Påsken kom også i januar i år

Kan man egentlig godt opleve påske i januar? Ja, det tror jeg faktisk godt, man kan. I virkeligheden kan man opleve påske hver måned, ja, hver uge, ja, hver dag.

Ofte forbinder vi påske med helt bestemte dage, som regel i april, og i år siger vi, at påsken faldt i dagene fra den 17. til den 25. april. Derefter siger vi: Og det var så det. Ned i skuffen med påskepynten og alle gækkebrevene. Og videre med foråret og haven – og ikke mindst sommerferieplanlægningen.

Men der var nu noget dybere med den påske, noget gådefuldt, man aldrig blev færdig med. Er Jesu historie om døden og opstandelsen bare en myte, en god historie, eller ligger der en kraft bag, eller i, korset og den tomme grav?

Er det blot en historie, der er 2000 år gammel, eller kan vi mennesker også opleve død og opstandelse i vores hverdag så mange år efter? Ja, det tror jeg faktisk godt, vi kan, og jeg vil derfor fortælle, hvordan det nye år startede for mine søskende og mig. Virkeligheden overgik fantasien, da jeg oplevede påskens under i januar måned i år.

En ganske almindelig onsdag i januar måned kom min far på Køge Sygehus. Han blev indlagt med dehydrering. Jeg besøgte ham hver dag i den uge, og hver dag gik det ned ad bakke med ham. Onsdag var han temmelig omtumlet, torsdag kunne han stort set ikke sige noget og slet ikke huske noget som helst.

Han var, eller virkede i hvert fald, helt dement. Hele fredagen kunne vi slet ikke komme i kontakt med ham. Vi bad lægen om at give vores far penicillin, da vi havde hørt, at ældre mennesker kunne blive helt konfuse og nærmest gå i koma, hvis de havde blærebetændelse. Det kunne jo være, at det var det, vores far havde fået. Lægen gav vores far penicillin gennem drop. Lægen var ikke særlig optimistisk, og fredag aften, da jeg igen var hjemme i Faaborg på Sydfyn, lå jeg i min seng og tænkte på, om lørdag den 15. januar ville blive dagen, hvor jeg vågnede op og ikke havde min far mere. Angst og ængstelse bemægtiger sig krop og sjæl, og har man først prøvet at miste den ene af sine forældre, så synes angsten uovervindelig. Det er den rene afmagt.