Den sidste hvileplads i skoven

BILLEDSERIE På 20 år er antallet af godkendte begravelsespladser i britiske skove og naturområder steget til over 200. Folk fra alle trosretninger og uden tro vælger naturen som den sidste hvileplads

På skovkirkegården står det enhver frit at tilrettelægge begravelsen, som de ønsker. Hvad enten det er en religiøs begravelse, ateistisk eller hedensk.
På skovkirkegården står det enhver frit at tilrettelægge begravelsen, som de ønsker. Hvad enten det er en religiøs begravelse, ateistisk eller hedensk. Foto: Bjarne Nørum.

Skovens dybe, stille ro er for stadig flere briter det sidste hvilested.

Her i skoven Epping Forrest, 10 minutter fra den sidste station på undergrundslinjen Central Line fra London, ligger Epping Woodland Burial Park.

LÆS OGSÅ: Et smukt sted at hvile

Det er en af de over 200 skov- og naturkirkegårde, der er etableret i Storbritannien gennem de seneste 20 år.

Fælles for dem er, at de ligger i naturen og det er naturen, der bestemmer, hvor der er plads til en grav.

I skoven i Epping er 21 hektar udlagt til begravelsesplads. Alt skal være naturligt. Kister skal være biologisk nedbrydelige og må ikke indeholde metal eller syntetiske stoffer. Pap, bambus og kister flettet i piletræ er blandt de mest populære. Gravsten skal ligeledes være i træ. Gravene ligger heller ikke på rad og række. I stedet bliver folk begravet rundt om et træ, hvor de ligger med fødderne mod træstammen. Trærødderne bestemmer, hvor der er plads, og der er et par meter til selve stammen. Tættere på stammen er der plads til at nedsætte urner.

Den cirkelformede begravelsesform har ikke noget med hedenske traditioner at gøre.

Det handler om principperne for god naturpleje, forsikrer Peter Taylor fra Woodland Burial Parks, som driver tre begravelsespladser. En på hver side af London samt en ved Norwich.

Begravelsesbygningen er også holdt i træ. Her er ingen religiøse symboler. Men det står enhver frit for at tilrettelægge begravelsen, som de ønsker. Hvad enten det er en religiøs begravelse, ateistisk eller hedensk. Eneste krav er, at det sker med værdighed og respekt.

For Angie Whitaker var en gravplads i naturen det oplagte valg, da hendes mand, Keith, blev ramt af en hastigt fremadskridende nervesygdom, hvor der gik syv måneder, fra diagnosen blev stillet, til han døde i en alder af 55 år.

Hun var sikker på, at han ikke skulle på en traditionel kirkegård, og at det ikke skulle være en religiøs begravelse i stedet kom hun i kontakt med en grøn og miljøvenlig begravelsesforretning og derfra til Woodland Burial Parks.

Det handlede om at finde det rette træ og den rette træsort. Jeg vidste fra starten, at det skulle være ved et egetræ. Han var en kreativ person, som også arbejdede med træ, siger Angie Whitaker, mens vi går rundt blandt gravene i skoven.

Kisten var af pap og udsmykket med tegninger af dyr i flyvemaskiner, tog og biler, som hendes mand havde tegnet.

Selve begravelsen fandt sted på en sneklædt vinterdag, hvor følget græd og grinede og tilmed havde en sneboldkamp ved graven. De sagde farvel ved kisten med et glas vin eller øl, og kom så tilbage igen, efter at graven var dækket til.

Jeg følte, at det var det rigtige, siger Angie Whitaker, som selv er opdraget i den katolske tro.

Derfor fik hun også en af sygeplejerskerne, der passede hendes mand den sidste uge, til at bede en bøn for ham.

Når hun besøger ham i skoven, går hun derfra med en følelse af fred. Noget, hun ikke oplever på en traditionel kirkegård.

Antropolog Hannah Rumble fra University of Durham forsker i begravelsespladser i naturen. Hun har fulgt arbejdet på naturkirkegården Barton Glebe, som hører under den anglikanske Church of England.

Kirkegården er åben for alle og bliver brugt af forskellige kristne trosretninger samt jøder, buddhister og ateister.

Mange er ikke klar over forskellen på indviet jord og jord godkendt til begravelser, siger Hannah Rumble.

Hun fremhæver, at der ikke er nogen uoverensstemmelse mellem kirken og naturkirkegårde, hvor gravene ikke ligger på rad og række.

Naturen er for alle. Det er en kraftfuld metafor for, at der noget efter døden. Men der også teologiske problemer. Mange vil gerne plante et træ på graven. Men kirken tror ikke på inkarnation og ønsker ikke, at folk personificerer den afdøde med et træ, siger hun.

Hun oplever også, at mange i god tid vælger deres gravplads og vil planlægge og have kontrol med deres død.

Men de mange valgmuligheder giver også nogle moralske dilemmaer.

Hannah Rumbles forskning viser, at der er mange fordomme om, hvem der vælger en naturlig gravplads frem for den traditionelle kirkegård.

Mange tror, det er for gamle hippier fra middelklassen, men det er meget bredere. Det er lokale folk eller personer, hvor det passer ind i deres livsstil, uden at den nødvendigvis er baseret på grønne værdier om at reducere deres Co2-påvirkning, forklarer antropologen, der også mener, at gravene i naturen virker mere helende og terapeutiske for de efterladte end den traditionelle kirkegård, hvor folk ligger på rad og række.

norum@k.dk

Foto: Bjarne Nørum.
På skovkirkegården bliver folk begravet i en cirkel med fødderne mod en træstamme. Kister skal være bæredygtige, og selv gravsten skal være i nedbrydelige materialer.
På skovkirkegården bliver folk begravet i en cirkel med fødderne mod en træstamme. Kister skal være bæredygtige, og selv gravsten skal være i nedbrydelige materialer. Foto: Bjarne Nørum.