Jeg har lært at tjene trods frygten

”Jeg er drevet af kærlighed til folk. Jesus har lært mig, at menneskene er det mest værdifulde her på jorden. Alle disse overgreb på mine brødre fra Mellemamerika og Sydamerika kan jeg ikke tie over for, og jeg er sikker på, at hvis Jesus kom her nu, ville han opfordre os til mere engagement over for dem. Jeg er bevidst om, at Jesus valgte mig, som alle andre døbte, til denne mission.”

Situationen internt i Mexico er kritisk. 35.000 personer er siden 2004 blev dræbt i narkorelateret vold. Et svimlende drabstal, som de seneste år haft sat narkokartellernes magt højt på dagsordenen på møder mellem Mexico og USA. På den halvø i den sydlige Oaxaca-provins, hvor asylcentret ligger, er der en omfattende smuglerhandel med narko, våben og mennesker, som myndighederne enten er indblandet i eller ser igennem fingre med.

Alejandro Solalinde er sig risikoen helt bevidst og varierer sine overnatningssteder for ikke at blive myrdet af narkokartellerne om natten.

”Jeg har lært at leve og tjene uden at blive paralyseret af frygten. Jesus udførte sin mission under værre forhold, og alligevel levede han med den glæde, som håbet giver. Jeg higer ikke efter at blive helt eller martyr. Det eneste, der interesserer mig, er at hjælpe de svageste, selvom det er svært og farligt. Men det er fascinerende, og jeg kan ikke gøre andet, så længe mine medmennesker lider. Jeg ønsker at blive en ansvarlig præst, der som Jesus ikke forlader sin fåreflok, heller ikke til allersidst. Jeg fortsætter, så længe narkokartellerne og de korrupte offentlige funktionærer tillader det. Hvis jeg bliver dræbt, er det ikke Guds vilje, for han ønsker livet og respekten i alle faser af livet. De menneskelige forhold er beskadiget af egoismen, for selvom Jesus befriede os fra vores synder, så er vi tilbøjelige til at vælge forkert og tage et andet menneskes liv. Hvis vi fulgte Jesus, ville ingen slå nogen ihjel.”

Alejandro Solalinde vælger til tide at stoppe rejseriet og blive et par dage eller uger på asylcentret. Der følger tre politibetjente håndplukket af provinsmyndigheden ham dag og nat. Han siger selv, at han har vænnet sig til denne konstante mandsopdækning.

”Jeg har ikke mit eget hjem mere. Jeg er ofte ude og se tingenes tilstand i dagslys, men der sker meget med mine medmennesker om natten, så derfor må jeg også ud om natten. Til tider rejser jeg op til hovedstaden, alene, men med visse forholdsregler. Det er som at være forklædt. Jeg er blevet tilbudt at blive beskyttet af forbundspolitiet, men det er for risikabelt, da ordensmagten er den mest plettede i forhold til overgreb mod flygtningene.”

Alejandro Solalinde er løbet tør for tid. Han skal videre mod en ny flygtningelejr, som er opstået natten over.

kirke@k.dk