Marseille rummer essensen af Middelhavet

Marseille er et resultat af denne årtusindgamle økonomiske og kulturelle udveksling. En udveksling, som fortsætter, selvom Middelhavets kulturfællesskab i dag synes erstattet af konflikter: mellem den europæiske og den arabiske civilisation, mellem kristendommen og islam, mellem det rige Nord og det fattige Syd.

”Middelhavet er stadigvæk ’Vores hav’, og Marseille ser sig selv som en af hovedbyerne i denne middelhavsverden,” siger André Malrai, formand for kulturudvalget i Marseilles byråd, med henvisning til romernes ”mare nostrum”.

”Jeg føler mig umiddelbart mere hjemme i Genova end i Hamborg eller i Marrakesh i Marokko, som er vores venskabsby” siger André Malrai.

Marseille er i dag Middelhavets største havn og Frankrigs tredjestørste by med 1,4 millioner indbyggere. Og når Marseille i 2013 bliver europæisk kulturby, er det netop med en ambition om at repræsentere ikke Frankrig, men søsterbyerne hele Middelhavet rundt.

”Marseille har altid været vendt mod middelhavsverdenen. Da der i midten af 1800-tallet blev udbudt aktier i Suezkanalen, blev halvdelen solgt i Marseille,” påpeger Thierry Fabre.

Han står i spidsen for Museum for middelhavscivilisationerne, MuCEM, som åbner i 2013 i malteserordenens gamle Saint-Jean-fort ved indsejlingen til Vieux Port.

”Man kan ikke tale om en fælles middelhavsidentitet. Men der er tale om kulturer i interaktion, kulturer, der udveksler. Vi ser det i musikken, hvor nye musikgenrer blander europæisk og arabisk tradition, for eksempel i Raï-musikken. Vi ser det i litteraturen i form af en billedverden, der cirkulerer hele Middelhavet rundt. Man mærker det ganske klart i en by som Marseille, der har det kosmopolitiske præg, som altid har kendetegnet middelhavsbyerne” siger Thierry Fabre.

Marseille bebos af en broget blanding af europæere og nordafrikanere, italienere og algeriere, jøder, muslimer og ortodokse. 200.000 muslimer, 150.000 jøder, 80.000 ortodokse armenere.

”I en by som Marseille kan man tydeligt fornemme, at vi er tæt på Middelhavet. Folk taler højt, og de taler meget. Man taler med hinanden i bussen, også selvom man ikke kender hinanden. Man hører alle mulige sprog på gaden, og i visse kvarterer tales der mere arabisk end fransk. I Marseille kan man opleve hele verden uden at flytte sig ud af stedet. Det kan virke chokerende på nogle, men for mig, som er opvokset i et meget lukket land, er det en fantastisk oplevelse, ” siger Youcef Maouchi, som er født i Algeriet, men flyttede til Marseille i 2005 for at læse jura.

Marseilles etniske mangfoldighed er dog ikke problemfri, erkender byrådsmedlem André Malrai.

”Vi har vanskelige kvarterer, som resten af Frankrig. Vi har et mafia- og et kriminalitetsproblem, som mange andre byer også har. Men da indvandrerforstæderne i Paris stod i flammer i flere uger i 2005, gik Marseille fri. Vi havde siger og skriver syv udbrændte biler,” siger André Malrai.

Måske skyldes det, at Marseille netop vægter kulturmødet og religionsdialogen i en mangfoldighed af initiativer. Byen summer af ”middelhavsfestivaler”, tværkulturelle debatmøder og seminarer om middelhavsverdenen.

Byrådet har oprettet Marseille Espérance, hvor byens religiøse ledere diskuterer aktuelle spørgsmål og favoriserer forståelse mellem befolkningsgrupperne. Og religionsdialogen betragtes som selve kernen i det arbejde, som udføres af Det katolske Middelhavsinstitut i Marseille, den lokale afdeling af Frankrigs katolske universitet.

”Vores placering i Marseille har helt naturligt betydet, at vi har specialiseret os i de udfordringer, som den kulturelle og religiøse mangfoldighed byder både kristendommen og samfundet som helhed,” siger Rémi Caucanas, som står for instituttets ungdomsarbejde.

Ud over studier i teologi og religionsvidenskab sørger instituttet for eksempel for, at familier fra forskellige trossamfund besøger hinanden omkring et traditionelt måltid mad og et debatemne.

”Vi holder fast i vores katolske identitet og teologi, men det forhindrer os hverken i at lade vores tro udfordre af andre eller at forholde os kritisk til andre religioner. Men aldrig på en polemisk måde,” understreger Rémi Caucanas.

Et andet initativ er Mozaïque-programmet, som samler unge fra alle middelhavslande til en årlig konference.

”Det er ikke nødvendigvis nemt at få en ung palæstinenser og en ung israeler til at kommunikere. Men det lykkes, og vi opdager, at vi har et fællesskab som middelhavsborgere, selvom vi bærer på forskellige nationale historier. For eksempel har franskmænd og algeriere et vidt forskelligt syn på kolonitiden,” siger Youcef Maouchi, som har deltaget i programmet.

Thierry Fabre fra middelhavsmuseet MuCEM peger på, at den økonomiske krise netop nu er med til at skærpe spændingerne mellem befolkningsgrupperne, som har hver sin historie med sig. Historier, der lige som Middelhavets historie er konfliktfyldte.

”Men denne historie er omvendt også med til at binde os sammen,” konstaterer han.

Thierry Fabre taler hellere om middelhavskulturen som en slags kulturel forening af forskellige væremåder end som en blandingskultur, hvor de enkelte nationale identiteter opløses.

”Middelhavskulturen er ikke en ny kultur som den kreolske kultur i Caribien. Der er et samspil mellem kulturerne. Man lader sig inspirere af naboens traditioner, men uden at opgive sine egne. I den forstand er Marseille et laboratorium for det 21. århundrede,” mener lederen af det kommende Museum for middelhavscivilisationerne.

”Et laboratorium for den kulturelle mangfoldighed.”

b.pedersen@k.dk