Hvis de, der advokerer for multikulturalismens velsignelser, endelig bor midt i storbyens vrimmel, er det i den lidt pænere, roligere og mere tilbagetrukne del, hvor ejerlejlighederne og andelsboligerne ligger. Det er ikke i nedslidte, hærværkshærgede bygninger med alt andet end lydtætte etageadskillelser, med graffitibemalede opgange og kældergange og med grupper af truende unge stående i gadedøren, når man skal ud og ind. I denne del af byen får multikulturalisme et helt andet virkelighedspræg.

Anita Bay Bundegaard og hendes ligesindede burde som pligtlæsning studere filosoffen Kai Sørlanders meget anmelderroste bog ”Den politiske forpligtelse”. Her blot et par udpluk:

”Og der er altså grund til at mene, at samfundet som helhed har brugt den økonomisk svageste del som en form for buffer i integrationspolitikken. Det er reelt denne del af befolkningen, som har fået til opgave at bære størsteparten af omkostningerne ved den førte asylpolitik, fordi den – uden nogen bevidst beslutning, men som konsekvens af en blind social dynamik – er blevet pålagt at skulle leve i et socialt fællesskab, hvor man hverken taler det samme sprog eller deler de samme velkendte normer (…) man vil godt bryste sig moralsk af at gå ind for en liberal asylpolitik, men man vil ikke yde så meget til den politik, at man selv skal bo i de områder, hvor de fremmede skal integreres, og hvor de sociale problemer opstår. Denne byrde vil man hellere overlade til dem, som er økonomisk svagere end én selv – helt uden at forstå sit eget moralske svigt.”

Lone Nørgaard er lektor, cand.mag., Britta Mogensen er mag.scient.ant.