Helsingørs gader har i denne uge været invaderet af norske fakirer, britiske komikere og islandsk optog. Byens gadeteaterfestival er blevet en af Nordens største og holder stadig fast i det sociale aspekt
Helsingørs gader er fulde af turister og ferieramte byboere med fyldte isvafler i hænderne og tid til at slappe af på byens cafeer. Men det solfyldte og klassiske sommergadebillede denne almindelige onsdag i august afbrydes pludselig af et ejendommeligt skue. Akkompagneret af højtidelig korsang fra en højttaler svæver en katolsk præst i overbevisende gevandter gennem gaden på et rullende kapel, mens hans trofaste novice vandrer mellem menneskemylderet. De to udgør den omrejsende belgiske teatertrup Petites Prophéties Urbaines, små urbane profetier. De siger ikke noget, men forestillingen har et klart budskab eller en slags kritik af de kirkelige institutioners dogmer og dobbeltmoral.
De to belgiere optræder i Helsingørs gader i forbindelse med byens gadeteater-festival, der går under de to navne ”Passage” og ”Hjemstavn”, der slutter i dag. Festivalen finder sted hvert år på denne tid og er med syv års erfaring efterhånden en af Nordens største af slagsen. I spidsen for festivalen står byens teater i samarbejde med Dunkers Kulturhus i Helsingborg på den anden side af Sundet.
I fem dage sætter 30 kunstnere liv i gaden, og trods den lokalt forankrede begivenhed har festivalen i den grad internationalt udsyn. Ud over de belgiske katolikker er her skrupskør britisk komedie, norske fakirer, kinesisk komedie, japansk vandreforestilling og ikke mindst 20 unge fra den nordfranske by Amiens, der kalder sig Les Majorettes.
De franske børn og unge deltager i flere af festivalens forestillinger på begge sider af Øresund. De kommer fra det fattige boligområde Saint Maurice, og de fleste af deres forældre arbejder på bildækfabrikanten Goodyears fabrik i byen og har ikke mange ressourcer til at give deres børn kulturelt input. De unge i alle aldre har i ugens løb sat gang i gaden i Helsingør sammen med det danske ungdomsteater Ragnarock fra Helsingør-egnen.
De to teatergrupper har gennem ugen assisteret avantgardekunstnerne Caroline Amoros fra Frankrig og islandske Kristján Ingimarsson blandt andet i ”The Flag Project”, et festligt og højlydt optog med orange flag med mælkebøtter, dans og kampråb gennem byens gader. I onsdags ”overtog” den energiske islænding byens rådhus og Danske Bank med ordene: ”Det er tid til, at vi fjolser generobrer det, der er vores. Det er tid til at de dumme politikere hører, hvad vi siger.”
I går inviterede de to performere folk til at kaste sig ud af et vindue – dog med en madras til at lande på. Så heldige er de personer, som dette stunt refererer til, ikke. I Frankrig er en række illegale immigranter nemlig døde efter at have kastet sig ud af vinduer for at undgå at blive fanget af franske politimænd, der ifølge de to kunstnere går hårdhændet til værks.
Det sociale og politiske aspekt er et vigtigt udgangspunkt for Helsingørs gade-teater, fortæller teaterleder Jens Frimann, der har drevet byens teater siden 2003 og er initiativtager til gadeteaterfestivalen.
”Heroppe i Nordsjælland er de fleste rige. For de unge tror jeg kun, at der kommer noget godt ud af at møde andre unge med en anden baggrund. Men selv i denne region er der indvandrere i boligblokke og en spændende demografisk sammensætning. Og de skal finde identitet i et fællesskab, der sådan set ikke er her, som jeg ser det. Det vil vi gøre noget ved,” siger Jens Frimann.
Især i år har teatret gjort meget ud af at få kunstnere til byen, der har en holdning eller et budskab og deklarerer det i deres forestillinger. Det er især interessant, mener teaterchefen, i en tid, hvor det politiske er gået af de små byer, ”der efterhånden kun er indkøbscentre”, som han siger.
Jens Frimann mener, at gadeteater er en voksende og vigtig del af teaterverdenen, som først nu har fået sin retmæssige plads i branchen, ligesom i Sydeuropa, hvor genren er udbredt. Festivalen i Helsingør er vokset år for år, og denne gang er der kommet flere publikummer til festivalen end tidligere.
”Jeg elsker de gamle teatre, men de traditionelle institutioner har ikke forandret sig i 250 år. Det er den samme scene og de samme publikumsmønstre. De gamle konventioner fylder for meget. Gadeteater er med til at forny teatret og bringer det ud til dem, der ikke selv opsøger kunst. Kunstnere, der laver gadeteater, er bedre til at sætte ting på spidsen og matche komplekse sociale strukturer. De skaber en genvej til avantgardekunst, som mange ikke normalt oplever. Gadeteater møder borgerne direkte,” siger teaterchefen.
krasnik@k.dk