/ritzau/ |
5. august 2011
Ruth Brik Christensen rejser i morgen til Libanon for at lede KFUM’s nyeste soldaterhjem. Hun har tidligere været udsendt til Irak og to gange til Afghanistan
”Jeg glæder mig til at skulle ud igen,” fortæller Ruth Brik Christensen. ”Det er en mission, der er utrolig vigtig. Når soldaterne er i krig, er de pressede, og da betyder det virkelig noget, at vi er dér, hvor soldaterne er,” mener hun.
LÆS OGSÅ: 40 år på soldatermission
Det seneste års tid har Ruth Brik Christensen holdt cirka 180 foredrag om sit arbejde med at skabe en civil oase for de udsendte soldater midt i en krigszone. Ved nogle af foredragene har hun mødt pårørende til udsendte soldater.
”Foredragene har bekræftet mig i, at det er et godt arbejde, KFUM’s soldaterhjem udfører,” forklarer hun.
Som diakon er Ruth Brik Christensen også fagligt rustet til rollen som soldaterhjemsleder. På KFUM’s soldaterhjem er der dagligt aftensang, hvor det kristne budskab deles.
”Det er vigtigt at gribe fat i hverdagssituationer og så lave andagter ud fra det,” siger Ruth Brik Christensen.
”Troen ser ud til at være mere aktuel i pressede situationer, og de eksistentielle og religiøse emner virker derfor ikke så anmassende. Erfaringsmæssigt er en stor del af det diakonale arbejde også personlige samtaler.”
”Det er vigtigt at gribe situationerne, når soldaterne ’blot vil sludre’. Så skal man nogle gange gå bag om det, soldaterne siger, for at høre, hvad de har på hjerte. Det er nok ikke tilfældigt, at Vorherre har udstyret os med to ører og kun én mund,” griner Ruth Brik Christensen.
I Libanon vil hun gerne skabe et hjem, hvor soldaterne føler sig velkomne.
”Det skal ikke være så formelt. De skal bare slå sig ned og hygge sig,” siger hun, der skal være i Libanon indtil december i år.
navne@k.dk