Man tør vel undskylde et altovervejende muslimsk land som Tyrkiet, at dets politikere aktuelt lider af en vis skadefryd. Man tør vel ikke nægte dem et gran af retfærdig harme over, at de sædvanligvis må tage ansvaret for alverdens terror, som kunne den ikke være af anden end muslimsk oprindelse.

Man tør vel heller ikke afvise, at de kan have ret i, at den kristne kulturkreds i en vis udstrækning har gødet jorden for den norske terrorist Anders Behring Breivik, ligegyldigt om han er kristen fanatiker eller bare kulturkristen.

Den tyrkiske ministerpræsident, Recep Tayyip Erdogan, har efterlyst en debat om kristen terror. Men en anden tyrker, nemlig klummeskribenten Mustafa Akyol, mener ikke, at man skal dømme andre end Breivik for hans særegne opfattelse af kristendommen. Så meget desto mindre som hans kristendomsopfattelse savner ethvert teologisk fundament og ved nærlæsning af hans voluminøse bekendelsesskrift opløser sig i korstogsretorik.

Han er, skriver Akyol i dagbladet Hürriyet, ikke nogen kristen fundamentalist, men en politisk fanatiker, der hellere refererer til Darwins overlevelseslære end til Jesu næstekærlighedsbud: ”Derfor er jeg enig med kristne skribenter, der har nægtet en sammenhæng mellem deres tro og det norske monster. Men ak! Det er det samme, vi muslimer har sagt om al-Qaeda og netværkets terrorister: Deres tro var ikke et ægte udtryk for den muslimske tro, men et yderst politiseret, paranoidt og fanatisk udtryk for muslimsk identitet.”

Anders Breiviks spejlbillede har stor lighed med afdøde Osama bin Ladens. For den islamistiske terrorleder var det universelle muslimske samfund – umma – politisk, militært og kulturelt truet af Vesten. For den norske korstogs-ridder er Vesten demografisk, militært og kulturelt truet af islam, henholdsvis gennem immigration, terrorisme og multikulturalisme. Man kan indvende, at Breivik snarere angreb socialistiske nordmænd end muslimer. Men tilsvarende angreb bin Laden andre muslimer, som han så som degenereret af vestlig tankegang og livsform.