Politik oversvømmes af papir og journalister

Han havde oprindelig tænkt sig, at han skulle gøre karriere i forsvaret, men tanken om en politisk løbebane var aldrig langt væk. Både forældrene, Adam og Gerda Møller, samt søsteren, Eva Møller, har været i Folketinget.

Uden at overdrive kan man sige, at han har fulgt sit parti i både storhed og fald. Han fik sin faste plads i Folketinget ved valget i 1984, som gav De Konservative 16 ekstra mandater, efter at det var lykkedes statsminister Poul Schlüter og hans firkløverregering at redde landet fra den økonomiske afgrund.

Men siden kom Tamilsagen, den socialdemokratiske magtovertagelse og de konservative fløjkrige, der i slutningen af 1990’erne nærmest så ud til at ville udradere partiet.

Efter en nogenlunde stabil periode under Bendt Bendtsen med omkring 10 procents vælgertilslutning har partiet igen oplevet et kraftigt dyk efter udenrigsminister Lene Espersens famøse afbud til et møde i Arktisk Råd i marts sidste år.

Om den rutsjetur siger Helge Adam Møller:

”Det var da sjovere, da det gik fremad. Det har ikke været skægt, men det eneste tidspunkt, jeg overvejede at forlade politik, var, da jeg var gruppeformand første gang, da Hans Engell og Per Stig (Møller, red.) ikke kunne blive enige, og vi fik katastrofevalget i 1998.”

Efter det valg blev Pia Christmas-Møller politisk ordfører og Helge Adam Møller gruppeformand. Han troede selv på, at han kunne blive den ”fredsbevarende styrke”, selvom han blev valgt i et kampvalg med stemmerne 10-6 i gruppen mod Hans Engell. Noget man ellers aldrig havde prøvet.

”Jeg troede det første års tid, at jeg kunne tømre gruppen sammen, men det lykkedes ikke, før de sidste tre af de 505 dage, hvor vi fik den nye ledelse med Bendt Bendtsen i spidsen. Hvis det var fortsat et halvt års tid mere, så var jeg nok blevet soldat igen. Det var rædselsfuldt at gå på arbejde,” siger han.

”Fløjkrige kommer indimellem, og det er jo naturligt, at flere ønsker at være nummer et i et politisk parti.”

Fløjkrige handler normalt om, at man ønsker forskellig politisk kurs, men det har ikke været tilfældet her.

”Hvis man tager Hans Engell og Per Stig, så var det ikke en fløjkrig, det var en personkrig. Jeg mener kun, der var en, der førte krigen, og det var Hans Engell. Det har jeg aldrig lagt skjul på. Per Stig var ret uskyldig i det,” siger han.

På spørgsmålet om, hvad der har ændret sig mest gennem de mange år, han har repræsenteret sit parti på tinge, er der absolut ingen tøven.

”Papirmængden!”

Er den blevet mindre?

”Mindre? Ja, nu er der meget, som kommer elektronisk, men det fylder teksten jo ikke mindre af. For nogle år siden talte min sekretær op, at vi fik 1850 A4-sider om dagen. Det er 9000 sider om ugen som folketingsmedlem. Jeg tror, det var omkring 50 sider om dagen, da jeg startede herinde. Meget af det skyldes desværre os selv, for der er ikke grænser for, hvad vi stiller spørgsmål om. Mængden af spørgsmål er mindst blevet 20-doblet. Per Clausen (fra Enhedslisten, red.) har vist rekorden med 600 spørgsmål til trafikministeren, og mange gange får vi et svar, hvor ministeren henviser til et svar, han gav på nøjagtig det samme spørgsmål for tre måneder siden. Så ikke engang spørgerne kan følge med i det,” siger han.

”Det andet, der har ændret sig, er antallet af journalister, specielt i de æterbårne medier. Hvis du var så heldig at komme på tv, da jeg begyndte herinde, kunne du måske få et indslag på 20 sekunder i tv-avisen, men i dag er der både TV 2, TV 2 News, DR, Tv-Øst, hvis man kommer derfra, Newspaq, og jeg ved ikke hvad.”

”Nogle journalisters måde at opføre sig på er under al anstændighed. Jeg tænker på Lene Espersen og Henriette Kjær-sagen, hvor man spærrede gangen og ikke ville respektere, at de ikke havde nogen kommentarer, og man væltede ind på kontorerne og så videre. Jeg mener, at journalisterne kun skulle have adgang til nogle enkelte steder, for eksempel i Vandrehallen, og så nogle kontorer, de kunne sidde på. Sådan har man det i alle parlamenter, jeg har besøgt, men det synspunkt står jeg ret alene med i Præsidiet,” siger han.

Det handler dog ikke kun om journalisternes opførsel rent fysisk. Helge Adam Møller finder også, at den politiske journalistik er blevet langt dårligere end tidligere. Der er mange flere personhistorier, og journalisterne vrider historier ud af noget, som slet ikke er historier.

For nylig blev han selv og andre konservative af en avis spurgt om, hvorvidt de var enige med statsministeren i, at der ikke skulle være skattelettelser i næste valgperiode.

”I den situation havde jeg tre muligheder. Jeg kunne svare, at jeg ingen kommentarer havde. Jeg kunne sige, at jeg var enig med statsministeren, og så ville historien være blevet, at De Konservative svigter deres løfter om skattelettelser. Jeg svarede selvfølgelig, hvad jeg mener: ’Den holdning har statsministeren, og det har jeg fuld respekt for, men det er ikke min holdning’. Og så kom artiklen og lederen om, at De Konservative er fuldstændig tonedøve, fordi de igen kræver skattelettelser. Nej, vi krævede ikke skattelettelser, men vi blev spurgt af en journalist. Så de skaber selv deres historie,” siger han.

Et andet eksempel handler om, at journalister ofte går rundt og spørger politikere om en sag, hvor de allerede på forhånd har bestemt, hvilke svar de kan bruge, og svarer politikeren ”forkert”, går journalisten bare videre til den næste politiker.

”Det, synes jeg, er blevet værre og værre. Meget værre. Nå, der fik jeg afløb for det,” lyder det med et grin.

Som medlem af Præsidiet har Helge Adam Møller været med til at skabe rammerne for det daglige politiske arbejde på Christiansborg.

”Jeg må indrømme, at jeg synes, det er spændende at sidde i formandsstolen. Der bliver sagt meget vrøvl, eller rettere ikke særligt inspirerende, fra talerstolen, men der bliver også sagt noget godt. Jeg kan ikke lade være med at tage hatten af for Enhedslisten, som er dem, jeg er allermest uenig med herinde. Men de er utroligt velforberedte og saglige ud fra deres holdninger, og de har sat sig godt ind i sagerne.”

Om kort tid kommer valget, og så slutter Helge Adam Møllers politiske karriere. Han blev til sin egen skuffelse aldrig minister, og han har indimellem fortalt, at det kom han over efter et kvarter.

”Det var nu nok nærmere syv-otte timer,” siger han i dag med et skævt smil.

Nu bliver der tid til at læse bøger, se mere til de to teenagedøtre og til motion og golfspillet, hvor han for nylig blev europamester i en turnering for europæiske parlamentarikere.

hoffmann@k.dk

skytte@k.dk