Vikinger slået hjem

Den franske avis Le Petit Journal illustrerede i 1911 tusindåret for Rollos angreb på frankerne på denne måde. Rollo tabte kampen, konverterede til kristendommen og blev tildelt det landområde, der nu er kendt som Normandiet.

- Scanpix

Læs også

flexblock

Tema

Kirkehistorie

flexblock

Emneord for denne artikel

vikinger | Rollo | Chartres | frankerne

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Merete Holck | 1. august 2011

Den 20. juli i år var det 1100 år siden, at en vikingehær blev slået tilbage af frankerne ved byen Chartres. Nederlaget betød et vendepunkt i vikingernes forhold til deres omverden

I juli 911 belejrede vikingekongen Rollo den nordfranske by Chartres med en hær på flere tusind mand, men blev slået tilbage af frankiske tropper. Nederlaget fik Rollo til at indse, at livet som røver var for besværligt. Derfor indgik han en ikke-angrebsaftale med den frankiske konge. Til gengæld fik Rollo et stykke jord nord for Seinen og blev dermed den første hertug af Normandiet.

LÆS OGSÅ:Enhver krig var hellig

For 1100 år siden hærgede vikingerne overalt i Europa. De overfaldt og plyndrede i England, Irland, Nederlandene, Frankrig, Spanien og Italien. Ifølge forskerne var det hovedsagelig vikinger fra Danmark, der angreb Vesteuropa. Mange af vikingerne drog ud i verden fra de skandinaviske bosættelser i Østengland.

Vikingerne havde hærget de franske kyster siden 799. De sejlede op ad en lang række franske floder, for eksempel Seinen, Somme og Loire. I begyndelsen holdt angriberne sig til flodbredderne, men efterhånden blev overfaldene til mere velplanlagte togter. Vikingerne blev mere mobile, fordi de brugte heste til at angribe til lands. Flere gange nåede de helt frem til Paris.

Annonce

I begyndelsen angreb vikingerne byer og røvede gods samt tog fanger, som de krævede løsepenge for. Men midt i det 9. århundrede begyndte de at kræve løsepenge for hele byer, klostre eller landskaber. Mindst 15 gange måtte frankerne betale såkaldt danegæld. Betalingen forhindrede dog ikke, at andre vikinger plyndrede området, eller at de samme vikinger kom tilbage senere.

De frankiske konger var plaget af indre stridigheder og var magtesløse over for vikingerne. Munken Ermentarius af Noirmoutier skrev i 880’erne:

”Flåderne bliver større, og vikingerne selv vokser stadig i antal. Alle vegne er kristne folk udsat for massakrer, brand og plyndring. Vikingerne knuser alt på deres vej, der er ikke noget forsvar muligt.”

Langsomt blev de frankiske magthavere klar over, at de var nødt til at tage sig af problemet.

Vikingekongen Rollo havde anført en række togter i Seine-dalen og det omkringliggende landskab i begyndelsen af det 10. århundrede.

I foråret 911 var han nået til den befæstede by Chartres med en hær på formentlig flere tusind mand, hvoraf mange menes at være danskere. Rollo forsøgte at isolere Chartres ved at ødelægge landskabet omkring byen.

Byens biskop, Guateaume, udsendte et nødråb, og i juli forsamlede frankiske hjælpetropper sig til kamp mod vikingerne.

Kampen om Chartres fandt ifølge krønikerne sted lørdag den 20. juli 911. Frankerne vandt slaget, men årsagen er lidt uklar. Ifølge den noget upålidelige krønikeskriver Dudo skyldtes det, at biskoppen af Chartres red i spidsen for et overraskelsesangreb fra den belejrede by. Rollo og hans mænd, der nu blev angrebet fra to sider, blev jaget på flugt til en bakke nord for byen.

Frankerne fulgte efter vikingerne og slog lejr ved bakkens fod. Situationen var kritisk for vikingerne, men det lykkedes dem at narre fjenden. Midt om natten sneg nogle vikinger sig ned ad bakken og ind i den frankiske lejr. Her blæste de i deres krigshorn og narrede fjenden til at tro, at et angreb var under opsejling. I den almindelige opstandelse lykkedes det Rollos mænd at slippe væk til deres både, der lå på en flod i nærheden.

Hvordan kampen så end udspillede sig, fik det tabte slag om Chartres Rollo til at indse, at livet som plyndrer var risikabelt og bekosteligt.

Den frankiske konge, Karl den Enfoldige, ville gerne have ro i Seine-området, så han kunne bruge sine kræfter på at tilbageerobre Alsace fra tyskerne. Han tilbød derfor Rollo et stykke land nord for Seinen, der bestod af byen Rouen og en række landområder, der grænsede ud til Atlanterhavet. Til gengæld lovede Rollo at forsvare Seine-området mod andre indtrængende vikinger. Som kongens vasal skulle Rollo sammen med sine mænd konvertere til kristendommen.

Aftalen mellem viking og konge blev indgået i efteråret 911. Men til forskel fra lignende aftaler, som de frankiske konger havde indgået med vikingerne, blev Rollos efterkommere hængende i området, der senere er blevet kendt som Normandiet. Sidst i 911 eller i 912 lod Rollo sig døbe af ærkebiskoppen af Rouen. Han tog muligvis navnet Robert efter den frankiske greve, der fungerede som hans gudfar. Bagefter lod hans mænd sig også døbe.

Rollo fik formentlig ingen titel, men kaldes i traditionen for greve eller hertug af Normandiet. Hans aftale med den frankiske konge betød en ende på vikingernes aktivitet i området, selvom Rollo stadig tog på togter mod øst i Beauvais, Amiens og Noyon.

Normandiet var i begyndelsen en skandinavisk forpost, men blev med tiden et magtfuldt hertugdømme i Frankrig. Via sit tipoldebarn Vilhelm Erobreren blev Rollo stamfar til den engelske kongeslægt Plantagenet.

historie@k.dk

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Del Hold mig opdateret

flexblock