KRONIK: Hal Koch og Indre Mission

LÆS OGSÅ: Vi lever fint med interne uenigheder i Indre Mission

I ungdomsårene gled Hal Koch bort fra sin indremissionske baggrund, ikke mindst inspireret af Karl Barth og den dialektiske teologi. Det var den samme inspiration, der lå til grund for det stærke opgør i Det Kristelige Studenterforbund, som førte til dannelsen af Tidehvervsbevægelsen, men i modsætning til sin gode ven og skolekammerat K.E. Løgstrup blev Hal Koch ikke tidehvervsmand, selvom han faktisk sympatiserede med mange af deres synspunkter.

Det skyldtes nok ikke mindst familieloyalitet, idet oprøret i studenterforbundet var rettet mod forbundets formand, Hans Koch, for hvem sønnen nærede en udelt beundring hele livet. Bodil Koch var derimod som ung ret tæt knyttet til Tidehvervskredsen.

HAL KOCH GJORDE stejl akademisk karriere og blev i en alder af blot 32 år i 1937 professor i kirkehistorie på Københavns Universitet. Især kirkehistorie havde tidligere været præget af grundtvigianere, men i mellemkrigstiden stod Grundtvig i relativt lav kurs på universitetet.

I sin tiltrædelsesforelæsning pegede Hal Koch på Karl Barth som sin vigtigste inspirationskilde, og han var også begyndt at gøre sig gældende i den mere konservative presse med indlæg, der vidnede om en mand med stærke rødder i en klassisk borgerlig dannelseskultur.

Så meget desto mere overraskende er det, at han næsten fra den ene dag til den anden kort efter sin udnævnelse sprang ud af skabet som grundtvigianer. Nogen egentlig forklaring gives ­ikke, men inspirationen kom uden tvivl fra Anders Nørregaards fortolkning af Grundtvig i et mægtigt trebindsværk, der udkom i netop disse år. Det var ikke den politiske Grundtvig, der lå Hal Koch på sinde, men den historisk-­poetiske, nationale Grundtvig. Forelæsningerne fra september og oktober 1940 handlede ikke om folkestyret eller demokratiet. Det er der ganske vist mange, der hævder, at de gjorde, men det er en efterrationalisering.

Hal Kochs tanker om demokrati blev nemlig først udviklet senere. Den første inspiration kom fra Løgstrup i november 1940, og i de følgende år modnedes hans forestilling om demokratiet til noget, som vi i dag genkender som ”Hal Kochs tanker om demokrati”.

De er ikke mindst inspireret af hans konkrete erfaringer med politik under besættelsen, som helt frem til 1943 var præget af en stærk følelse af den nationale samlings nødvendighed og beslutninger truffet i konsensus mellem partierne. Partipolitisk knyttede Hal Koch sig til De Radikale og især til Socialdemokratiet.

I samme periode ophørte Hal Koch med at tale om folk og sprog med samme patos, som han havde anvendt i efteråret 1940. Han talte stadig varmt om Grundtvig, men det var som regel i form af en anerkendelse af Grundtvigs historiske betydning. Hal Kochs tid som grundtvigianer varede i realiteten kun ganske få år.

Efter krigen var Hal Koch på tale til to stillinger. Den ene var som redaktør på dagbladet Politiken, og den anden var som biskop over Københavns Stift. Der er ikke mange, om hvem man kan sige, at de favnede bredt nok til at kvalificere sig til begge stillinger og slet ikke dengang. Politikens Hus og bispegården ligger fysisk kun et generøst ejendomsmæglerstenkast fra hinanden, men i åndelig forstand kunne der næppe tænkes nogen større afstand end den mellem sekulariseringens og ateismens højborg på Rådhuspladsen og den københavnske kirkeligheds hovedkvarter på Frue Plads.

MED SIN FREMTRÆDENDE stilling i offentligheden, sit politiske tilhørsforhold og sin udprægede sans for polemik var det forståeligt, at han kunne komme på tale til en ledende stilling på Politiken.

Mere overraskende for de fleste er det, at han også kunne have været en seriøs kandidat til at efterfølge biskop Fuglsang-Damgaard, da han gik af i 1960, for historisk set har det ikke kunnet lade sig gøre at blive valgt til Københavns biskop uden Indre Missions stemmer.

En rendyrket grundtvigianer ville ikke have fået et ben til jorden, og en tidehvervsmand ville være omtrent lige så dårligt stillet. Men Hal Koch ville ikke have været uspiselig for de missionske, for han havde på nogle punkter bevæget sig i retning af sit udgangspunkt.

Om hans personlige tro og fromhedsliv vides ikke meget. Han var på sin vis blufærdig og brød sig ikke om at udstille sit indre. ”Jeg har slet ikke noget indre liv,” citeres han ofte for at have sagt. Det står nu ikke til troende. Hal Koch var en trofast kirkegænger og prædikede også lejlighedsvis selv. Enkelte af prædikenerne er bevaret, og de er præget af en meget lavmælt og næsten inderlig tone.

Hal Koch er ikke kendt som fortolker af Kierkegaard, men var faktisk indlæst i forfatterskabet. Han satte størst pris på de opbyggelige taler, hvor Kierkegaard forlod sit spil med identiteter og prædikede evangeliet direkte til læseren i eget navn.

I anledning af missionens 100-årsjubilæum i 1961 holdt han et radioforedrag, hvor han stillede spørgsmålet, hvorfor der er så mange mennesker, der ikke kan fordrage Indre Mission. Især kravet om omvendelse har virket frastødende, mente Hal Koch, men tilføjede for egen regning: ”Lad mig hertil sige: Kristendom uden omvendelse er noget snak. Det kan De læse i Det Nye Testamente.”

Derpå remsede han alle de gode grunde til at holde af missionen op, men hæftede sig især ved én, nemlig at Indre Mission i det 19. århundrede stod for en moderne kristendom, tilpasset samtidens mennesker.

I 1961 var Indre Mission derimod blevet til ”isolerede samfund med deres inderlige fællesskaber og lidt ufriske varme”. Hal Koch ønskede derfor, at Indre Mission skulle genopfinde sig selv som en moderne bevægelse, ”som taler vor tids sprog”.

I sine sidste år lagde Hal Koch et stort arbejde i ydre mission. Honoraret for Politikens Danmarkshistorie, som han redigerede sammen med John Danstrup, gav han til Santalmissionen. Også det var en tilbagevenden til udgangspunktet, da hans far havde været meget optaget af missionen i Kina.

Man kan naturligvis spekulere meget over, hvad der var blevet af Hal Koch, og hvilken betydning han ville have fået for kirken, hvis han ikke var død ganske uventet i en alder af kun 59 år i 1963. Han havde måske kunnet bygge bro over gamle og nye grøfter i dansk kirkeliv.

Jes Fabricius Møller er historiker