Vores verden blev forandret - det kalder på selvransagelse

Spørgsmålet dirrer stadig i luften. I lang tid, måske for altid, vil det spørgsmål være en del af min måde at være til i verden på som et troende menneske.

Selvransagelsen kan få konsekvenser. På det personlige plan og på det samfundsmæssige plan. FN og EU er begge konsekvenser af selvransagelsen efter holocaust. ”Aldrig mere krig” blev som et mantra for en hel generation.

Men en del af den danske offentlighed føler absolut ingen grund til selvransagelse. Ofrene for terrorangrebet var ikke lagt i graven, før man fik travlt med at forsikre om, at man slet ikke følte sig ramt, og at terrorhandlingerne slet ikke vil få konsekvenser for måden at debattere og argumentere på. Ingen grund til at skrue ned for stereotyper, skrækscenarier og krigsmetaforer.

Hvorfor holder disse mennesker så krampagtigt fast på deres verdensbillede? Gør terrorhandlingen i Oslo slet ikke indtryk? Hvorfor gøres det nu til en dyd at afvise overhovedet at tage sine holdninger op til overvejelse?

I Weekendavisen den 29. juli har chefredaktør Anne Knudsen en leder om ”Tavshedstrangen”, der skal bekæmpes for enhver pris. Skingert og patetisk lyder det, at folk ikke skal ”holde kæft”. Men det handler ikke om at ”holde kæft” (og hvorfor det grove udtryk?). Det handler om eftertanke.

Og selvfølgelig kan ytringsfriheden tages op til overvejelse. Griber vi det rigtigt an? Svaret kan meget vel ende med at blive et ”ja, ytringsfriheden i Danmark har den form, den bør have”. Men overvejelserne skal til. Når verden splintres, må det overvejes, om noget skal ændres for igen at få et klart billede.

Julie Damlund er sognepræst ved Gentofte Kirke