Det britiske politi ankommer til en brændende bygning og en udbrændt bil i Croydon i det sydlige London.
- Scanpix.
Bjarne Nørum |
9. august 2011
Vold og uro i London handler ikke om race, siger ledere af befolkningsgruppe med rødder i Afrika og Caribien
Frygten for nye optøjer fik i går den britiske indenrigsminister, Theresa May, til at afbryde sin ferie og returnere til London.
Efter lørdagens optøjer i London-bydelen Tottenham var der natten til i går regulære plyndringer af butikscentre i nærliggende bydele som Enfield og Walthamstow samt Brixton i den sydlige del af London.
LÆS OGSÅ: Uro i Storbritannien når til flere byer
Ifølge politiet blev plyndringerne planlagt på Facebook og andre sociale medier, og børn ned til syv år tog del i urolighederne, som igen omfattede stenangreb på politiet.
De første protester var udløst af, at den 29-årige Mark Duggan blev dræbt af politiet under en anholdelse i torsdags.
Urolighederne sætter fokus på den sorte befolkning i London. Da Mark Duggan mistede livet, var det betjente fra den såkaldte Operation Trident, der forsøgte at arrestere ham. Operation Trident efterforsker specifikt væbnet kriminalitet og særligt mord og vold begået af sorte mod sorte i London.
Fælles for de urohærgede områder er, at de har en stor befolkningsgruppe med rødder i Afrika og Caribien. Claudia Webbe er formand for den uafhængige rådgivergruppe, som rådgiver politiet og Operation Trident. Hun peger på, at der er tale om en socialt udsat gruppe.
”Vi taler om en gruppe mennesker, som er utilfredse og oprørte over en historisk ulighed. De har en høj andel af fattigdom og arbejdsløshed gennem flere generationer. Og unge sorte personer bliver hyppigere stoppet og undersøgt af politiet end hvide personer,” skriver Claudia Webbe i avisen The Guardian.
Hun understreger, at det ikke er en undskyldning for urolighederne, men hun efterlyser også en ordentlig forklaring fra politiet.
Det eneste, der er kendt om nedskydningen, er, at Mark Duggan blev skudt og dræbt, da betjente fra Operation Trident forsøgte at anholde ham. Men fordi Mark Duggan mistede livet, må politiet ikke udtale sig, før den uafhængige politikommission, som svarer til den danske statsadvokatur, har undersøgt sagen. Det betyder, at familien ikke kan få et ordentligt svar, og at internettet er fyldt med rygter om, at Mark Duggan ikke skød mod politiet, men blev hevet ud af en bil og nærmest henrettet. Rygter, som har været med til at puste til urolighederne.
Med til historien hører, at Mark Duggan var født og opvokset i det sociale boligbyggeri Broadwater Farm, som var rammen om voldsomme raceuroligheder mellem politi og sorte i Tottenham i 1985.
Det lokale parlamentsmedlem for Labour, David Lammy, er også opvokset i området. Men han accepterer ikke sammenligningen med Broadwater Farm-urolighederne.
”Jeg kendte mange af dem, der kastede med mursten i 1985. Det var raceuroligheder, hvor unge sorte kæmpede mod politiet. Men denne weekends uroligheder handlede ikke om race. Det var et angreb på hele lokalsamfundet i Tottenham,” skriver David Lammy i avisen The Times.
For ham, politiet og mange andre er spørgsmålet, om de kan stoppe urolighederne. Eller om de natlige plyndringer organiseret på Twitter, Facebook og andre steder vil fortsætte.
norum@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad