Tænk, at livet koster livet …

Jeg ved altså ikke så meget, men alligevel fremturer jeg med religionen, for når jeg ser ud i verden, så har alle mennesker i alle kulturer til alle tider bokset med meningen med livet og døden og alt det midtimellem. Og blevet religiøse af det. Så jeg ved selvfølgelig heller ikke, hvorfor der er så mange forskellige religioner. Jeg kan komme med mange forklaringer på det, men det nytter alligevel ikke en meter. Jeg ved kun, at kristendommen for mig er blevet livsnødvendig. Ikke som en videnskabelig forklaring på noget som helst, på det felt må jeg lige som alle andre oplyste mennesker bruge det hoved, Gud har givet mig, i stedet for at hænge det under armen. Og så ved jeg også,at kristendommens værdisæt har præget vores vesteuropæiske kultur på en række områder. På godt og ondt. Men allermest på godt.

Det er slet ikke muligt på denne begrænsede plads at give de kristne værdier, som har præget og heldigvis stadig præger vores kultur, behørig rum og plads, men lad mig bare nævne tre i mine øjne meget vigtige værdier:

Glæden ved at være til. Det er ikke en selvfølge at leve i en kultur, hvor det er en glæde at være til. Alle religioner har én eller anden form for skabelsesberetning, men jeg har ikke i min lange undervisningstid i fremmede religioner stødt på én, der som vores nærmest sukker: ”Og Gud så, det var godt.” Endda hele syv gange. Den ligefrem emmer af, at selve det at have fået livet er den rige forhåndsbetaling for alle livets elendigheder. Vi er alle skabt i Guds billede, før alt andet værdige til at blive elsket, som vi er, og ikke som vi gerne ville se ud til at være.

Og det forpligter til den anden store værdi. Dit medmenneske er et menneske som du. Han eller hun skal elskes, godkendes, behandles, som du selv gerne ville behandles, om du kom i samme situation. Så det er bare om at hente fantasien frem til at sætte sig ind i den andens tankegang og situation. Turde have tillid til mennesker, være modig, også til at give en ordentlig opsang, hvis det er endt i bare klynk for din næste. Være til stede og turde blive ved og ved, selvom ”livet koster livet”, som det hedder i en ny salme af Jørgen Gustava Brandt.

Men siger de, at jorden går under i morgen, så skal du plante et træ i dag. Du skal. Du skal ikke gå i sort. Og aldrig ende navlebeskuende og selvkredsende. Derfor er kristendommen også social og samfundsnyttig. Den sætter os fri, ikke bare til os selv og egen nydelse, men til vort medmenneske, det samfund og den verden, vi lever i. Og derfor er kristendommen også nødvendig i vores kultur. Nogen skal nemlig huske at sige det, som vi alle så gerne vil glemme, at vort medmenneske er et menneske som vi selv. Både synder og Guds elskede barn. Både fin og stærk og rent elendig. Både god og ond.

Og derfor det største, som Gud har givet mig mulighed for at hvile i ved Jesu Kristi død og opstandelse fra de døde: tilgivelsens mulighed.

Det er den, jeg selv håber på de dage, hvor jeg slæber mig ind i kirken, fordi mit sind er tynget af alt det, der gør så ondt, at jeg ikke kan bære det og må ind for at høre, at selv for mig er der en ny fremtid, et nyt håb. Det håb er bundet til tilgivelse for alt det, jeg gjorde, som jeg ikke skulle have gjort, og for det, jeg ikke gjorde, som jeg faktisk skulle have gjort.

Den tilgivelse hedder som bekendt på teologsprog ”syndernes forladelse”, og fra den ved vi, at der bag ved skylden er nye muligheder både for mig og mine og alle andre mennesker på denne gode jord. Lad mig bruge et eksempel, som i denne højspændte situation kan lyde overfladisk, men bestemt ikke er ment sådan.

Jeg er lige som alle andre rystet over, at et menneske, syg eller vildført eller hvad han nu er, overhovedet kan drømme om med koldt blod at forøve så megen ulykke og død som ved massakren i Norge for 14 dage siden. Men jeg er også dybt rystet over en far, der som Anders Breiviks går ud på tv og forkynder, at han aldrig vil se sin søn mere, og at han ville ønske, at sønnen i stedet for sin ugerning havde taget sit eget liv. For den søn vil om noget have brug for en far i den kommende tid. Han vil trænge til en far, der respekterer ham som menneske, selvom han må tage afstand fra hans umenneskelige handlinger. Han vil trænge til en far, der kan tale til ham, så han kan forstå det og erkende sin forfærdelige ugerning. En sådan far har sønnen ikke, men har vi ikke en far her på jorden, så har vi dog en far i himlen. Og han dømmer ikke efter ret, men efter nåde. Den ene røver kom dog med Jesus i paradis. Det holder jeg mig til. Hvad skulle jeg gøre uden?

livogsjael@k.dk