Ånder i Thailands jungle

”Onkel Boonmee …” er inspireret af beretninger om personer, der kan huske deres tidligere liv, nedskrevet i bogform af en buddhistisk munk. Undervejs i filmen opsøger Boonmee og familien – levende som døde – en hule, hvor han blev født engang. Ikke nødvendigvis i sin menneskelige skikkelse, men nok i en tidligere inkarnation. Og det var deromkring, jeg stod af, for jeg har et noget anstrengt forhold til tanken om genfødsel. Når talen faldt på emnet ved middagsbordet i mit barndomshjem, lukkede min far altid diskussionen ved med et glimt i øjet at insistere på, at han havde været vejrhane i Stockholm!

Under alle omstændigheder går ”Onkel Boonmee ...” langt over ens praktiske forstand. Og selvom jeg godt kan forstå, at filmen også handler om alvorlige emner som livet og døden, forholdet til sine kære og til slægten – emner, jeg bedre kan forholde mig til – kan jeg ikke abstrahere fra det med vejrhanen. Læg dertil, at dens filmsprog er minimalistisk: Der er nogle dobbeltkopieringer, når ånderne kommer på banen, men ellers foregår alting bare lige foran et kamera, der stort set aldrig bevæger sig.

Og så er det, Peter Plys melder sig. Filmens karakterer spekulerer på, hvad ånderne tænker. Men det, jeg undrer mig over, er: Hvad tænker instruktøren? Og ikke mindst: Hvad i alverden tænkte juryen i Cannes, da den gav Boonmee De Gyldne Palmer i maj 2010?

kultur@k.d

”Onkel Boonmee som kan huske sine tidligere liv”. Thailand 2010. Instruktion: Apichatpong Weerasethakul. 114 minutter. Premiere i tre biografer.