Præster saligkåret for at kæmpe imod Hitler

Det var en skelsættende oplevelse for præsterne, da nazisterne deporterede og dræbte 605 psykisk udviklingshæmmede mennesker i Lübeck. Alle tre præster var dybt rystede.

Karl Friedrich Stellbrinks biografi er mere broget. Oprindelig var han begejstret for Hitler, men med tiden valgte han at tage klar afstand fra nazismen.

Som ung præst arbejdede han otte år i Brasilien, hvilket styrkede hans tro på, at tyskerne tilhørte en overlegen race. Da han kom hjem, blev han i 1933 medlem af nazistpartiet og fik arbejde som præst i Lübeck. Den første tid i Lübeck prædikede Karl Friedrich Stellbrink om en Jesus, der var af arisk afstamning uden jødisk blod, men i de efterfølgende år kølnedes hans begejstring for Hitler og nazismens ideologi. Det skyldtes blandt andet nazistpartiets hadske indstilling til kristendommen.

Karl Friedrich Stellbrink kunne heller ikke acceptere, at den tyske ungdom blev misbrugt i nazisternes propaganda. I 1936 kom det endelige brud, og han blev smidt ud af nazistpartiet.

Johannes Prassek og Karl Fried-rich Stellbrink mødtes første gang tilfældigt ved en begravelse i 1941. De opdagede hurtigt, at de var på politisk bølgelængde, og dermed var kontakten mellem de tre katolske og den protestantiske præst blevet skabt.

”De valgte bevidst ikke at lægge så meget vægt på konfessionelle forskelle og accepterede hinanden som kristne medbrødre,” siger historikeren Peter Voswinckel til tv-stationen NDR.

Den katolske præst Hermann Lange udtalte engang:

”Vi er som brødre.”

De fire mænd havde længe været i Gestapos søgelys og blev udspioneret døgnet rundt, men det vakte først for alvor vrede hos Hitlers politiske statspoliti, da præsterne mangfoldiggjorde og udbredte prædikener skrevet af Münsters katolske biskop, Clemens August von Galen.

Biskoppen var den første gejstlige i Tyskland, der offentligt protesterede imod nazismen, og han blev betragtet som Hitlers ærkefjende. Takket være de fire præster i Lübeck nåede Galens prædikener så langt ud som til soldaterne på østfronten.

Præsterne vidste, at det kunne gå galt, men Johannes Prassek udtrykte deres holdning med følgende ord: ”Hvis ikke en præst kan sige sandheden, hvem skal så sige den?”

Da Karl Friedrich Stellbrink under en prædiken i marts 1942 betegnede et engelsk bombardement af Lübeck som ”Guds kraftige stemme, der nok skal få befolkningen i Lübeck til at bede igen,” blev han arresteret.

I de efterfølgende måneder fulgte arrestationen af de tre katolske præster.

De fire præster blev anklaget for ”ondskabsfuldhed, undergravelse af hæren og for at have begået landsforræderi og have lyttet til fjendens radio”, men i virkeligheden var den retssag, der fandt sted i Hamburg i juni 1943 uden betydning, for den såkaldte folkedomstol i Berlin havde allerede for længst fældet sin dom over de fire mænd: dødsstraf.

Henrettelserne fandt sted den 10. november 1943. Den katolske kirke havde flere gange forgæves bedt om nåde for sine tre præster, hvorimod den evangeliske kirke ikke havde rørt en finger for at redde Karl Friedrich Stellbrink.

Johannes Prassek og Eduard Müller var begge 32 år, Eduard Lange 31 år og Karl Friedrich Stellbrink 49 år, da de døde.

Den 10. november er gjort til en fælles katolsk-protestantisk mindedag for de fire præster.

dachs@k.dk