Peter Grønlykke |
4. august 2011
Tidehverv repræsenterer en mærkelig totalitær og forskruet kvælning i Guds ord, skriver sognepræst Peter Grønlykke
I DEN TIDEHVERVSKE teologi er der for mig at se ingen forbindelse mellem synd og frihed.
Det synes at fremgå af Margrethe Horstmanns replik til Gudmund Rask Pedersen den 27.juli.
Diskussionen drejer sig om rummelighed. Hvorvidt der i kirken er plads til de mere frie gudstjenesteformer, som er dukket frem de senere år af både pædagogisk og spirituel karakter. Det er en rummelighed, der fordømmes fra Horstmanns og mange andres side.
LÆS OGSÅ: Fra en angstneurotikers udkant...Horstmanns syndsforståelse er radikal og totalitær, vil jeg tillade mig at sige. Såvel laster som dyder er fordømmelsesværdige og må henregnes under synden. I denne klaustrofobiske tilværelsesforståelse kan mennesket kun ånde og finde frihed i syndernes forladelse.
Som Horstmann siger det: ”Til gengæld håber jeg på en gudstjeneste, hvor jeg kan få syndernes forladelse for min mangel på rummelighed.” For kirkens højmesse er ”… frihedens sted, hvor det ikke gælder om at være åben og rummelig, men hvor vi kun kan stå som tolderen, nederst og med bøjet hoved, frie i bundethed til Guds ord”.
Som man næsten kan se og mærke, er der virkelig tryk på syndsforståelsen i denne teologiske opfattelse. Det er der i en grad, så tolderen, der står dernede i hjørnet og beder om nåde, efterhånden heller ikke kan holde det ud længere.
I Tidehvervs sammenhæng har han sneget sig ud ad kirkedøren for at finde rummelighed andre steder, hvor han kan slippe for den mærkelige totalitære og forskruede kvælning i Guds ord, som Tidehverv præsenterer ham for. I stedet har han fundet ud af, at han kan realisere sin trang til rummelighed og frihed ved at kæmpe for folk og den særlige kristne kultur, som her – uden for kirken – så sandelig er ”rummelig”. Den er så rummelig, så den kan omsættes i den særlige form for rummelig udfoldelse, der kaldes grænseløs frihed. Ikke mindst den grænseløse frihed til at krænke andre. Især friheden til at krænke andre kulturer og religioner.
DEN MODSTAND og modsætning, som tolderen mødte i kirken i forhold til Gud, og som skænkede ham syndserkendelse, møder han uden for kirken som krænkelse og ikke som befriende forløsning. For det har jo kendetegnet Tidehvervsbevægelsen i de senere år, at den har lukket sin tilgivelses- og frihedsforståelse ud af forkyndelses- og gudstjenesterummet og vekslet den med kulturkritik.
Såfremt man på denne måde lukker synderen ud af kirken, så må han/hun altså tage Guds ord med sig og også være villig til at forsøge at finde ud af, hvad dette ord går ud på, og hvorledes det sætter grænser og befrier den, der hører det i den rent verdslige verden. Ellers bliver det til rent hedenskab og hykleri. Det bliver det på fuldstændig samme måde, som synds- og frihedsforståelse faldt fra hinanden i senmiddelaldren.
For mig at se, er den ”rummelighed”, der forsøges i folkekirken i dag, og som Tidehverv reagerer imod, muligheden for en ny evangelisk begyndelse. I en rodløs og forvirret tid, hvor vi grundlæggende har svært ved at finde ud af, hvad og hvem vi er, kommer vi ind i kirkens rum og forsøger at finde ud af det ved at lade os danne og blive til på ny, hvilket også forudsætter den genkendelse og vedkendelse af de erfaringer, vi har med os. Det forudsætter i høj grad rummelighed på alle niveauer.
Peter Grønlykke,
sognepræst,
Rosengade 18,
Sønderborg
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad