Fra steppe til storby

”Omvæltningen var radikal. Fra den ene dag til den anden forsvandt sikkerhedsnettet under befolkningen. Der var ingen understøttelse at hente, og alle skulle vænne sig til den nye orden. Det var svært, for folk havde ingen penge eller viden om det nye samfund at stå imod med.”

Djargaltuya kendte dog ét menneske i storbyen – sin onkel, som havde en bod på Naran Tuul-markedet. For ham kunne hun sy lidt, og hun forsøgte gennem banken at få et lån til at etablere en forretning for at forsørge sin familie, men de sagde nej. Djargaltuya kunne ikke stille sikkerhed, og dermed var hun en for stor risiko for dem.

Gennem en adventistkirke fik hun penge til at købe materialer til at sy mongolernes traditionelle overtøj, dell. Og det viste sig, at hun var god til det. Sammen med sin mand satte de sig for at spare op til et telt, for familien havde stadig ikke tag over hovedet, og med to drenge var det svært at få dagligdagen til at fungere, husker Djargaltuya.

”I begyndelsen var det meget svært. Vi havde ingen penge og måtte leje en ger (et traditionelt filttelt, red.), men det var dyrt. Så vi satte os for at spare op og få vores egen, det var det første mål.”

Igennem onklen fik Djargaltuya nogle kontakter på markedet, som ville sælge hendes produkter. Både i byen og på landet. Dog tog det tid at producere tøjet, og det var et ensomt arbejde at sy alene hele tiden, så i 2007 fandt hun igennem Det Sociale Partnerskabs Netværk sammen med fire andre kvinder i gruppen Uran Shaglaa, der betyder de dygtige syersker. Alle bor de i Khan-Uul-distriktet, så de kan hjælpe hinanden både med arbejdet og i fritiden. Og det har betydet meget for Djargaltuya, siger hun.

”I dag hjælper vi hinanden, så jeg kan nå tre dell om dagen eller mere op til højtiderne. For hver får jeg mindst 35.000 tögrög. Min mand syr også stadig, så nu begynder det at gå fremad. Men vi har stadig mange mål, som vi ikke har nået.”

Et af dem er at flytte i lejlighed. I ger’en er der ikke indlagt vand, og toilettet er udenfor. Om vinteren, hvor 45 minusgrader ikke er ualmindeligt, er det koldt.

Drømmen er ikke uopnåelig, for en del af gruppens arbejde er at spare op. Næsten uanset hvor lidt kvinderne kan lægge til side, så er det vigtigt, at de gør det, for kun på den måde kan de med tiden udvide forretningen eller låne til andet, forklarer Bulgan Njama.

”I dag har vi grupper, hvor kvinderne yder lån til hinanden. Så kan renterne indgå i opsparingen, og de får mere ud af det end ved at betale dem til banken. Vi har nu 198 grupper over hele landet, og de stærkeste kvinder i dem hjælper andre nye grupper med råd og kontakter. Så det er et godt netværk for folk som Djargaltuya.”

Djargaltuya ville da heller ikke være gruppen foruden. Den har givet hende mulighed for at få hjælp til at købe billige symaskiner, og hun kan nu sammen med de andre begynde at se sig om efter andre salgskanaler for sine varer. Men vigtigst af alt har hun nogen at drømme med, for hendes største ønske er at se drengene få en god uddannelse. Så skal de nemlig ikke lide, som hun og hendes mand gjorde det for syv år siden, da de med kun en kuffert i hånden kom til Ulan Bator med bussen og ikke anede, hvordan de skulle klare sig i storbyen.

udland@k.dk