Politik og moralisme i kølvandet på den norske tragedie

I forbindelse med Muhammed-konflikten blev jeg interviewet til Berlingske. De reserverede en hel side til et interview med mine holdninger til islam og indvandring. Jeg advokerede i interviewet for, at muslimerne i Danmark skulle blive danske muslimer på samme måde, som jøderne var blevet danske jøder. Muslimer skulle altså ikke blot være muslimer som sådan, men tilstræbe at blive en del af dansk historie og kultur.

Den daværende chefredaktør for Berlingske kaldte i en leder mine holdninger efterstræbelsesværdige, fordi jeg i interviewet gjorde gældende, at muslimsk indvandring allerede var en realitet i Danmark, og at vi derfor skulle insistere på at få det bedste ud af det med hinanden. Vi måtte ganske enkelt insistere på, at integrationen skulle lykkes. Vi måtte være opbyggelige og insistere på håbet. Ellers var perspektiverne for fremtiden alt for dystre for vore børn og det danske samfund.

I debatten om islam og indvandringen er de pragmatiske argumenter blevet udgrænset og erstattet af ideologiske. Det er efter min vurdering medvirkende til, at debatten bliver så uforsonlig og moralsk.

Dagbladet Politiken er et godt eksempel på, at det er ideologien og det ikke-pragmatiske, der er i zenith i debatten om indvandring, multikulturalisme og det danske højre. Det har derfor også været alt for fristende for Politiken i kølvandet på terroren i Norge at gøre gældende, at Breivik delte synspunkter med Dansk Folkeparti.

Politiken har således ikke været synderlig optaget af at formidle, at DF har demokratiske holdninger og ikke-totalitære holdninger til politik. Hvis avisen nævnte noget i den retning, var det højst i en bisætning. Det var måske derfor ikke så mærkeligt, at Politikens læsere efter kommentarerne på avisens blogs at dømme var enige om, at DF er højreradikalt.

Hvorvidt Politikens stigmatiseringer af centrum-højre er medvirkende til at skabe fundamentet for de trusler, som Pia Kjærsgaard (DF), Søren Krarup (DF) og Naser Khader (K) er udsat for, kan jeg ikke svare på. Men Politikens og dens læseres holdninger virker i hvert fald ikke befordrende på Hal Kochs diktum: at demokrati er samtale.

Socialdemokraterne og den ædruelige del af venstrefløjen omkring personer som Per Clausen (EL) og Preben Wilhjelm har aldrig tænkt moralsk. De besidder en teoretisk samfundsforståelse, man kan være enig eller uenig i. Moralismen i politik gør sig som antydet især gældende i kredsen omkring Radikale Venstre og dagbladet Politiken.

Hvorfor midten i dansk politik har en tendens til at udtrykke sig moralsk, findes der givetvis mange forklaringer på. Men en af grundene er givetvis, at Radikale Venstre identificerer sig med moderniteten, multikulturalismen og dermed også med det postmoderne. Den postmoderne tænkning ækvivalerede i 1980’erne alle sandheder og gjorde multikulturalismen til ideologi på ruinerne af de store samfundsteoretiske sandheder.

Det er imidlertid ikke kun kulturradikalismen og Radikale Venstre, som er præget af postmodernismens moralisme. Når højrefløjen taler om marxismens forbrydelser, så er det også den postmoderne moralisme, der spiller ind på diskursen. Hvordan en kritik af kapitalismen kan være en forbrydelse, er således en gåde. Marx’ ”Das Kapital” og ”Grundrisse” indeholder således ingen utopier eller handlingsanvisninger.

Marxismen er en negativ kritik, som alene kritiserer de økonomiske strukturer i kapitalismen. Derfor hedder Marx’ hovedværk: ”Til kritikken af den politiske økonomi” og ikke ”Den politiske økonomi”. At højrefløjen ser en sammenhæng mellem ”Das Kapital ”og Stalins og Lenins dæmoni, er lige så grotesk som at forbinde evangelierne med inkvisitionen. Intet sted i evangelierne kan man finde legitimation for vold.

Alligevel ser man gang på gang i aviser, at højreorienterede omtaler marxismen som en forbrydelse. Hvis nu man i stedet nøjedes med at konkludere, at den revolutionære socialisme i Sovjetunionen, Kina, Cambodja, Vietnam og i Østeuropa slog millioner af mennesker ihjel for en idé, så ville man være i overensstemmelse med sandheden.

Hvis vi fortsætter med at stigmatisere værker som ”Das Kapital” og ”Grundrisse”, så medvirker vi til, at en hel generation undlader at læse disse værker. Værker, som er indsigtsfulde analyser af det moderne, og som for mit vedkommende gjorde mig endnu mere konservativ, end jeg allerede var. På samme måde har jeg det med marxisten Adorno, hvis bog ”Minima Moralia” er min absolutte yndlingsbog. Det bedste konservative litteratur, der er skrevet!

Det sammenbrud, som den moderne økonomi altid står i fare for at måtte gennemleve, og som analyseres mesterligt af Marx, må imødegås med et stærkt demokratisk fællesskab. Sociale revolutioner er opbrud, vold og ideologi. Og økonomiske kriser, som dem vi oplevede i 1930’erne, skaber altid grobunden for yderliggående dæmoniske kræfter.

Tendensen til at stigmatisere modstandere og forholde sig moralsk til politik er vokset eksplosivt de seneste 30 år. Blogkommentarer på Information, Politiken og Jyllands-Posten afslører, at ekstreme synspunkter florerer massivt i folkehavet. De skal modsvares med argumenter og ikke med forbud. Hvis et demokratisk samfund forbyder disse kræfter at komme til orde, har vi mistet troen på det gode argument.

Når de samfundsteoretiske teorier og indsigter ikke længere har autoritet og ækvivaleres med alle mulige pseudo-teorier, ja, så har vi kun moralismen tilbage som debatform.

Det var derfor midt i mørket fra de ulykkelige begivenheder på Utøya opløftende at høre, at den socialdemokratiske ungdomspolitiker fra DSU Peter Hummelgaard Thomsen på spørgsmålet om, hvordan vi kan imødegå en Breivik, svarede: ”Vi skal holde op med at identificere muslimer og islam med islamismen og DF med nazismen og højreradikalisme”. At en ung politiker formulerer en sådan etisk fordring skaber håb! Og uden håb ingen fremtid!

Thue Kjærhus er forstander på Rønshoved Højskole