Krøller eller ej – vi elsker vores børn …

Vi tager familie og kærlighed alvorligt. Vi vil gerne det gode i vore familier. Vi søger efter al magt at have det rart sammen, voksne såvel som børn, og at gøre, hvad vi kan, for at vore børn bliver lykkelige og velfungerende. Vi nusler og pusler og giver vitaminpiller og sund mad og udfordringer i rette doser, for vi ved, at det er vores ansvar, om det lykkes for dem at finde fodfæste i livet. Derfor accepterer de allerfleste af os også, at staten griber ind i højere og højere grad, når der er omsorgssvigt på færde.

Familien er grundpillen i menneske- og samfundsliv. Det har den altid været, uanset om vi taler om den patriarkalske storfamilie i bonde- og borgersamfundet, den delvist patriarkalske kernefamilie i industrisamfundet eller det, forskerne kalder den fleksible familie i det moderne samfund.

Og sikkert er det, at den familie, vi kender som far, mor og (fælles) børn, ikke helt ser ud, som den plejer. Der er nydannede familier med dine og mine og fælles børn, eneforsørgerfamilier, papirløse familier og endelig også familier med to mødre, en mor og to fædre og så videre.

Det ser ud, som om de voksne kan klare alle ændringerne. Vi kvinder især. Vi er blevet udearbejdende i stor stil. Det har vi det godt med, det er en del også af kvinders krav om selv at bestemme over eget liv og den stigende individualisering. Vi er selvfølgelig dem, der stadig mener at have det største ansvar for familiens ve og vel, så selvom vi ikke er til stede så meget derhjemme, er det alligevel hovedsageligt os, der bestemmer, hvor sofaen skal stå, og hvad lille ”skatter” skal have på i dag, og om fatter nu har vendt blusen rigtigt.

Vi vil det hele, men undersøgelser, blandt andet ”Danskernes Værdier”, viser også, at det er os, der i lidt højere grad end mændene mener, at det er muligt at have en lykkelig barndom, selvom man ikke er vokset op sammen med sine biologiske forældre. Vi tilpasser og legitimerer så at sige vort syn på, hvad en (god) familie er, og hvad der kan forventes af os, alt efter hvordan vi faktisk selv lever, så vi ikke bringer os i konflikt med den virkelighed, vi lever i.

De yngre generationer, som har en højere skilsmisseprocent end de ældre, ser også mere positivt på, om det er muligt med en lykkelig barndom, selv om man ikke lever i en traditionel ikke-skilt kernefamilie. Det er dog stadig således, at omkring 48 procent af selv de yngre mener, at skilsmisse er negativt for et barn. Og en helt ny undersøgelse viser, at børnene bestemt ikke er enige med de voksne i, at skilsmisse er en rimelig løsning. De ønsker om noget at vokse op sammen med mor og far, så det hjælper ikke så meget, hvad vi voksne siger, hvis børnene dybt i hjertet mener noget helt andet.

For mig ser det endda ud, som om det er betydeligt mere vanskeligt at opdrage børn, når forældrene er skilt end ellers. Dårlig samvittighed og eventuel uenighed og kamp mellem forældrene er en dårlig cocktail i forbindelse med børneopdragelse!

Jo, vi elsker vore børn. Uanset hår og hudfarve, egenskaber eller noget som helst andet, og sådan skal det også være. Vi går meget op i dem, i deres ve og vel og udvikling. Det er bestemt barnets århundrede. Så meget endda, at jeg sommetider har selve fokuseringen på børnene mistænkt for at være en af årsagerne til de store skilsmissetal. Så min opfordring her på falderebet af artiklerne til alle unge børnefamilier må være, at mor og far sørger for at opdrage ungerne, så de også selv kan være der.

Det gavner også alle os andre, såmænd også børnene selv, men det kræver en vis form for ro og regelmæssighed, enighed om børneopdragelsen, holden fast i, at børn er børn, og at det er de voksne, der tager ansvar og bestemmer. For kærlighed er ikke bare at sige ja. Men også nej. Et begrundet nej.

Jeg er glad for at leve i et protestantisk land, hvor man kan blive skilt. Men jeg synes til gengæld, at mange bliver skilt, som ved lidt eftertanke kunne have undgået det. For selvom familien er under forandring, er jeg ikke i tvivl. Kontinuitet og gode lange relationer mellem mennesker er bedre for både voksne og børn end brud og opbrud.

Det kunne måske hjælpe at blande Tommy Seebachs og Grundtvigs ønsker for børnene lidt mere og skubbe fokus væk fra os selv og vore egne små pus ud til det større fællesskab. Dermed også opdrage børnene til og fastholde os selv på at være en del af et større fællesskab, så vi både kan blive lykkelige og omgængelige, men sandelig også til folkegavn og grøde.

livogsjael@k.dk