Med en vis forsorenhed

I min jagt efter truede ord i den danske sprogflora har jeg botaniseret lidt i ordet forsoren og fundet det anvendt i flere forskellige aviser samt flere steder på nettet denne sommer, så uddødt er det ikke. Forsoren betyder friskfyragtig eller fandenivoldsk. Man kan have et forsorent glimt i øjet, grine eller blinke forsorent. Sådan er det med skælme og skælmske personer, de er forsorne.

Det er et pudsigt ord. Forsoren, det lyder næsten som en forvrængning af for Søren, men det er det langtfra. Den milde ed: for Søren! har formentlig udgangspunkt i helgennavnet Severin, eller måske er Søren en mild omtale af selveste Satan.

Forsoren derimod har oprindeligt udgangspunkt i den såkaldte datids tillægsform af verbet forsværge. Den, som har aflagt en ed, er edsvoren. Men den, som forsværger, nægter noget. Det hedder jo eksempelvis, det ville man have forsvoret.

LÆS OGSÅ:  Djærv eller dorsk

Det er altså i forsværge eller forsvoret, det gode ord forsoren er opstået. Soren og sværge er det samme ord. Der eksisterede også engang et dejligt substantiv, der hed sorenskriver. Det er et ord og et embede, man kan træffe hos Holberg og såmænd med ham en række ældre danske forfattere.

Sorenskriveren fandtes i juridiske forordninger for Færøerne helt op til de første årtier af det 20. århundrede og var vel det samme som en herredsfoged eller særlig juridisk bemyndiget. Sorenskriveren var nemlig en embedsmand, der havde myndighed til at modtage og nedskrive edsvorne aftaler eller erklæringer. Der udvikledes et nedsættende begreb om sorenskriveri, der svarer til de mere moderne udtryk som papirnusseri, bureaukratisering eller djøf’isering. Så det kan da godt være, at der ikke længere er et udtryk, der hedder sorenskriveri, men fænomenet findes skam stadig i virkelighedens verden, nu blot forklædt i andre navne!

Forsoren henviser altså til noget med at fornægte eller bryde en ed. Så en forsoren fyr er egentlig en karl, som blæser det hele et stykke og er amoralsk. Det er så efterhånden formildet eller drejet til en frisk og frejdig, respektløs fyr. Derfor er et forsorent smil i vore dage nok lidt lusket, men det er altså også djærvt, udtryk for sorgløshed og frækt på den lidt fede måde, som det må hedde på nutidsdansk.

Emil Aarestrup kommenterer i et digt en smuk dragon, der sad med sablen klirrende mod sporen, snurbarten sort, kasketten sat forsoren. Den gode Aarestrup var lidt af en erotiker. Han vidste nok, hvornår en soldat var ude på narrestreger, og man ser næsten pigernes søde blikretninger for sig.

Ordbog over det Danske Sprog gengiver en gammel talemåde, jeg gerne vil kolportere til nutidsbrug. Forsoren ting går snarest for sig. Det betyder, at det, man anser for mest umuligt, nok vil ske allersnarest. Man kan også være så evig forsoren, om det man siger, ikke er sandt. Det betyder det samme som evig forbandet.

Ja, nu kom vi lidt rundt i et forsorent landskab af sproghistorie. Jeg skulle da være evig forsoren, om ikke ordet trives i bedste velgående, og min klumme skulle nødig anses for at være rent sorenskriveri.

sprog@k.dk