Fra overhalingsbanen til nødsporet

Men livet kan ikke sættes på formel på den måde. Det ved Gorm Eriksen i dag.

Han kigger ud ad vinduet fra spisestuen i sit hus i Roskilde. Regnen driver ned ad børnenes trampolin, og bladene på havens træer presses nedad ved vægten af de mange dråber, der maser sig på. På samme måde har Gorm Eriksen måttet sande, at der er grænser for, hvor meget belastning et menneske kan klare, uanset hvor mange mål man sætter sig. I august 2009 fik han det ligesom bladene på træerne og kunne ikke se nogen vej ud af regnvejret, men fandt langsomt en vej ved hjælp af en spirende tro og mødet med en præst.

Operationen for den første svulst forløb godt, Grith Garde og Gorm Eriksen blev i 2003 forældre til Gustav, og Grith blev opereret igen uden yderligere komplikationer. Hun kom endda på benene uden mén efter et par dage. I 2004 kom lillebror Gulliver til verden.

”Var det uansvarligt at sætte børn i verden, når moderen var dødsmærket?”, spørger Gorm Eriksen i dag retorisk.

”Grith ville ikke kunne tilgive sig selv, at vi ikke fik børn, hvis hun først blev syg langt oppe i årene,” siger han og fortsætter:

”Det har været hårdt, men ikke uansvarligt. Vi har to skønne drenge, der har det godt, men deres mor er syg. Jeg er meget risikovillig af natur og kunne ikke sætte mig ind i, at Grith skulle blive syg og dø af det. Det var enormt umodent og en smule uigennemtænkt,” siger Gorm Eriksen i dag.

Ud over sygdom blev parret i 2006 ramt af endnu en udfordring. På en køretur kørte de galt. Gorm Eriksen slap med overfladiske skrammer, mens det var langt mere alvorligt for Grith Garde. Hun havde fået en hjerneblødning og vågnede først efter 10 dage.

Hun blev indskrevet til et intensivt genoptræningsforløb på Hvidovre Hospital, hvor eksperterne satte alt ind på at få hende i omdrejninger. Indlæggelsen kom til at vare 12 måneder, og i den tid stod Gorm Eriksen alene med to små drenge, der på det nærmeste havde mistet deres mor.

”Det var som at blive kylet ud i en triatlon uden at have trænet til det. Jeg græd af frustration dagligt,” fortæller Gorm Eriksen, der seks måneder efter ulykken gik helt ned og tog nogle medikamenter for at kunne klare eget stress. Men han vidste, at den var gal og ringede til en ven, der kørte ham på psykiatrisk skadestue. Han havde ondt i livet.

”Der var en læge, der sagde: ’Du er hverken psykotisk eller selvmordstruet, du er under så stort et pres, at du har brug for at blive skærmet af’.”

Der gik tre dage, hvor Gorm Eriksen bare sov og sov. Da han vendte hjem, lavede han en aftale med Hvidovre Hospital om, at han ikke længere kom dagligt, men to dage om ugen, og hans arbejdsplads sagde: ”Vi regner ikke med dig i tre måneder.” Og så fik bedsteforældrene to faste ugentlige hentedage og fik drengene på aflastning hver anden weekend.

”Pyh, så faldt der ro på,” som Gorm Eriksen formulerer det.

I de følgende måneder kunne man se Gorm Eriksen vandre omkring ved Roskilde Fjord med musik og lydbøger i ørerne. Nogle dage gik han 50 kilometer, og det hjalp. Han kom tilbage på job, og hans hustru kom hjem fra hospitalet.

”Jeg kørte igen for fuld skrue med arbejde og børn. Grith blev udskrevet og fik en masse støtte i hjemmet til alt det praktiske. Hun havde mistet halvdelen af sin korttidshukommelse, var delvis lam, og kognitivt var og er hun en helt anden. Det var, som om jeg havde fået en ny kvinde hjem, men i den samme genkendelige krop.”

Forholdet mellem Grith Garde og Gorm Eriksen, der begge havde svært ved at acceptere, at alt var forandret, holdt imidlertid ikke.

”Vi holdt meget af hinanden. Men hvis jeg skulle være far og leve det liv, jeg gerne ville, og hun skulle have fred og ro til at rekreere, var det bedste kompromis, at vi skulle leve hver for sig, men tæt på hinanden,” fortæller Gorm Eriksen.

De besluttede at lade sig skille i august 2007, 12 måneder efter ulykken. Da var Gustav og Gulliver fire og to år.

”Svulsten var der også stadig, så foran os lå en årelang nedtur, hvor Grith ville få det dårligere og dårligere og blive mere plejekrævende. Jeg vidste, at det kunne jeg ikke klare, hvis jeg stadig skulle være en stærk far.”

Valget huede ikke flere i familien, der syntes, at han svigtede. Gorm Eriksen forsøgte at holde fast i den aftale, de havde lavet engang. Og i sig selv.

”Der var ikke andet at gøre, jeg kunne ikke se andre udveje og blev nødt til at være tro mod mig selv i stedet for at tænke på, hvad andre mon tænker. Simpelthen for at kunne være den far, jeg gerne ville være,” siger han.

Efter skilsmissen var Gorm Eriksen i gang med at køre sig selv ned igen. Hans mor bemærkede det først og begyndte at ringe dagligt: ”Er du o.k.?”, ville hun vide.

Vennerne sluttede tæt ring om Gorm Eriksen. En dag sad han i bilen, på vej til et møde. Hjertet galoperede mere end sædvanligt i brystet, tårerne trængte sig på, hovedet summede. Han kunne ikke åbne døren og ringede i stedet til sin chef.

”Nu er jeg færdig!”.

Gorm Eriksen havde fået en depression, som han ikke kunne se sig ud af. Gik han ved en togbane, var trangen til at kaste sig ud foran toget og gøre en ende på smerten stor. Lægen ordinerede ham depressionspiller. Det hjalp.

Gorm Eriksen fik det også bedre takket være mødet med en præst, Thomas Willer fra frikirken Regen i København. Gorm Eriksen mødte ham til et netværks­arrangement, hvor præsten skulle tale om sit iværksætterprojekt med kirken. Han talte i et sprog, Gorm Eriksen kunne forstå. Efterfølgende skrev han derfor en længere mail til præsten om troen. Og tvivlen. Præsten tog tråden op, og det åbnede for en dialog, der fortsat står på.

”Én ting er at møde en tro, noget andet er at møde et menneske, der kan forklare og fortolke troen,” siger Gorm Eriksen, der nu har meldt sig ind i frikirken

”Jeg har fået et sted at gå hen, en måde at bede på, nogle historier, som jeg kan læne mig op ad. Jeg har lært, at en tro skal vedligeholdes, så jeg hele tiden har et sted – fysisk og psykisk – hvor jeg kan finde ro, når tingene spidser til.”

Før mødet med frikirken kastede Gorm Eriksen sig også over andre trosretninger, selvhjælpslitteratur og den slags i håb om at finde lindring.

”Min søgen har været overfladisk og lidt a la damebladenes løfter om at tabe 15 kilo på tre uger. Altså, jeg troede nok, at læste jeg Dalai Lamas 15 bedebøger, så fik jeg det bedre. Så let er det ikke,” siger Gorm Eriksen.

Det er næsten to år siden nu, og Gorm Eriksen har fået det meget bedre. Det store hus er solgt, bilen vekslet til en mindre af slagsen, au pairen er opsagt, og mentalt er han kommet op til overfladen igen og står over for at skulle giftes med Ewa. De to er flyttet sammen og er i gang med at skabe et nyt liv for deres tre sammenbragte børn.

Grith Garde har også fundet en ny kæreste, og hun og Gorm Eriksen har det stadig godt sammen. Hun ser børnene med hjælp fra en pædagog to gange om ugen og får en mild form for kemoterapi. Svulsten, der er blevet holdt i skak i flere år, vokser igen, og om der er andre behandlingsmuligheder, står hen i det uvisse.

”Jeg har forberedt mig på det her og er klar til, at Griths tilstand bliver værre. En af de vigtigste ting, jeg har lært af det her, er, at når man bliver udsat for en krise, så skal man give sig selv tid til at gennemleve den og skrue ned for alt andet. Ellers bliver det med renters rente.”

livogsjael@k.dk