Da Shaun Tan tidligere i år modtog Astrid Lindgren Memorial Award børnebøgernes nobelpris holdt han, som der er tradition for, en forelæsning, hvor han reflekterede over baggrunden for de værker, der har gjort ham til en verdenskendt illustrator og forfatter.
LÆS OGSÅ: Kort om nye børnebøger
Han fortalte om opvæksten i Perth, der gav ham en fornemmelse af at leve ikke bare i Udkantsaustralien, men simpelthen på kanten af det kendte univers. Det er en erfaring, der lever videre i forfatterskabet som en vedvarende nysgerrighed over for det ukendte, som man kan opleve det i bogen Udkantsfortællinger fra 2010, i den aldeles betagende tegnefilm The Lost Thing, der tidligere i år blev tildelt en Oscar for bedste animerede kortfilm, og i Ankomsten, der nu udkommer ja, på dansk, selvom det lyder mærkeligt, eftersom det er en fortælling uden et eneste ord.
Men lad mig vende tilbage til bogen om lidt. For én ting ved Shaun Tans forelæsning gjorde et særligt indtryk. Han fortalte om sig selv med selvironi og betragtelig generthed. Men alligevel viste han uden videre sin egen barndoms tegninger frem på storskærmen foran det fornemme og festklædte publikum.
De lignede umiddelbart alle andre børnetegninger: to pinde-fugle, der kigger på et æg i en rede; et dinosaurusforældrepar i klare farver moderen med en lille ufødt dinosaurus i maven. Jeg prøver stadig at tegne det her godt, tilføjede han ikke desto mindre leende og konstaterede: Nogle af de smukkeste malerier i verden finder man ikke i kunstgalleriets sekulære tempel, men sat op med magneter på det andet af kunstverdenens hellige steder: køleskabet.
Det er en anerkendelse af barnets intuitive måde at skabe på, som det den voksne kunstner stræber efter at nå. Og det er en forståelse af barnet, der viser, hvorfor Shaun Tan er en oplagt modtager af prisen til minde om Astrid Lindgren. For i begge forfatterskaber er barnet på en anden måde end den voksne åben over for verden uanset hvor underlig eller underfuld verden måtte forekomme at være.
I Ankomsten bliver en voksen mand, der er et selvportræt, som barn igen, da han tager afsked med sin familie og flytter til et fremmed land, hvor han ingen kender og ingenting forstår. Flytter eller flygter han? Skyggen af en monstrøs dragehale over en mur antyder det sidste, ligesom de andre mennesker, han møder, kan fortælle om forfølgelse og frygt. Alt sammen i billeder og derfor åbent for fortolkning fra den læser, der må investere sig selv sin fantasi og indlevelse for at få fortællingen frem. Set med et sådant blik bliver rækken af ansigter, der er tegnet på indersiden af bogens omslag, intet mindre end uafrystelige.
Bagsideteksten lægger op til en politisk fortolkning af bogen som en hyldest til migranten til mennesket, der bevæger sig. Og bogen kan sagtens bære det politiske budskab uden at blive moraliserende, fordi så meget er op til læseren selv, og fordi billederne er så suveræne og fulde af poesi, humor og menneskelig indsigt. Det er en bog i brunt og hvidt med alle de nuancer, der ligger ind imellem. Og et barns skæve tegning af et hus til allersidst. Et nyt hjem.