Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger
Send artiklen Enhver krig var hellig til din ven.
Enhver krig var hellig
1 / 3
At munken Ansgar omvendte vikingerne til kristendommen, gjorde ikke vikingerne mindre krigeriske, siger forfatter og ph.d. Rikke Malmros. Gustaf Olaf Cederströms maleri er fra 1899 og har titlen "Ansgar prædiker kristendom".
- Scanpix.
Læs også
Fakta
Spor af vikingerne i Normandiet
Normandiet var åbent for skandinaviske bosættere i de første hundrede år, efter at Rollo indgik...Læs mere
Emneord for denne artikel
Vikingerne var blodtørstige, og de tjente deres gud ved at kæmpe, fortæller oldtidshistoriker, ph.d. Rikke Malmros, der for nylig har udgivet bogen ”Vikingernes syn på militær og samfund”
”Kamp, krig og gavmildhed var vikingens ideal,” fortæller Rikke Malmros.
”For vikingerne var enhver krig hellig, fordi de tjente Odin ved at gå i krig. Odin var gud for kampen og for raseriet i kampen.”
LÆS OGSÅ:Vikinger slået hjem
Rikke Malmros har i sin nye bog, ”Vikingernes syn på militær og samfund”, studeret skjaldedigtningen, som opstod i Norden i 800-tallet. Skjaldedigtningen er en videreudvikling af germanske digte, men med meget indviklede regler for rim. De ældst bevarede digte var forfattet til den norske konge Harald Hårfagers ære omkring 900. Siden gik skjaldetraditionen videre til Island, hvor digtene blev nedskrevet i det 13. århundrede. Skjaldene levede for at prise deres fyrster.
Annonce
”Et skjaldedigt er en krigsforherligelse af kongen, høvdingen og hans nærmeste mænd,” forklarer hun.
Derfor er det svært at udlede noget om folkets menige medlemmer fra skjaldedigtene.
”I skjaldedigtningen er kongen først og fremmest en stor kriger, og han er meget forbundet med sit folk. Ordet ’folk’ betyder ’hær’ på oldnordisk. De gamle skjalde forstår samfundet som en hær, der har et land. Kongen står forrest blandt krigerne med sin hird, og det er hans simple pligt at lede slaget. Ifølge skjaldene skaber en ordentlig konge dynger af lig, som ravnene kan æde.”
En god vikingekonge deler også ud af det guld, han har vundet i kamp.
”For vikingerne var enhver krig hellig, fordi de tjente Odin ved at gå i krig. Odin var gud for kampen og for raseriet i kampen.”
LÆS OGSÅ:Vikinger slået hjem
Rikke Malmros har i sin nye bog, ”Vikingernes syn på militær og samfund”, studeret skjaldedigtningen, som opstod i Norden i 800-tallet. Skjaldedigtningen er en videreudvikling af germanske digte, men med meget indviklede regler for rim. De ældst bevarede digte var forfattet til den norske konge Harald Hårfagers ære omkring 900. Siden gik skjaldetraditionen videre til Island, hvor digtene blev nedskrevet i det 13. århundrede. Skjaldene levede for at prise deres fyrster.
Derfor er det svært at udlede noget om folkets menige medlemmer fra skjaldedigtene.
”I skjaldedigtningen er kongen først og fremmest en stor kriger, og han er meget forbundet med sit folk. Ordet ’folk’ betyder ’hær’ på oldnordisk. De gamle skjalde forstår samfundet som en hær, der har et land. Kongen står forrest blandt krigerne med sin hird, og det er hans simple pligt at lede slaget. Ifølge skjaldene skaber en ordentlig konge dynger af lig, som ravnene kan æde.”
En god vikingekonge deler også ud af det guld, han har vundet i kamp.
”Idealet for kongen er at være tapper og gavmild,” forklarer Rikke Malmros.
”Temaerne konge, kamp og guldgivning er viklet ind i et net af sagn, der har haft religiøs betydning. Det kan vi udlede af, at skjaldene undgår sagnene, efter at de er blevet kristne.”
Ifølge Rikke Malmros har vikingerne ikke egentlige fjendebilleder, de ser først og fremmest deres modstandere som en anledning til at slås.
”Vikingerne tjener deres gud ved at være i kamp, men de driver ikke mission,” siger hun.
”Derfor har de ikke behov for at sige, at fjenderne er onde – i modsætning til os, der kun slås mod det meget onde som for eksempel Taleban. Man vil slås for at slås. Og vikingerne har ikke så gode våben, som vi har, så de skal være personligt modige.”
Overgangen til kristendommen omkring 1000 ændrer skjaldenes digtning. Nu undgår de at benytte de såkaldte ”kenninger” (flerledede poetiske omskrivninger), der henviser til nordiske gude- og heltesagn. Men vikingernes krigeriskhed overlever trosskiftet. Blandt de kristne skjaldedigte er der et enkelt, hvor vikingerne slutter fred med deres fjender, men selv der understreger man kraftigt, at krigerne er meget modige.
”Vikingerne beholder deres kampmoral, da de bliver kristne. Selv da fortæller skjaldene detaljeret om kongernes grusomhed,” fortæller Rikke Malmros.
”At erobre lande og slå folk ihjel var vikingernes dyd. Det er ikke faldet de kristne vikinger ind, at de ikke skulle slås.”
Ifølge Rikke Malmros var det væsentligt for den frankiske konge at gøre vikingen Rollo og hans hær kristne, fordi de så ikke måtte angribe kirker og klostre. Desuden måtte kristne hære kun slås i egentlige krige og ikke operere i andre lande som en slags terrorister.
Krønikerne dokumenterer, at Rollo og hans mænd lod sig døbe, men intet tyder på, at vikingerne bidrog til at genoprette de mange kirker og klostre, der var blevet ødelagt af deres egen hærgen. Tværtimod fortsatte de med deres hedenske skikke.
Der manglede biskopper i domkirkerne, og munkene var flygtet med deres relikvier fra ruinerne af deres klostre. Ifølge den engelske historiker D.C. Douglas var der ikke ét eneste kloster tilbage i Normandiet på Rollos tid. Området var visse steder på vej tilbage til hedenskab. En kilde fortæller oven i købet, at Rollo selv vendte tilbage til de hedenske guder inden sin død.
En del af legenderne om Rollo fortæller, at han var dansker, en nævner endog byen Faxe. Krønikeskriveren Saxo kender dog intet til denne tradition.
D.C. Douglas, der kiggede nærmere på Rollo i 1940’erne, konkluderede, at han formentlig var identisk med nordmanden ”Ganger Rolf” i Heimskringla.
Rolf var søn af Ragnvald, jarlen af Møre. Han blev kaldt ”Ganger”, fordi han var så stor, at han ikke kunne sidde på en hest og derfor måtte gå. Rolf blev sendt i landflygtighed for sine lovovertrædelser.
Navnet Rolf blev nogle gange latiniseret som Rollo. Ifølge krønikerne giftede både Rolf og Rollo sig med kristne kvinder, så der kan være tale om én og samme mand. Desuden var der en tradition i hertugfamilien i Normandiet om, at familien nedstammede fra en nordmand. Derfor tillod man nordmænd at bosætte sig i landet. D.C. Douglas mener dog, at de fleste af Rollos mænd var danskere.
historie@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad
10 vigtigste ting at vide
-
10 vigtigste ting at vide om kristendommen
-
10 vigtigste ting at vide om islam
-
10 vigtigste ting at vide om jødedommen
-
10 vigtigste ting at vide om buddhismen
-
10 vigtigste ting at vide om abort
-
10 vigtigste ting at vide om aktiv dødshjælp
-
10 vigtigste ting at vide om stamcelleforskning
-
10 vigtigste ting at vide om katolicisme
-
10 vigtigste ting at vide om protestantisme
-
10 vigtigste ting at vide om den danske folkekirke
-
10 vigtigste ting at vide om reklamer og etik
-
10 vigtigste ting at vide om kunstig befrugtning
-
10 vigtigste ting at vide om organdonation
