ytringsfrihed som projekt skal give nogen som helst mening, må det være som et middel til at gøre den meningsfulde og værdige demokratiske samtale mulig.

Godt så. Ytringsfriheden er forlængst opnået i Danmark. Hvad mere skal der til, for at målet — den frie, oplyste og værdige offentlige samtale — kan nås?

Eller er formålet med kanoniceringen af den såkaldte “ytringsfrihed” det sædvanlige? Et effektivt middel til at afspore enhver i at miste målene af sigte, og i stedet fokusere på et betydningsløst sakramente? At en tvivlsom værdi, ophøjes til at være at være meningsfuld, og at de ritualer der forbnindes med denne, skal udføres ureflekterede og som rygmarvsreaktion, da ritualet i sig selv er vejen til en forbedring af menneskers frigørelse fra diverse åg?

Hvordan "ytringsfriheden overtrumfer alt", står ikke helt klar.

Læser man omtalte tekst, er det vanskeligt at finde belæg for det udsagn: http://www2.ohchr.org/english/bodies/hrc/docs/GC34.pdf

Andre medier har beskæftiget sig mere indgående med emnet: http://secular-europe-campaign.org/2011/07/27/united-nations-brings-in-new-...

Uden ytringsfrihed - intet demokrati.

Alle diktaturstater (sekulære eller religiøse) er kendetegnede ved knægtelse af det skrevne og talte ord. Autoritære stater det samme, i større eller mindre grad. Selvfølgelig for at forhindre kritik af magthaverne.

Da religion og politik i visse tilfælde er sammenfaldne, vil forbud mod kritik af religion selvsagt beskytte magthaverne mod kritik af deres regeringsførelse, ligesom mangle på kritik i sekulære/ikke-religiøse diktaturer (eks. Nazi Tyskland, Sovjetunionen) gør det same.

I øvrigt bør et enkeltstående tilfælde af terror i Skandinavien foretaget af en sindssyg/psykopat (1/20 milliontedel af befolkningerne) ikke få visse politikere/debattører, til at råbe på stramninger af ytringsfriheden.