Lone Østerlind |
9. august 2011
Anni Mogensen er optaget af at kommunikere dansk historie og kultur – gerne med en aktuel vinkel
Den københavnske kulturfestival Golden Days har fået ny kommunikationschef. Den 1. august satte 32-årige Anni Mogensen sig i stolen som ansvarlig for festivalens kommunikation og strategi.
LÆS OGSÅ: Festival sætter fokus på troens kraft”Jeg opfatter Golden Days-festivalen som en boblende gryde af idéer og energi,” udtaler Anni Mogensen, der som favoritperiode har den nyere tids historie. Og i det hele taget ligger det samfundsorienterede og de aktuelle vinkler på kultur og historie hende meget på sinde. Den kommende Golden Days-festival, der foregår fra den 9. til den 18. september og denne gang med temaet ”Tro”, falder fint i tråd med hendes foretrukne arbejdsform. ”Tro har jo altid vakt debat og optager stadig folk personligt og brændende,” siger hun.
Anni Mogensen kommer fra en kommunikationsstilling ved Center for Strategi på Nationalmuseet, hvor hun blandt andet har stået for pressearbejde og intern kommunikation, og for nylig løftede hun projektledelsen af en stort anlagt vikingeudstilling i samarbejde med British Museum og Berlins Museum für Vor- und Frühgeschichte. Den nye kommunikationschef er uddannet cand.mag. i retorik og statskundskab fra Københavns Universitet og har derudover taget en HD i organisation og ledelse fra CBS, Handelshøjskolen i København.
Golden Days har etableret sig som en vidtfavnende kulturfestival, men opstod i 1993 som et museumssamarbejde omkring en festival med fokus på guldalderen i København. Fra 2002 flyttede den historiske festival sit fokus fra guldalderen og har siden inviteret københavnere og alle andre til at opleve alt fra Christian IV’s København til det moderne gennembrud og mellemkrigstiden.
navne@k.dk