Ritzau/Reuters |
2. august 2011
Sikkerhedsrådet skal hasteindkaldes for at drøfte de syriske sikkerhedsstyrker drab på demonstranter
Tyskland anmodede i går formelt om et ekstraordinært møde i FN’s Sikkerhedsråd vedrørende den eskalerende vold i Syrien.
Den syriske regerings sikkerhedsstyrker menes alene i søndags at have dræbt op imod 140 mennesker. Værst er det gået til i Hama i det centrale Syrien. Byen blev stormet af hæren, som ifølge aktivister dræbte 95 til 100 mennesker.
LÆS OGSÅ: Syriens hær genoptager angreb i HamaAnmodningen om et hasteindkaldt møde ventes at skabe ny splid i rådet. Fire måneder efter, at opstanden mod præsident Bashar al-Assad blev indledt, har Sikkerhedsrådet endnu ikke formået at formulere en fælles udtalelse om Assads fremfærd mod demonstranterne.
USA, Frankrig, Storbritannien, Tyskland og Portugal har i flere uger forsøgt at få Sikkerhedsrådet til at fremsætte en eller anden form for fordømmelse af den syriske regerings hårdhændede metoder over for demonstranterne.
Et ønske som Rusland, Kina, Sydafrika, Indien og Brasilien, der alle tager afstand fra Nato’s bombetogter over Libyen, har nægtet at støtte. Rusland og Kina har truet med at nedlægge veto mod enhver formel resolution rettet mod Syriens præsident.
Europæiske diplomater siger, at de seneste voldsudgydelser i Syrien muligvis kan overbevise et eller flere af landene om, at de skal skifte standpunkt og støtte en fordømmelse af Assad.
Det statslige nyhedsbureau Sana forsvarede militæret og skrev, at bevæbnede personer ”skyder intenst for at terrorisere indbyggerne” i Hama, og at grupper bevæbnet med maskingeværer og granater er i færd med at rasere byen.
Samtidig opfordrer FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon, styret i Syrien til at indstille offensiven mod demonstranterne i landet. Præsident Assad har i flere uger ignoreret Ban Ki-moons forsøg på at komme i kontakt med ham.
/ritzau/Reuters