Oprør mod brugen af kvinder som dekoration i tv

Kvinderne opponerede blandt andet mod det, der hedder veline. Veliner er unge – i de flestes øjne smukke – kvinder, der optræder på italiensk tv. De fungerer som en slags dekoration med fyldige læber, høje hæle, store barme og slanke kroppe, der er dækket af mindst muligt stof. De taler aldrig, men smiler og danser deres ”stacchetti”-dans i pauserne for at få tv-seerne til at blive på kanalen. Efter dansen sætter de sig gerne op på de mandlige tv-værters bord i en udfordrende positur.

En af de deltagende på Rai-mødet var den italienske filminstruktør Lorella Zanardo.

”Problemet er, at ligegyldigt hvilken tv-kanal, du slår hen på, er der kun en repræsentation af kvinden som seksuelt objekt. Selvfølgelig sker det også i andre lande, men i langt mindre grad,” siger Lorella Zanardo.

Hun blev landskendt i Italien efter dokumentarfilmen ”Il corpo delle donne”, hvor hun viser den måde, kvinders kroppe bliver udstillet på – som var de varer i et butiksvindue.

Landsdækkende undersøgelser har vist, at det er en udbredt drøm hos unge italienske piger at blive veliner, blandt andet fordi det ses som en hurtig vej til succes og penge. Efter at landets premierminister, Silvio Berlusconi, udnævnte en tidligere veline og nøgenmodel til ligestillings-minister, er erhvervet ikke blevet mindre populært.

Lorella Zanardos film blev lagt på internettet for at nå frem til et ungt publikum, og efter to år havde filmen haft næsten fire millioner seere. I filmen fortæller hun, hvordan Berlusconi, der inden sin karriere som politiker var en landskendt mediemogul med ejerskab over flere private tv-kanaler, begyndte at bruge kvindens krop som en central del af underholdningen på italiensk tv i begyndelsen af 1980’erne. Denne fremstilling af kvinder bredte sig hurtigt til public service-kanalerne Rai 1 og 2, og det blev sværere og sværere at spotte kvinder uden plasticoperationer på skærmene rundt om i de italienske hjem.

I et samfund, der var og stadig er dybt præget af den katolske tro, var det en nyskabende opfindelse, som mange intellektuelle mente var en sund udvikling for landet. Men de vidste ikke, at det, der kunne ligne en frigørelse, var vejen til et nyt bur. I dag kontrollerer Berlusconi stadig op mod 90 procent af de italienske tv-kanaler gennem sit private medieempirium Mediaset og de statsejede Rai-kanaler.

Nu mener Lorella Zanardo imidlertid, at især mange veluddannede unge kvinder har fået nok af at se kvinder afbildet på den måde på skærmen.

”Italienske kvinder er trætte af den slags tv, men er ikke vant til at protestere og sige nej. Mit eksempel med at lave en film om problematikken har gjort det klart for mange unge kvinder, at det er muligt at protestere,” siger hun.

Hun peger på, at der er en tydelig sammenhæng mellem kvinders manglende tilstedeværelse på det italienske arbejdsmarked, den høje andel af hustruvold og det forvrængede portræt af kvinder på tv.

”I et patriarkalsk samfund som vores er det ikke så vigtigt, om kvinder arbejder, eller om de bliver præsenteret som objekter. Det er et samfund, hvor kvinder er vigtige, men det er i familien, de har en rolle at spille – eller i fjernsynet, hvis de er smukke. Men hvis man begynder at tale om kvinders situation i medierne og om, at vi vil kæmpe for vores rettigheder, er det stadig kun få mænd, der forstår,” siger hun og fortsætter:

”Desværre har vi ikke rigtig magten til at ændre situation, for der er få kvinder i politik og få kvinder i bestyrelser. Overfladisk set ser det ud, som om vi er som alle andre lande i Europa, men når du kommer i dybden, er det sværere for kvinder at finde job, de får dårligere løn, og få mænd med magt mener, at vi efterspørger noget vigtigt. Derfor er det ekstremt vigtigt at arbejde med den yngre generation.”

En anden, der ser det som en nødvendighed at skildre situationen i italiensk tv, er den svensk-italienske filminstruktør Erik Gandini. I dokumentarfilmen ”Videocracy” fra 2009, som blev internationalt kendt og også er blevet vist på den danske kanal DR 2, fortæller han om den italienske tv-kultur og de mennesker, den skaber både i og uden for tv-apparatet. Både Mediaset, som er firmaet bag Berlusconis egne kanaler, og de statsejede Rai-kanaler nægtede at vise traileren til ”Videocracy”. Ifølge Rai, fordi filmens kritik mod den italienske regering er for hård.

Forskning har vist, at op mod 80 procent af italienerne former deres holdninger ud fra det, de ser på tv-skærmen, og når kvinderne udelukkende ser sig selv portrætteret som tavse, smilende dukker, er den skadelige virkning maksimal, mener Gandini. For italiensk tv har ubegribelig stor indflydelse på italiensk kultur og politik, mener han.

I ”Videocracy” beskriver han, hvordan Berlusconi med sit tv-empirium introducerede et helt nyt værdisæt for italienerne. Værdier, der var typiske for showbusiness. Udseende, berømmelse og penge fik gradvist en større og større betydning med Berlus-conis indtog. Og den ydmygende fremstilling af kvinder på tv blev efterhånden så normal, at kvinder ikke længere tænkte over det, mener han.

”Hvis du ser, at kvinderne omkring dig får succes og bliver belønnet for deres udseende, er det fristende at gå efter det samme. For unge kvinder, der vil være veliner, er det ikke dansen, det handler om, men en måde at realisere en livsdrøm på. De kan se, at de kan blive succesfulde politikere og entreprenører og komme til at tilhøre en magtelite ved at starte som velinaer,” siger han.

Den 30-årige skuespillerinde Donatella Allegri er en af de kvinder, der dagligt udsættes for letpåklædte kvinder i italiensk tv. Og bevæger hun sig ud på gaden, vil hun måske lige som Kristeligt Dagblads journalist lægge mærke til de yderst letpåklædte kvinder, der kigger ned fra store reklamebannere, der skal sælge for billig mobiltelefoni, parfume og undertøj.

Donatella Allegri er uddannet fra en anerkendt italiensk skuespillerskole, hvor kun 20 ud af op mod 9000 ansøgere kommer ind om året. Her er der ingen, der har et ønske om at få en karriere som velina, men det er imidlertid den bedste mulighed for en karriere, fortæller hun.

”Situationen for kvinder på tv i Italien er forfærdelig. På teatrene er det lidt bedre, men pengene er små, så der er få roller. Hvis du vil arbejde, skal det derfor helst være på tv, men der er man kun inter-esseret i en speciel slags kvinde,” siger hun og fortæller, at den fysiske standard er, at man skal se ud som en fotomodel, der kan agere pinup-agtig husmoder.

Hun oplever, at producere og castere foretrækker smukke kvinder, som ikke har nogen uddannelse. I mange tilfælde kræver italienske film og tv ikke store skuespillerevner, så folkene bag foretrækker personer, som de ved publikum vil kunne lide for deres udseende eller som allerede er kendte.

”Tv viser en bestemt verden, og den verden skal man passe ind i. Kvinder vises som nogle, der går ekstremt meget op i deres make-up og image, og på den måde er vi virkelig gammeldags i Italien. Dette image har effekt på hele samfundet, fordi folk ser så meget tv og tror så meget på det,” siger hun.

Lorella Zanardo påpeger, at hendes største håb ligger hos den generation, der er under 18 år. Den fornemmelse deler Donatella Allegri. Hun føler, at de generationer af kvinder, der er på arbejdsmarkedet nu, ligefrem mister rettigheder på nogle områder. Derfor er det de kommende generationer, der virkelig kan vende skuden. Hun fortæller, at demonstrationen på kvindernes kampdag den 8. marts i år var større end normalt.

”Der er en meget stærk følelse af, at vi må gøre noget. Men ingen ved rigtig hvad, for der er så store problemer med den italienske mentalitet,” siger hun.

graa@k.dk