Når USA nyser, får Kina lungebetændelse

Beijing kan dog ikke gøre andet end at kritisere. Den kinesiske centralbank har angiveligt 3,2 trillioner amerikanske dollar i reserve, og med nedjusteringen fra S&P skal potentielle aftagere lige pludselig til at genoverveje, om dollaren er en god investering.

”Gode dage for amerikanske forbrugere er lig med gode dage for kinesiske producenter; og hvis de gode dage er ovre for de amerikanske forbrugere, kommer det til at være det samme for kineserne,” siger Panos Mourdoukoutas, professor på Long Island Universitet og blogger på det amerikanske økonomiske magasin Forbes.

Kina har siden 1980’erne kunnet basere dets økonomiske vækst på eksport til Vesten. Eksporten har været konkurrencedygtig blandt andet på grund af de lave produktionsomkostninger i landet forbundet med lave lønninger.

De lave lønninger har sammen med et fravær af velfærdsydelser gjort, at kineserne har et abnormt lille indenlandsk forbrug. Faktisk udgør det indenlandske forbrug kun 30 procent af den kinesiske økonomi, mens det i Danmark udgør lidt over 50 procent af det samlede bruttonationalprodukt.

Det betyder, at en stor del af den kinesiske befolkning stadig lever i dyb fattigdom, og at væksten i det kinesiske samfund er meget skævt fordelt.

Mens en forholdsvis lille del af den kinesiske befolkning efterhånden har et vestligt forbrugsmønster, er det næsten udelukket, at resten af Kina nogensinde kommer til at opleve en sådan velstand, uden at der for alvor sker væsentlige ændringer i sammensætningen af den kinesiske økonomi mod et mere forbrugsorienteret mønster.

Derfor ser en række kinesiske økonomer nedjusteringen af den amerikanske kreditværdighed som et opråb til ledelsen om at sætte skub i en ændring af den kinesiske økonomiske sammensætning.

”Nedjusteringen af den amerikanske kreditværdighed giver den kinesiske regering en sjælden mulighed for at genoverveje landets udviklingsmuligheder,” siger Zhang Ming, økonom i den kinesiske statslige tænketank, Institut for Verdensøkonomi og Politik.

“Justeringen rejser spørgsmålet, om ikke det er tid til at slutte den økonomiske model, som sætter økonomisk vækst over alt, inklusiv udsultning af indenlandske ressourcer og folks velfærd.”

Den kinesiske ledelse har da også anerkendt ubalancen i den kinesiske økonomi. Kinas premierminister, Wen Jiabao, har flere gange talt om, at væksten i det kinesiske samfund bør være bedre fordelt. Det ville betyde, at der kom højere lønninger til den gennemsnitlige kineser, og at den kinesiske valuta, renminbi, skulle være stærkere, hvilket ville øge den kinesiske forbrugers købekraft.

Men de nødvendige ændringer gør den kinesiske elite bange. Selvom en gradvis ændring i den kinesiske økonomi vil kunne øge velstanden for hundrede af millioner af kinesere, betyder det også, at eliten i Beijing er nødt til at omstille sig til en ny virkelighed.

En virkelighed, hvor den kinesiske forbruger kommer til at få meget mere magt end i dag, hvor det primært er udenlandske forbrugere, som er aftagerne af kinesiske varer.

Samtidig har den kinesiske regering langt færre muligheder for at håndtere en ny verdensøkonomisk krise. I efteråret 2008 valgte den kinesiske regering at lancere en enorm stimuluspakke til den kinesiske økonomi, hvor nye motorveje og jernbaner til en vis grad kunne afdæmpe faldet i eksporten til udlandet.

Denne stimuluspakke har medført en enorm inflation i det kinesiske samfund, hvor fødevarepriserne er fløjet til vejs. Alene i juni steg prisen på svinekød, kinesernes fortrukne kød, omkring 50 procent. Da de kinesiske lønninger ikke tilsvarende er steget, betyder det, at den gennemsnitlige kineser er blevet fattigere.

Det har medført en række protester i de store kinesiske byer, senest i den sydkinesiske Hangzhou, hvor kinesiske taxachauffører holdt en strejke, der varede over flere dage, som følge af stigende udgifter til benzin og statsregulerede taxapriser, der gør, at det ifølge taxachaufførerne ikke længere kan betale sig at køre taxa.

udland@k.dk