Kort sagt er modsætningerne i det danske folk nærmest blevet skærpet. ”Hvad sagde vi om den hårde debat?”, siger de, der sikkert havde holdt bøtte, hvis mordene havde været begået af islamister. Og ”hvad sagde vi?”, ville de islamfjendtlige utvivlsomt have anført, hvis der havde været tale om terror forøvet af islamister.

Ærlig talt – er denne forfærdelige massemorders handlinger ikke for alvorlige til, at vi straks indleder det sædvanlige hundeslagsmål? Om man går ind for mere eller mindre ytringsfrihed afhænger jo helt af, hvor man selv er politisk placeret, og hvad sagen drejer sig om.

Medierne har eksponeret gerningsmanden og nævnt hans navn igen og igen og igen. Gerningsmandens psykopati bliver ophøjet til et idégrundlag, der skal diskuteres seriøst. De rablende skriverier bliver nævnt igen og igen, så vi kan lære dem udenad.

Massemorderen fremstilles som kristen korsfarer. Det med den kristne korsfarer har præsterne fra de danske prædikestole forhåbentlig imødegået. Kristendommen har gennem hele vor tros historie måttet gennemleve misbrug og været løftestang for vold, også i vore dage med for eksempel krigene mellem katolikker og protestanter i Irland og drab på abortlæger i USA.

Der er virkelig brug for, at præsterne siger til og fra i deres prædiken og vejleder menigheden. Mange præster har sikkert i deres lønkammer overvejet, hvad og hvor meget der skulle siges specielt søndagen efter mordene, hvor Peters kaldelse var søndagens tekst.

På vej til højmesse sammen med den norske menighed, som for mig var det mest naturlige sted at være den søndag, hørte jeg et uddrag af sognepræst i Kerteminde Kirsten Jørgensens radioprædiken, som jeg har fået lov at citere et afsnit fra.

”Netop i dag er det umuligt at tale om, hvad kaldelse er, uden også at tænke over, at en kaldelse kan være en Fandens kaldelse, en djævelsk kaldelse. Fandens kaldelse er, når mennesker føler sig kaldede til at gøre noget, som de mener sker i en højere sags tjeneste, og som suspenderer alle andre hensyn. Hvis man af politiske årsager likviderer 85 unge mennesker og detonerer en bombe midt i en storby, så er en kaldelse gået frygtelig galt. Og uanset hvad gerningsmanden måtte påstå, så kan sådan en kaldelse aldrig komme fra Gud. Aldrig nogensinde kan det legitimeres og begrundes hverken politisk eller religiøst, at man overlagt fratager 92 mennesker deres liv.

Og det er ikke, som nogen måske vil påstå, svært at bestemme, hvilken kaldelse der er ægte og god, og hvilken der er falsk og ond. Det er såre enkelt, for kun den kaldelse, der viser os videre til medmennesket, kan være Guds kaldelse. Kun den kaldelse, der sætter os i tjeneste for medmennesket, kan være Guds kaldelse. Og det er altid en tjeneste, der begynder ved det enkelte medmenneske. Han og hun, som har navn, og som aldrig må gøres til middel for nogen eller noget, men det enkelte menneske, som du har ansvar for. Et ansvar, som du bærer af ingen anden årsag, end at medmennesket tilhører Gud og ikke dig.”

Det var en forkyndelse og vejledning, som trøstede mig, og som jeg synes er langt vigtigere at lytte til end at slås om, hvilke af vore politiske synspunkter, der er de mest (selv)retfærdige.

Kirkeligt set bliver skrevet på skift af folketingsmedlem Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm, teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm og generalsekretær for Caritas og formand for Rådet for Socialt Udsatte Jann Sjursen