Helt enig med Søren Dalsgaard. Og for ikke at forvilde sig i både biblicisme og grasserende, dogmefri tekstkritik, der er lige så dogmefyldt som så meget andet, kan jeg kun anbefale teologiske studerende med det samme at anskaffe sig Gustav Brøndsted: "Historie og Evangelium." Og for også at få klarhed i den grasserende modernisme med alle dens andre "ismer" kan jeg anbefale Reinhold Niebuhr: "The Nature and Destiny of Man." Med de to bøger liggende på bordet skulle det ikke kunne gå helt galt, hverken på det ene eller andet studiested.

Kristian Baggesgaard

Der er ting, der er så simple, at ingen finder dem interessante. Blandt disse rangerer den simple kendsgerning, at der ikke noget steds i bibelen findes en opfordring til at oprette teologiske studier af nogen slags.

Forkynd hedder det. Ikke fortolk, forvrid, skab konfessionelle stridigheder. Gud havde tilsyneladende nok selvtillid til at mene, at budskabet nok skulle gå ind - i hvert fald hos dem med øren.

At følge denne simple opfordring var allerede for svært for evangelisterne (og Paulus), der af mangel på tillid (tro) nødvendigvis måtte pædagogisere, fortolke og fylde ud med anekdoter og personligt touch. Disse lettere forvanskede varianter er siden blevet overtrumfet af en jævn strøm af større og mindre teologiske efterfølgere, der alle så et behov for at forandre budskabet eller yde Gud formuleringshjælp. Så kan Han jo lære det, kan Han.

De to store kristne kirker, den katolske og den reformerte, har forskellige former for ukristelighed som grundlag. Den luther-inspirede har (som man kan forvisse sig om mange steder i denne publikation) totalt udryddet kravet om nogen form for kristi efterfølgelse. Tomme kirker, narcissistiske præster, der søger at profilere deres godhed i medierne, ophøjelsen af samvittigheden til gud selv er blot nogle af tegnene på de reformertes gudløshed. Den katolske kirke bærer i sine inderste og mest ydmyge afkroge en gnist af kristentro, men embedskirken har i århundreder fået lov til at skamride troen i en menneskelig grådighed, der ikke kender grænser.

Begge kirker har tilfælles, at de har uddannet en række teologer til at forsvare og legitimere deres gudløshed, og de råder begge over et apparat til at opkræve de skatter, der holder systemerne kørende.

Dalsgaards modige forsøg på at forbedre situationen ender ulykkeligvis i den vildfarelse, "at kirkens liv og lære bør være basis for teologisk uddannelse."

Bare han dog ville have erstattet "kirkens liv og lære" med "Kristi lære."

Men så ville han jo have bekendt sig til kristendommen, hvor der ikke er skatteopkrævning, titler og embeder at hente.

Kristian skrev:

Måske kunne biblen også finde en beskeden plads? Måske i Rembrandt-udgaven, der godt kan ligge fremme på sofabordet ....