Begge parter deler samme præmis for udvekslingen – noget i retning af, hvad Politiken udtrykte i sin leder den 25. juli, at ”... fredagens koldblodige grusomhed var ligesom islamistisk terror næret af ... forestillinger om islam. Mens al-Qaeda og deres ligesindede ser sig selv som Guds soldater i en retfærdig krig, ser den norske terrorist sig som frihedskæmper for sit land og for en nordisk kultur, der er truet på eksistensen af islam”.

Og så kører medierne ellers i studier af Breiviks 1500 siders ordgyderier. Eller den kører i studier af højre- og venstrefløjsretorik, ligesom den tidligere har kørt i islam- og koranstudier efter 11. september 2001.

Disse emner er ikke irrelevante. De er bare ikke sagens kerne. Tillad mig at blære mig lidt: Jeg har gennem mange år haft sære læsevaner. Jeg har læst Unabomberens manifest, Valerie Solanas ditto, jeg har læst biografier om James Earl Ray, Lee Harvey Oswald, Charles Manson. Jeg har set en dramadokumentarisk film om John Wilkes Booth. Og nu følger jeg med i nyhedssagaen om Breivik.

De har noget til fælles alle til hobe, disse ”mørkets celebrities”.

De er alle højt profilerede mordere. Og de erklærer alle, at de gjorde det i en højere sags tjeneste. Flere af dem har beredvilligt udtrykt sig offentligt om deres ”ideologier”, der viser sig at være en samling fikse idéer og monomane forestillinger.

Og hver gang kan jeg se, at ”i begyndelsen var hadet”. Det begynder med personlige krænkelser af overvældende grusomhed, ofte fra barndommen af. Det begynder med livsødelæggende skuffelser og uindfriede ambitioner. Det begynder med et vraget, marginaliseret individ. Nu har vi så en rebel, der mangler en sag. Og den finder han eller hun på markedet for populære synspunkter – racisme i Sydstaterne, syret hippie-apokalyptik, tidlig radikal storby-feminisme eller andet.