”Alle disse ugerningsmænd, deres hjælpere og medarbejdere har tilsyneladende glemt, at det serbiske folk har sin frihedselskende historie, tro og tradition.”

”Grundlaget og moralen i vor hærs enheder er ridderlighed og heltemod, en frihedselskende og patriotisk bevidsthed.”

”Takket være hjælpen fra vore brødre i naboegnene har vi hidtil hindret faren fra vore fjender i nabolaget – den muslimske befolkning i vore landsbyer – men den fare er ikke elimineret. Hvepsereden er, med andre ord, blevet rystet, men ikke tilintetgjort.”

Det er med sådanne ord, at en skolelærer fascineret af skydevåben samlede lokale mænd omkring sig og førte våbenløse mænd og drenge, heriblandt egne elever, til slagtebænken den 10. juli 1992 i en skole i det centrale Bosnien.

Der røg trods ordene også nogle kvinder og mindre børn med i købet, i alt 258 uskyldige ofre ligger begravet i dag på landsbyens lokale gravplads. Og sådan gik det i landsby efter landsby. Alt sammen angiveligt drevet af de ædleste motiver som forsvar mod de forenede kræfter, som kastede sig over ”folket” fra alle sider. Med en stærk understregning af de udenlandske interesser, som ses som væsentlige medspillere i truslen mod ens eget folk.

Marko var for meget tidligere kommunist til at understrege serbernes ortodokse kristendom. Men hans overordnede, Radovan Karadic og Ratko Mladic, optrådte under krigen i 1990’erne gang på gang ved kirkelige ceremonier og lagde megen vægt på deres respekt for serbernes nationale ortodokse tro. De var fælles om at se fjenden ikke blot i de lokale modstandere – som med Markos ord ”brænder mennesker levende, skærer halsen over på dem, steger børn på spid, river dem ud af deres mødres arme eller spidder dem på deres bajonetter” – men også i de fremmede lande (også vestlige) og internationale organisationer, som angiveligt ”fuldt” støttede de lokale ugerningsmænd.

DET ER TANKEVÆKKENDE på denne baggrund at læse de gentagne passager i Breiviks enorme manifest, hvor han dvæler ved krigen i Bosnien. Trekløveret i Haag – Karadzic, Mladic og Hadzic – kunne ikke have fundet sig en mere entusiastisk forsvarer! Godt nok er tonen mere kølig og analytisk i Breiviks manifest, men indholdet ligger helt på linje med den kombination af udtænkte relationer og motiver, som dominerer Samardzijas mere primitive og følelsesladede argumentation.

Karakteristisk for tankegange som disse er, at et idealiseret værdigrundlag kombineres med en sammensværgelsesteori, som ser stort på en række helt åbenbare selvmodsigelser. Det uhyggelige er, at personer som Adolf Hitler, Radovan Karadzic, Marko Samardzija og Anders Breivik givetvis selv tror på, at de har ret. Og at de føler sig kaldet til selv at handle derefter som selvudnævnte forsvarere for nationen og ”Europa”.

Som den slovenske filosof Slavoj Zizek rammende har sagt i et essay i dagbladet Information den 4. august: ”Med sådanne venner behøver Europa ingen fjender”. Efter hans opfattelse er de nye fanatikere i deres iver for at beskytte den jødisk-kristne arv rede til at forsage den sande kerne i den kristne arv.

For de venstremarxistiske tyskere i Rote Armee Fraktion (Baader Meinhof-gruppen), der hjemsøgte Vesttyskland i 1970’erne, var det deres opfattelse af global retfærdighed, der skulle fremmes med alle midler. De er i dag gledet i baggrunden i vor bevidsthed, og de gik mere efter enkeltpersoner end større masser af ”modstandere”.

Men idéen om at destabilisere det etablerede samfund ved terror var den samme. På Balkan skulle den først og fremmest tjene til etnisk udrensning af konkrete områder ved at indgyde massefrygt og få folk til at udvandre i panik. Men den blev set og begrundet i et globalt perspektiv. Ganske som hos Breivik.

I Information den 2. august skrev Kenan Malik, forfatter til bogen ”Fra Fatwa til Jihad”, om den tragiske ironi i, at intet ligner Breiviks tankegang så meget som islamisk jihad. Men man kan med mindst lige så stor ret hævde, at intet ligner Breiviks tankegang så meget som den ideologiopbygning mod ”muslimerne” som fandt sted i det tidligere Jugoslavien.

Den foregik godt nok på baggrund af henvisninger til en global jihadisme, som nogle af de muslimske politiske ledere i Bosnien-Hercegovina angiveligt har følt sig tiltrukket af. Men lokalt var den en konstruktion frembragt for at retfærdiggøre ikke-muslimske politikeres ønske om at udnytte hidtil ubetydelige etnisk-sociale forskelle til at nedbryde den jugoslaviske forbundsstat og opbygge deres egne mindre riger. Og her fungerede kristendommen som instrument.

Zizek har rammende i nævnte essay karakteriseret Breivik som en person, som ”konstruerer sin fjende ved at kombinere tre elementer (marxisme, multikulturalisme, islamisme), som tilhører almindeligvis adskilte politiske rum: den marxistiske venstreradikalisme, multikulturalismen og den islamiske religiøse fundamentalisme”. Ganske det samme – en kombination af helt forskellige ”politiske rum” – finder vi i den bosnisk-serbiske lokalideologi.

Breiviks skrift følger op på sine bosniske betragtninger med afsnit om Kosovo, hvor han ligger helt på linje med serbiske synspunkter. Tanken om et kristent Kosovo som et bolværk mod islam er fremtrædende både hos serberne og Breivik, som gør meget ud af den serbiske nations skæbne gennem århundrederne netop i dette område.

Også det armenske folkedrab under Første Verdenskrig og fordrivelsen af grækerne fra Lilleasien efter denne spiller en central rolle i Breiviks manifest. Dette har da også allerede fundet resonans i armenske eksilkredse.

Breiviks voluminøse skrift vidner om, at han bestemt ikke står alene, og at det er nødvendigt at tage både hans terrorhandling og den politisk-religiøst-ideologiske argumentation, som ligger bag den, alvorligt. Skrifter som Breiviks må ikke ignoreres, men skal analyseres og gendrives med seriøse modargumenter.

Karsten Fledelius er lektor ved Københavns Universitet