Normalt er sommeren sæson for politiske prøveballoner, hvor mere eller mindre perifere politikere kommer med forslag, der aldrig vil have nogen gang på jorden, men som sikrer dem omtale i en nyhedsfattig tid. Anderledes i år. Her kort før et folketingsvalg har der været forbavsende stille.

Oppositionens tavshed begrundes med, at den, der lever stille, lever godt, og eftersom Socialdemokraterne og SF længe har ført i meningsmålingerne, har det bare gjaldt om ikke at dumme sig. Heller ikke hos regeringen har initiativlysten været stor efter et særdeles travlt forår og forsommer, og af frygt for at begå nye fejl har der også her været tavst.

For såvel vælgere som politikere har det formentlig været meget sundt med en pause fra hinanden før et travlt efterår, hvor befolkningen nok skal få styret sin politiske lyst. Nu er sæsonen for sommergruppemøder gået i gang, og de vil blive fulgt af landsmøder for til slut at ende med en valgkamp.

Man har lov at håbe, at politikerne har brugt den tiltrængte ferie på at overveje, hvordan og hvad de ønsker at kommunikere med borgerne i den kommende valgkamp. Det har for eksempel været interessant at følge Kristeligt Dagblads interviewserie med afgående politikere, der alle som en er enige om, at livet på Christiansborg er blevet hurtigere og mere hektisk – og dermed også mere overfladisk.

Mediernes glubende appetit efter breaking news og kommentarer til dette eller hint har fået det politiske tempo i vejret på en måde, der ikke kan være gavnlig for demokratiet. Dertil kommer, at de nye måder at kommunikere med vælgerne på er tveæggede sværd.