Edgar Allan Poe var en ener i amerikansk litteratur, og den første forfatter fra den nye verden, som for alvor på-virkede forfattere i Europa, blandt andre Charles Baudelaire. Forlaget Klim har tidligere udsendt Poes genredannende spændingsfortællinger og følger nu op med et udvalg af hans digte i fin oversættelse af Ib Johansen.
Poes hovedværk i den lyriske genre Ravnen gengives to gange. Først over fire sider traditionelt sat op i sine sekslinjede strofer, der næsten alle slutter intet mer eller aldrig mer. Dernæst med Gustave Dorés karakteristiske og smukke illustrationer, hvor vers og billede følger hinanden henover det fornemt store format, som bogen er trykt i. Det er en smuk og stærk præsentation af digt og billede.
Poes koketerede selv med, at Ravnen var et meget konstrueret digt, som slet ikke skulle forstås som en gengivelse af inderlige følelser hos digteren, som det ikke mindst i romantikken kunne forventes. Snarere havde digteren, ifølge Poe, med omhu komponeret digtet med henblik på at opnå bestemte effekter, som blandt andet tilstedeværelsen af den gotisk uhyggelige ravn kunne bibringe med dens profetiske gentagne omkvæd om chancerne for at den tabte kærlighed genvindes: Nevermore.
Kærlighed, tab og død er centrale temaer for Poe, også i de øvrige digte, som ikke når højder fra Ravnen med sin lange udfoldelse af et enkelt stærkt motiv. De er, som Ravnene, skrevet i et højspændt register, som ikke ville kunne lade sig gøre digterisk forsvarligt i dag med den voldsom metaforik og det store katalog af eviggyldige temaer om liv og død, som der tales om med en direkthed. Men det fungerer i Poes digtning og mange andres historiske digte, hvor netop fremmedheden i billedsprog og tankeverden er en del af læseoplevelsen.
Byen på havets bund er ikke vanskelig at se som en inspiration for J.P. Jacobsens arabesker, mens Colusseum er en fascinerende og besværgende skildring af mødet med den historiens tid, som vælter ud af arenaen i Rom, der selv får mæle til at deklamere, at de blege sten stadig har magt: Ikke alle minder, der hænger fast/ Og indhyller os som en klædning,/ Ifører os en kåbe, mer end glorværdig.
Langdigtet fra Poes ungdom Tamerlane udvikler fornemt en selvrefleksion over begær og ære, mens nogle af de digte, der taler om drømte lande som Eldorado virker mindre modstandsdygtige over for tidens tand.
Den sejrrige orm er et memento mori med et humoristisk twist: Mens englene, matte og blege,/ Står op, trods møje og harm,/ Véd om Mennesket må det sig dreje,/ Tragediens helt: den Sejrrige Orm. Alt i alt er der tale om en vedkommende og flot udgivelse af en særegen og uomgængelig forfatter.