Sparekniven rammer kulturlivet i de fleste europæiske lande i denne tid. I Irland og Italien skærer man mellem 12 og 20 procent af det samlede kulturbudget, og i Holland bebuder man at spare cirka 20 procent, som især vil ramme den klassiske musik. I Grækenland er støtten til kulturlivet blevet halveret.

Som beskrevet i avisen i går er besparelserne af historisk omfang, og det er slående, at udviklingen er så massiv. Set med kulturøjne er der kun få lysende undtagelser som i Frankrig, hvor man har valgt at øge den offentlige støtte til kultur med 3 procent. Ellers er der nedskæringer over hele linjen.

Det er en forstemmende udvikling, som er udtryk for, at politikerne tænker kortsigtet, og at deres flotte ord om kulturens betydning kun har konsekvenser i opgangstider. Kultur betragtes desværre som flødeskum og fedtlag, en luksus, der kan skæres væk i nedgangstider.

Kulturlivet er imidlertid ikke helligt, og hvis alle andre sektorer skal spare, skal kunsten naturligvis også holde for. Det er desuden ikke givet, at besparelser pr. definition er lig med forringelser. Rationaliseringer inden for de enkelte støttesystemer kan eksempelvis have form af afbureaukratisering, der ikke rammer kunsten.

Den økonomiske krise kan også have den effekt, at vi gør os klart, hvad kultur egentlig er, og hvilke udtryk der er værd at støtte. Skal Danmark nødvendigvis have så mange spillesteder og museer, som vi rent faktisk har, eller skal vi målrette støtten bedre? Det er en evig debat, eftersom politik altid handler om prioriteringer, og det er ingen skade til, at krisen skærper bevidstheden om, hvad der er god kunst og kultur.

Når man alligevel må se med stor skepsis på den igangværende udvikling på kulturområdet, er det fordi politikernes spareiver primært er symbolpolitik. Målt i kroner og ører er besparelser på kulturområdet små i forhold til samme procentvise besparelse på eksempelvis overførselsindkomsterne, men her vil nedskæringer selvsagt møde helt anderledes modstand i vælgerbefolkningen.

Det er kulturlivets store ulykke, at det er så nemt et offer i nedgangstider. Politikerne er aldrig blevet overbevist om, at det er værd at investere langsigtet i kulturen frem for at betragte den som en luksus, man nemt kan undvære.

Hvis bare flere europæiske politikere ville huske deres kollega Winston Churchill, der angiveligt svarede sin finansminister, da denne foreslog at øge krigsindsatsen ved at spare på kulturlivet:

”Hvad er det så, vi kæmper for?”