Fotobyline:TEGNING: PETER M. JENSEN
-
Ole J. Hartling |
30. juli 2011
Problemet med affald i det offentlige rum er tiltagende, skriver Ole Hartling i denne uges Lørdagsrefleksioner
DET ER EN BALSAMISK forårsaften. Indtil nu. Ved trafiklyset holder en rød bil med nedrullede ruder. Bum, bum, bum, gungrer bashøjttalerne. Lyset skifter, og bilen passerer mig, BUM, BUM, BUM. En hånd kommer til syne, og en tom dåse falder ud ad vinduet. Min reaktion? Jeg bliver forbløffet og ærgerlig. I hvert tilfælde er jeg ikke ligeglad. Nej, jeg er slet ikke ligeglad, for jeg er ikke ligeglad med, hvordan der ser ud – alle vegne.
Jeg bringer emnet op på mit arbejde og overdriver med vilje:
”Når jeg hører den rytmiske gung-gung musik, og der er to unge mennesker i bilen, véd jeg, at jeg kort efter vil se dåser, cigaretpakker, pizzabakker, bagerposer og så videre forlade bilen gennem sideruderne.”
”Det er fordomme over for os yngre,” protesterer Boris.
”Okay,” siger jeg så, ”jeg véd ikke, at det vil ske, men jeg forventer det.”
Og her bygger jeg på statistikken, som blev refereret i denne avis for et års tid siden.
Den siger, at 57 procent af unge mellem 15 og 27 år smider affald fra sig. Hos de 28-55 årige er det 38 procent, mens 20 procent af dem på 56 år og opefter gør det. Men 20 procent – det er immer hen en del. Én ting smider folk fra sig i alle aldre, og det er cigaretskod.
For et par måneder siden blev der af frivillige indsamlere ved Danmarks Naturfredningsforenings årlige affaldsindsamling fundet 213.535 dåser i grøftekanter og på skovstier. Danmark bruger en halv milliard kroner om året på at fjerne affald, som andre har smidt.
DEN ENGELSKE FORFATTER Lynne Truss har skrevet en bog om dårlige manerer. Hun mener, at tiden er løbet fra at skrive om gode manerer (a la Emma Gad). For der er skrevet mange af den slags bøger, og det har ikke hjulpet, siger hun. Desuden: I vore dage kan ingen påberåbe sig, at netop de kender facit for god opførsel. Men jeg synes også, at en bog om dårlig opførsel er mere underholdende – især når den er skrevet med hendes tørre humor.
Lynne Truss gennemgår omgangsformer, mobilsnak, telefonsvarere, breve fra myndigheder og så videre og giver talrige eksempler, som strækker sig fra tankeløshed til verbale grovheder. Hun anser det for dårlig opførsel at smide affald, og hun skønner, at problemet er stigende.
Folk regner det ikke for noget, når de roder rundt i en taske, finder noget, som er ud over det nødvendige, og sorgløst lader det falde. Hun beskriver en kvinde, der lige har skiftet ble på sin baby på en bænk og efterlader ble, papir og så videre til andre, idet hun helt synes at ignorere den nærvedstående skraldespand.
Det er også min fornemmelse, at problemet er tiltagende. Gå ned ad en hvilken som helst gade midt i en hvilken som helst by efter en hvilken som helst weekend … Det flyder med al slags emballage.
”Alt flyder,” sagde den græske filosof Heraklit. Han tænkte ganske vist ikke på affaldet i det offentlige rum, men på, at verden er i konstant forandring. Og vores omgang med affald har de senere år forandret sig til det værre.
JEG SÅ TO SKOLEVENINDER på en bænk ved et busstoppested. Den ene tager en pakke cigaretter frem og byder – den sidste i æsken. Æsken falder til jorden. Ny pakke fra tasken. Af med cellofan og sølvpapir, som forlader hånden, så den er fri til at tage en cigaret. Det ligger for deres fødder, mens de snakker og ryger. Da bussen kommer, smider den ene sit skod på flisen, den anden slukker en halv cigaret, som lægges tilbage i pakken, før de stiger på. Nu ligger der en tom cigaretpakke, et cigaretskod og noget cellofan og sølvpapir efter dem under bænken. For enden af bænken, 80 centimeter væk, står der en affaldsbeholder.
Hvad skal der gøres? En af Lynne Truss’ bekendte samler affald op efter andre. Jeg kan selv finde på det. Men det er ikke løsningen, det øger kun ens ærgrelse at gøre det, og man bliver opfattet som excentrisk eller måske tvangspræget.
Man skal også overvinde væmmelsen ved at røre ved andres affald. Nej, der er næppe andet at gøre end at vente på, at det forandrer sig igen, og det kan det godt, hvis tilstrækkelig mange anser det for at være forkert at smide affald.
På andre områder er der jo sket holdnings- og adfærdsændinger: Folk er blevet tiltagende omhyggelige med at samle op efter deres hund. I løbet af årtier er det blevet dårlig tone at spytte på gade og vej for ikke at tale om i hjemmene, hvor der engang var spyttebakker. ”Spytning forbudt” stod der på skilte, men den slags skilte er der slet ikke behov for mere. Ophør med spytning har haft stor betydning for tuberkulosebekæmpelsen. I dag ryges der også mindre i transportmidler og i rum, hvor andre færdes.
Lørdagsrefleksioner skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, lektor og forfatter Henrik Jensen, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen og journalist Kåre Gade.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad