Fru Axelsen satte sit præg

Fru Axelsen var født i Schweiz. Hun mestrede syv sprog, hvilket selvfølgelig imponerede os ikke så lidt, og hun havde et højt ambitionsniveau på sine elevers vegne. For eksempel husker jeg tydeligt, at hun inviterede latinholdet hjem i sit rækkehus en forårslørdag til hjemmebag og intensiv latinundervisning, så vi kunne stå bedst muligt rustet til den kommende eksamen.

Ud over fru Axelsen har jeg heldigvis haft mange andre dygtige lærere. Der var lærer Larsen, som tog os med ud i de lokale vandløb for at lede efter haletudser og andet småkravl. Der var Borghild, der effektivt indprentede os de tyske bøjninger, og så var der Lillian Andersen, der videregav sin kærlighed til dansk litteratur. Når jeg tænker på, hvilke personligheder de var, og hvad de har betydet for mig og sikkert også for mange andre, så undrer det mig såre, at der er blevet lav prestige i at være lærer.

Hvilken anden faggruppe har mulighed for i så vidtgående grad at præge andre menneskers liv både fagligt og personligt? Og husker vi ikke alle sammen vores lærere – både de gode og de dårlige – mange år efter, at vi har forladt folkeskolen? Derfor burde undervisning af vores børn vel også være noget af det fineste og mest meningsfulde, man kan beskæftige sig med?

Jeg er helt sikker på, at fru Axelsen havde stor glæde ved at undervise og formidle sin viden, og hun gjorde både i kraft af sin personlighed og sin faglige dygtighed verden større for os.

Jeg håber, at der igen kommer prestige i at blive lærer, så flere dygtige studenter har lyst til at gøre ligesom fru Axelsen. Både for elevernes og for samfundets skyld. Et af mantraerne i disse år er jo, at vi skal leve af vores viden og idéer.

Og så håber jeg selvfølgelig, at mine børn kommer til at møde mindst én fru Axelsen i løbet af deres skoletid.

madsen@k.dk