Regeringspartierne bakker i vid udstrækning op om et nyt forslag fra Dansk Folkeparti, der skal styrke hjælpen til ensomme ældre. Men forslaget møder kritik fra Socialdemokraterne
- Colourbox.
Morten Mikkelsen, Marianne Nygaard Knudsen |
12. august 2011
Regeringspartierne bakker i vid udstrækning op om et nyt forslag fra Dansk Folkeparti, der skal styrke hjælpen til ensomme ældre. Men forslaget møder kritik fra Socialdemokraterne
Hjemmehjælpere skal ikke bare gøre rent for ældre, men også være med til at få øje på, hvem der er ensomme og kunne have godt af at komme i en forening. Samtidig skal det frivillige foreningsliv have støtte til initiativer, som kan aktivere de ensomme ældre.
LÆS OGSÅ: Frivilligt arbejde må aldrig blive en pligtSådan lyder et forslag fra Dansk Folkeparti, som vil forsøge at få socialminister Benedikte Kiær (K) til at bruge 10 millioner kroner på uddannelse af hjemmehjælpere i udvalgte kommuner og 10 millioner kroner til en pulje, de frivillige foreninger kan søge midler fra. Pengene skal ifølge forslaget hentes fra en pulje på i alt 75 millioner kroner, der blev afsat ved sidste års finanslovsforhandlinger til initiativer inden for socialministerens område.
”Vi kan se, at antallet af ensomme ældre stiger, og selvom de ældre nok kender til, at vi har et rigt foreningsliv, mangler mange et venligt skub i den rigtige retning. Her forestiller vi os, at hjemmehjælperen kunne være med til at spørge, om ikke det var en mulighed for eksempel at komme hen i den lokale motionsklub,” forklarer socialordfører Martin Henriksen (DF).
Socialminister Benedikte Kiær (K) er enig i, at der skal gøres en ekstra indsats over for ensomme ældre.
”Jeg vil se positivt på, at vi finder nogle penge til dette formål. Og jeg er helt enig i, at de frivillige foreninger og aktører skal inddrages i denne indsats. De spiller en væsentlig rolle og kan noget, som det offentlige ikke kan,” siger hun.
Venstres socialordfører, Anne-Mette Winther Christiansen, vil også gerne se velvilligt på forslaget. Hun lægger dog ikke skjul på, at puljen til frivillige foreninger er mere hendes kop te end ideen om et hjemmehjælperkursus.
”Forslaget lyder fornuftigt. Det er jo penge, vi i forvejen har afsat til ældre, og alle forslag, der kan hjælpe ensomme ældre, er vi åbne over for. Men jeg synes, det virker lidt søgt med en hjemmehjælper-uddannelse,” siger hun.
Socialordfører Mette Frederiksen (S) er derimod langtfra positiv over for forslaget.
”Det er nærmest provokerende over for ældre mennesker, at man i første omgang siger ja til besparelser og så tror, at man bagefter kan lappe det med en pulje,” siger hun.
Baggrunden for forslaget er en undersøgelse fra EGV-Fonden (Ensomme Gamles Værn), som Kristeligt Dagblad omtalte i foråret. Ifølge undersøgelsen føler 65.000 danskere over 65 år sig i dag ensomme det meste af tiden. Sidste år var tallet 40.000 ældre.
Christine E. Swane, direktør i EGV-Fonden, støtter både ideen om at uddanne hjemmehjælpere og at afsætte midler til de frivillige foreninger.
”Det er en god ide, at man både tænker det offentlige, det frivillige og det private ind i indsatsen. På den måde intensiveres hjælpen, og det er der behov for. Men det kræver, at kommunerne ikke sparer på hjemmehjælpen, for det er vigtigt at satse mere på den sociale hjælp frem for den praktiske. Det er ikke nok at få skidtet væk, for man har også brug for at blive taget hånd om som menneske og blive lyttet til,” siger hun.
marianne.knudsen@k.dkmikkelsen@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad