Kim Balslev |
4. august 2011
Sangerinden Else Paaske, der efter sin debut blev kåret som et de største talenter, Danmark har haft, men ret tidligt valgte musikpædagogikken, fylder 70 år i morgen
Else Paaskes karriere som sanger var kort, men bemærkelsesværdig med en af de smukkeste altstemmer, Danmark har haft.
Allerede i 1980’erne gearede hun ned som udøvende musiker for at koncentrere sig om undervisningen af unge sangere.
LÆS OGSÅ: 25-årig østriger tryllebinder med Chopin”Jeg savner ikke mine lyriske koncerter. Hver ting til sin tid. Jeg har det så fint med mine elever, og det er i virkeligheden en stor befrielse bare at lytte til andre,” har hun fortalt til Berlingske Tidende.
Else Paaske fylder 70 år – syv år efter pensioneringen som docent ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København.
Efter sin debutkoncert i 1965 kårede musiklivet herhjemme hende som det absolut største danske sangtalent i mange år med usædvanlige anlæg for lieder og romancer.
Og det lignede et internationalt gennembrud, da hun i 1969 vandt Kathleen Ferrier-Prisen i hollandske ’s-Hertogenbosch.
Netop den tidligt døde engelske altsangerinde Kath-leen Ferrier var Else Paaskes store forbillede, og som ung købte hun alle Ferriers plader. Et andet forbillede var det danske nationalidol Aksel Schiøtz, og meget passende blev hun i 1977 den første modtager af hædersprisen fra Mindefonden for Aksel Schiøtz.
Else Paaske blev uddannet på Det Jyske Musikkonservatorium hos professor Peer Birch. I årene efter sin debut gav hun talrige koncerter, ikke bare i Danmark, men også i det øvrige Norden foruden Østrig, Tyskland, Holland, Schweiz, Storbritannien, Israel og USA.
Hendes repertoire omfattede blandt andre Händel, Bach, Beethoven, Brahms, Mahler og Heise, og ikke mindst hendes koncerter med pianisten Friedrich Gürtler var berømmet.
I 1976 tog hun musikpædagogisk eksamen på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvor hun fra 1984 var docent.
/ritzau/