Samfundet bliver aldrig en særlig god mor

Den svenske forfatter Anna Wahlgren har fået i alt ni børn, hvoraf otte fortsat lever. Barnebarn nummer 15 og 16 er på vej. Børnenes sammenhold er hendes livs største ambition. "Det er det absolut vigtigste. Jeg forsvinder jo på et tidspunkt, men de skal have hinanden for livet," siger hun.

- Jannie Schjødt Kold.

Læs også

flexblock

Tema

Børn

Opdragelse

flexblock

Fakta

Anna Wahlgren

Født 1942 i Lund. Debuterede i 1968 med en børnebog og en novellesamling. Har arbejdet som...
Læs mere

flexblock

Emneord for denne artikel

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Jannie Schjødt Kold skriver fra Stockholm | 6. august 2011

For snart 30 år siden slog Anna Wahlgren igennem med opslagsværket ”De kære børn”, der stadig står som en bibel i mange hjem. Kristeligt Dagblad tog til Stockholm for at møde Sveriges mest berømte mor, der i dag er 68 år og aktuel med en bog, der ”kurerer” søvnløse børn

”Har du børn?”.

Knap har vi sat os på Anna Wahlgrens favorit-beværtning, ”Indiska Källerän” i området Söder i Stockholm, før spørgsmålet falder. Glæden ved svaret får hendes øjenbryn til at lette over den blå øjenskygge, og hendes stemme synger varmt på svensk, da hun siger:

LÆS OGSÅ: Fremtidens pædagogik: Fokuser på dannelse i stedet for køn

”Jaså, du har også en toårig, hvor herligt! Jeg har selv et barnebarn, som fylder to år i morgen, og har netop været ude at købe gaver.”

Anna Wahlgren, der har rundet de 68 år, har flere ”livsnydere”, som hun i sin bestseller ”De kære børn” kategoriserer de toårige i sin familie. I alt tæller familien Wahlgren 14 børnebørn, og nummer 15 og 16 er på vej, fortæller hun.

Annonce

Selv fødte hun ni børn i tre forskellige ”kuld” med tre forskellige fædre i en årrække, fra hun var 20, til hun var 37 år. Hun har altid arbejdet hjemme, og børnene blev hendes ambition, hendes liv og hendes gennembrud. For skønt forfatteren Anna Wahlgren i alt har skrevet 29 bøger, hvoraf de fleste er skønlitterære noveller og romaner, blev hun ikke bare landskendt, men også international berømmet, da hun i 1983 udkom med den over 800 sider lange ”Barnaboken” – et opslagsværk til forældre om opdragelse af børn fra 0 til 16 år.

Bogen, der på dansk hedder ”De kære børn”, er solgt i mere end en million eksemplarer og oversat til blandt andet dansk, finsk, tysk, estisk, hollandsk og engelsk. Den dag i dag, hvor bogen snart kan fejre 30-års-jubilæum, kan der stadig være ventetid for at låne ”De kære børn” på danske biblioteker.

Kongstanken i bogen og kodeordet til at forstå fænomenet og forfatteren Anna Wahlgren er ”social delagtighed”. Barnet skal, mener Wahlgren, delagtiggøres i de voksnes verden og ikke, som det er i dag, opholde sig i sin egen særskilte børneverden og kun adspredes med underholdning.

”Det lille barn er en turist i din verden og spørger med hele sit væsen: Hvad skal jeg her i denne verden? Hvor skal jeg gå hen? Hvad er meningen med det hele?”, forklarer Anna Wahlgren, og fortsætter:

”Og som svar giver vi dem endnu et stykke meningsløst legetøj. Svenske børn har i gennemsnit over 536 stykker legetøj, det vil sige, de voksne siger hele tiden til barnet: ’Se, er den her ikke sjov?’, og ’har du prøvet at trykke her?’ i stedet for at inddrage børnene i deres egen verden – de voksnes verden.”

Det kan lyde som abstrakt tænkning og er en filosofi, et tankesæt, der rent praktisk begynder i det små. Tag som eksempel et barn, der klynger sig til mors ben, mens hun laver mad. Moderen sukker over ikke at få noget fra hånden og prøver uafbrudt at aflede barnet. Til slut sætter hun ham op på bordet, giver ham en pølse i hånden og beder ham placere den på panden ved komfuret. Barnet griber pølsen, lægger den på panden og kigger med stor glæde og tilfredsstillelse op på mor. ”Se mor! Du har brug for mig.”

”Bagefter vil barnet kunne lege med sig selv igen i en rum tid, mere skal der faktisk ikke til,” siger Anna Wahlgren.

Barnet oplever, at der er brug for det, og det har alle mennesker behov for at føle. Fra det lille eksempel til det store billede har forfatteren og samfundsdebattøren Anna Wahlgren altid fremført, at børn under tre år ikke hører hjemme i daginstitution, men bør blive hjemme ved den ene af forældrene. Som kan arbejde imens, forstås:

”Det handler om at indrette sig, opbygge rutiner og inddrage barnet i arbejdet, hvor det giver mening. Sådan som det var i gamle dage, på landet, og i dag kan det netop lade sig gøre, da så mange har hjemmearbejdspladser,” siger Anna Wahlgren.

Men hvordan har hendes egne børn, der nu er voksne, klaret kravet fra det omliggende samfund om at passe karrieren og tilgodese deres mors holdning til selvsamme sag?

”Mine døtre har grinet ad mig og sagt: ’Hvis du ikke ønsker at se vores børn gå i vuggestue, må du tage din del af ansvaret, mor,’” siger hun og ler, så hendes krop, store øreringe og lange hår hopper.

Som resultat har Anna Wahlgren fast to eller tre børnebørn en dag om ugen. Plus det løse. Alle otte børn har hver fået et til fire børn og holdt dem hjemme, til de var mindst tre år. Kun Linus, Anna Wahlgrens eneste søn, efter at hun mistede sin anden søn, Aron, der som fireårig døde af difteri, har handlet imod sin mors filosofi. Da Linus’ søn var omkring halvandet år gammel, bad han Anna Wahlgren sætte sig ned, for han havde noget, han skulle fortælle: Hans kone og han overvejede at sætte deres barn i daginstitution.

”Han forventede tydeligvis, at jeg ville blive vældig oprørt, men det gjorde jeg selvfølgelig ikke. Vi lever i den tid, vi lever i,” siger Anna Wahlgren, der dog understregede over for sin søn, hvorfor hun ikke mener, børn har godt af den ”opbevaring”, der finder sted i de svenske vuggestuer.

Børnene er ganske enkelt ikke klar til det, heller ikke neurologisk, og har brug for at være nær centrum i deres liv: mor eller far og ikke mindst hjemmet, den plads på jorden, de er født på.

For Anna Wahlgren selv hang arbejde og børn tæt sammen, og hun betegner arbejdet med at skrive ”De kære børn” som et teamwork mellem hende og børnene, der alle måtte hjælpe til med madlavning og pasning af de mindste. Hun tog derfor også alle otte børn med ind på forelæggeren Bonniers kontor, da manuskriptet endelig lå klar.

”Forlægger Gerard Bonnier kiggede forskrækket op og sagde, at børnene ikke måtte komme med ind, og så måtte de stå uden for hans enorme kontor og vente. Det var frygteligt og så typisk, hvorfor skulle de ikke måtte komme med ind?” spørger Anna Wahlgren og ryster på hovedet.

”Det er de her, der er min største stolthed,” siger hun og tager et billede op af tasken og peger stolt på alle sine otte voksne børn i alderen 32 til 49 år og remser op. Navn, alder, antal børn og arbejde. I den rækkefølge.

”De er kommet i tre kuld med tre forskellige fædre: Sara og Nina er et kuld, så kom Felicia, Maja, Linus (og Aron, der døde) og endelig Aurora, Elenonora og Isadora. På trods af, at jeg har været gift syv gange, og de er flyttet meget, har alle klaret sig godt, er blevet kærlige, selvsikre og glade mennesker,” siger hun.

De mange ægteskaber tilskriver forfatteren, der i dag lever sammen med en kvinde, sit behov for ”at finde hjem”, en længsel der er udsprunget af hendes egen opvækst væk fra sit hjem, der gik i opløsning, da hun var syv år, og forældrene blev skilt. Anna Wahlgren boede hos bekendte, indtil hun kom på kostskole og blev adskilt fra sine halvsøskende. Måske netop derfor har sammenholdet mellem hendes egne børn været hendes største ambition i livet:

”Det er det absolut vigtigste. Jeg forsvinder jo på et tidspunkt, men de skal have hinanden for livet.”

Billedet udstråler dette sammenhold, og Anne Wahlgren fortæller, at de mange søskende er i kontakt med hinanden næsten dagligt. Om sommeren drager alle op til Anna Wahlgrens store gård med flere huse i Nordsverige, og så er det som en helt lille by, som hun siger. Her modtager hun også en sjælden gang imellem forældre til sovekurser, som er nattearbejde, hun ellers ikke længere har samme energi til. Med den erfaring må hun om nogen vide, hvad den største forskel på datidens og nutidens børneopdragelse er.

”I dag findes der jo ingen. Vi har fået en kunstig kultur. Det begyndte vel for 20 år siden, da barnet blev noget, alle skulle have. Som et lille hyggeligt tilbehør, man så i de her forældremagasiner med fotomodeller på forsiden,” siger hun, og fortsætter:

”Når det her søde tilbehør så med tiden bliver lidt krævende og ikke vil sove om natten, så venter man på, at det bliver gammel nok til at begynde i vuggestue og møde andre børn, og så regner man med, at børnene vil opfostre hinanden.”

Anna Wahlgren giver samfundsudviklingen skylden for, at det personlige ansvar i dag har indskrænket sig til hentning og bringning. For forældrene selv er især ét problem blevet større, som tiden er gået. Så stort, at Anna Wahlgren har udviklet en ”kur”, udgivet en bog om det og kører en særskilt afdeling af sit veludbyggede forældreforum på nettet kun med det ene formål at hjælpe forældrene med at få deres børn til at sove.

”Børn får mange flere søvnproblemer i dag, end de gjorde tidligere, og det skyldes ofte, at forældrene ikke ser deres børn om dagen, og så skal der kompenseres om natten,” forklarer hun.

Går man på ind Anna Wahlgrens forældreforum på internettet, som hun og en række frivillige dagligt skriver på om emner som ”at miste et barn”, ”at være alene med et barn”, ”mad” og ”søvn”, kan man forvisse sig om, at hendes søvnkur har mange disciple. Desperate forældre med store sorte rande under øjnene ender i de fleste debattråde som lykkelige forældre, der sværger til Anna Wahlgrens metode. En metode, der indebærer, at barnet skal beroliges i sengen, når det er uroligt, og ikke tages op for at trøstes.

”Hvis det bliver taget op, bekræftes barnet i, at det er utrygt at være i sengen,” forklarer Anna Wahlgren.

”Sove hela natten” er allerede en bestseller i Tyskland, er netop udkommet i USA med tilten ”A Good Night’s Sleep” og kommer også på Anna Wahlgrens eget forlag på dansk til efteråret. Omkring 50 frivillige i lande som Sverige, Finland, Tyskland og Australien står klar til at guide nye forældre på plads med Wahlgrens metode, og med bogen ønsker hun at give børnene og deres forældre nætterne tilbage.

”Da jeg var mor, skulle man sove om natten – selv små børn – i det mindste seks timer ad gangen. I dag skal man amme om natten, og med den holdning, der har vundet indpas, skal den lille baby lægges ved brystet hele tiden, også om natten. Det sker der jo ikke noget ved, bortset fra at alle blivevanvittigeafdet–selvbarnet,”sigerAnneWahlgren,derselvsagtogsåharfåetnegativereaktionerpå”Sovehelanatten”.

Ikke mindst på nettet, hvor man på flere debatfora harcelerer over det, hun kalder ”en kur”, når nu børn er forskellige og har forskellige behov for søvn, og også moddetfaktum,athunanbefaler,atbørnogspædbørnsoverpåmaven.NogetsomSundhedsstyrelsen–ogsåiDanmark–fraråder.

Her på Söder i Stockholm, hvor Anna Wahlgren bor, er hun tydeligvis en kendt og afholdt person. Flere stopper op og siger: ”Hej, hvordan går det?”, og da vi skal til at bryde op, kommer en familie bestående af tre generationer, mormor, mor og en dreng, over til os for at fortælle Anna Wahlgren, at de er store fans, at de har læst alle hendes bøger, og at drengen, der nu er seks år, har gået i daginstitution i Italien, hvor familien bor til daglig.

”Jeg har selv tre børnebørn, der er opvokset halvvejs i italienske daginstitutioner og skoler,” siger Anna Wahlgren, ”men de begyndte først, da de var fire, det er det, som er afgørende.”

”Fire år?”, spørger moderen, og for et kort øjeblik stivner hendes smil.

”Javist,” siger Anna Wahlgren.

Moderen vrister ansigtet fri af de folder, der umiskendeligt ligner moderlig skyldfølelse, og fortæller, at hendes søn startede, da han var to. Til slut takker de Anna Wahlgren for hendes mangeårige indsats for, at også svenske børn kan blive passet hjemme, og hun sender dem videre ned ad gaden med ordene:

”Tak søde. Ja, men det er jo åbenlyst: Samfundet bliver aldrig en særlig god mor.”

familieliv@k.dk

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Del Hold mig opdateret

flexblock