Havde vi dog bare lyttet til 2 x Rothstein

Vesten er problemet, og i særlig grad kristendommen. "Uvilje mod at komme muslimerne i møde, er en rendyrkning af en kristen tradition (hvis rødder skal findes i jødedommen) for at afvise andre religioner som uacceptable", hedder det typisk knudret. R & R citerer uden modsigelser en R. Webster for, at "vi" – vi? – "slæber rundt på en kristen tradition for kulturelt overherredømme", og at der ligefrem er "en særlig ondskab indlejret i vores egen intellektuelle og kristne tradition".

En særlig ondskab indlejret? Jamen tak for kaffe.

Til gengæld forbigår parret, at vi med islam har at gøre med tidens mest aggressive religion, som nok er en minoritet i Danmark og derfor nok kan påkalde sig et kulturrelativistisk hjertes medfølelse, men på globalt plan omfatter 1,2 mia. mennesker, hvoraf ikke så få tydeligvis er meget, meget vrede. Det er ikke tilfældigt, at hovedparten af verdens konflikter har muslimer som den ene, og udfarende, part. Den vrede variant af islam er præget af en farlig, strømførende narcissisme.

I stedet er tonen hos R & R den forstående, at "det er en gammel erkendelse, at Muhammed er den sidste i den islamiske verden, man skal tale grimt om eller gøre nar ad", og at "de 12 karikaturer blev strået, der knækkede kamelens ryg".

Men nu ved vi, hvor galt det kan gå. Vi er blevet advaret! Det er læren af "Muhammed-krisen", at "islam er en faktor, som verdslige, vestlige demokratier ikke kan overse" – nej, det er mildt sagt – og at vi må forstå, at muslimer også "har krav på at føle sig trygge"!

Med den viden kan vi selv bestemme, om der skal være konflikt. For ingen tro påbyder nemlig os at være krænkede, vi kan handle som fornuftsmennesker, i den henseende er vores "demokratiske rationalisme" både et privilegium og en byrde. Privilegiet er, at vi har større handlefrihed, fordi vi ikke følger ordrer ovenfra. Byrden er, at vi bærer den tungeste del af konfliktløsningen.

Det er vist det, nogen engang kaldte den hvide mands byrde – det stod mig ikke klart, at R & R også hylder det lettere formynderiske verdensbillede: vi voksne må passe på, at vi ikke bliver revet med, når klodens religiøse børn af alle afskygninger slås indbyrdes. Vi må til det sidste bevare overblikket, når andre taber det, vi må selvcensurere, kulturrelativere, give afkald på rettigheder og behov, ja, i sidste instans måske på vores egen kultur. Og det uanset at vi ellers er de 90 procent og har været her siden arild. For skidt, når det bare giver fred og ro i hjemmet, ikke sandt?

I 1930'erne kaldte man den form for politik for pacificeringspolitik, og den førte som bekendt lige i grøften.

Klaus og Mikael Rothstein: Bomben i turbanen. 183 sider. 199 kroner. Tiderne Skifter. Udkommer i dag.

kultur@kristeligt-dagblad.dk