Viljen sidder i benene

Inga Kristiansens ræsonnement er, at når Line Dance havde gjort noget for hende, kan den også gøre noget for andre.

Dansen havde bogstavelig talt fået Inga Kristiansen op af den stol, som nemt kunne være blevet hendes endestation.

”Ja, jeg havde jo fået et vindueskiggerben. Det er, når blodomløbet i benet er så dårligt, at man ikke kan holde ud at gå ret langt. Så stiller man sig op foran et butiksvindue og ser inter-esseret ud, men i virkeligheden står man og ømmer sig.”

”Lægen sagde: ’Vi kan ikke gøre noget ved det, og du skal regne med, at det andet ben bliver lige sådan. Det kan kun gå ned ad bakke.’”

”Jeg kunne næsten ikke gå fra spisebordet og hen til altandøren. Tårerne løb ned ad kinderne, men jeg ville ikke give op. Jeg fandt en akupunktør, som hjalp mig, og hun sagde, at jeg skulle se at komme i gang med dansen igen, selvom det stadig gjorde ondt. Og det fik mig på benene.”

Inga Kristiansen er ikke pivet. Livet har lært hende, at man selv må tage fat. Der er ikke nogen, der kommer og gør det for én. Men et venligt puf hjælper. Da Ingas mand, Axel, bukkede under for lungesygdom og kræft, var det, som om en bog lukkede sig. Men svigerinden Anni sagde: ”Kom med i Ældre Sagen og vær med til gymnastik.” Det var lige, hvad Inga havde brug for på det tidspunkt. Hun blev også stavgangsinstruktør, og for syv år siden var hun blandt dem, der agiterede for at få Line Dance på programmet. Nu er det den største aktivitet i foreningen, fortæller hun stolt.

Kunstnergruppen Superflex, der har fået opgaven med at sørge for borgerinddragelse i den kommende park på Nørrebro, var vilde med dansepavillon-idéen. Projektet går ud på at møblere parken med ”objekter” – skilte, cykelstativer, drikkefontæner og alt muligt andet, men vel at mærke fra alle verdenshjørner. Det skal være ting med en historie, gerne en personlig historie. Derfor har arrangørerne været opmærksomme på at få dem med de gode historier ind i billedet. Altså seniorerne.

”Hvis du vil hjælpe os med at vælge, hvad der skal stå i parken, kan vi tilbyde en gratis rejse ud i verden sammen med os for at hente tingen med hjem.”

Sådan stod der i brevet, og det blev til en rejse til USA på 1451 kilometer gennem seks stater for at finde den helt rigtige dansepavillon. Ikke den første og den bedste, men den helt rigtige. Den står i Tower Grove Park på Magnolia Avenue i Saint Louis, Missouri – en af parkens 12 pavilloner og et festfyrværkeri af bolsjestribet bygningsværk i 1800-tals ”tyrkisk stil”. Når kopien kommer på plads i Superkile-parken i København, bliver kuplen synlig på lang afstand.

”Vi havde en dejlig tur og dansede med en masse søde mennesker. De er virkelig dygtige,” siger Inga Kristiansen.

Hun demonstrerer, hvordan man danser til ”3-4-5-waltz”; et nummer, som ikke er hurtigere, end at en journalist kan følge med. Om hun danser i cowboystøvler? Nej. Men hun kunne godt have tænkt sig det.

”Hvis jeg var 30 år yngre ... nå, man skal være realistisk. Men jeg har drabelig lyst til at prøve alt muligt.”

Inga Kristiansen venter spændt på at se dansepavillonen fra Saint Louis indviet, men hun er bekymret for, hvordan den vil blive behandlet.

”Bliver den smurt over med graffiti og alt muligt? Jeg har spurgt, om de sætter en vagt på. Det gør de ikke. Lederen af projektet siger, at han håber, de unge vil respektere den store indsats, det har været. Ja, jeg kan godt have mine tvivl.”

Men danse i den nye pavillon – det vil hun.

seniorliv@k.dk