Regeringen skaber motivation for kirkeforfatning

Men det er en unødvendig og problematisk tilgang. Det havde været rettere at fastslå, at regenten efter Grundloven er født medlem, ikke født leder af folkekirken og derfor heller ikke kan regulere den retligt set. Der er ikke et forfatningsretligt grundlag for vedblivende at hævde, at kirkeministeren og regenten i enevældigt fællesskab kan udfylde et retligt tomrum ved selv at skrive og autorisere ritualer.

I stedet burde man have fastslået, at biskopperne efter retlig praksis har hovedansvar for udformning af ritualer, der sættes i kraft efter omfattende høring af både præster og menighedsråd. Det er den relevante kompetencestiftende praksis.

Man kunne lægge vægt på, at biskopperne – som statslige tjenestemænd – er ansat til at være biskopper, det er Kirkeministeriets dygtige embedsmænd ikke. Man kunne i forhold til både Folketingets og regeringens kompetence lægge vægt på, at folkekirken er den ramme, hvori 80 procent af danskerne udøver deres religionsfrihed, så også Grundlovens paragraf 67 sætter en retlig grænse for Folketingets og regeringens kompetence. Selv ikke i statskirker – bortset måske fra i Kina og Tyrkiet – skriver stater ritualer, man nøjes med at godkende dem.

Endelig kunne man i en retlig analyse have lagt vægt på, at lex Vaalse (Højesterets dom i læresag fra 1916, red.)var en undtagelse fra en hovedregel. Den retlige hovedregel er, at lovgivers rolle er at slette forhindringer i lovgivningen (hvis man ønsker det), og ministeriets rolle er at moderere et ritual, mens folkekirken selv skriver ritualer.

I stedet har ministeriet valgt at kaste en handske (eller give en kappe at gå i skjul bag). Og fortolkningen bliver ikke ændret af, at jeg skriver en kommentar. Den kan kun ændres af lovgiver (Folketinget og regeringen) i bemærkninger til et forslag til vedtaget lov (for eksempel om ændring af kirkelig vielse eller velsignelse af homoseksuelle) eller i en udvalgsbetænkning. Eller, selvfølgelig, gennem en lov om folkekirkens struktur, der fastslår, hvem der har kompetencen. Men var det dét, regeringen ville?

Lisbet Christoffersen er professor i religionsret ved Roskilde Universitet