Indtast din e-mailadresse og få nye artikler med samme emne.
Af Palle Schantz Lauridsen |
4. august 2011
SE TRAILER Tilskueren lukkes ikke indenfor i denne buddhistisk inspirerede thailandske film, der vandt De Gyldne Palmer i Cannes forrige år
”Man kan aldrig vide, hvad bier tænker.”
Noget i den stil siger Peter Plys, da han forklædt som ballon hænger ud for et bistade højt oppe i luften. Nogenlunde sådan har jeg det med forrige års Cannes-vinder, den thailandske ”Onkel Boonmee som kan huske sine tidligere liv”. Tilmed på flere planer.
Annonce
Filmen foregår i et sted i Thailands jungle. Her bor Boonmee, en midaldrende mand med nyreproblemer. Han ved, han snart skal dø, og hans søster og dennes voksne søn er kommet for at besøge ham. Men de er ikke de eneste, der aflægger ham besøg. Det gør også hans afdøde kone og hans forsvundne søn. De materialiserer sig en aften ved middagen i den dybsorte tropenat. Konen ligner sig selv, som hun så ud, da hun døde 19 år tidligere. Sønnen, derimod, ser en kende anderledes ud. Han er blevet til en slags abe med lysende røde øjne og selvfølgelig pels over det hele.
”Onkel Boonmee …” er inspireret af beretninger om personer, der kan huske deres tidligere liv, nedskrevet i bogform af en buddhistisk munk. Undervejs i filmen opsøger Boonmee og familien – levende som døde – en hule, hvor han blev født engang. Ikke nødvendigvis i sin menneskelige skikkelse, men nok i en tidligere inkarnation. Og det var deromkring, jeg stod af, for jeg har et noget anstrengt forhold til tanken om genfødsel. Når talen faldt på emnet ved middagsbordet i mit barndomshjem, lukkede min far altid diskussionen ved med et glimt i øjet at insistere på, at han havde været vejrhane i Stockholm!
Under alle omstændigheder går ”Onkel Boonmee ...” langt over ens praktiske forstand. Og selvom jeg godt kan forstå, at filmen også handler om alvorlige emner som livet og døden, forholdet til sine kære og til slægten – emner, jeg bedre kan forholde mig til – kan jeg ikke abstrahere fra det med vejrhanen. Læg dertil, at dens filmsprog er minimalistisk: Der er nogle dobbeltkopieringer, når ånderne kommer på banen, men ellers foregår alting bare lige foran et kamera, der stort set aldrig bevæger sig.
Og så er det, Peter Plys melder sig. Filmens karakterer spekulerer på, hvad ånderne tænker. Men det, jeg undrer mig over, er: Hvad tænker instruktøren? Og ikke mindst: Hvad i alverden tænkte juryen i Cannes, da den gav Boonmee De Gyldne Palmer i maj 2010?