Hvert år dør omkring 59.000 mennesker i Danmark. I mere end 9 ud af 10 tilfælde skyldes døden alderdom eller sygdom. Det er præsten og forfatteren Liselotte Horneman Kragh, som har set på statistikken, da hun skrev bogen Døden nær, som er en håndbog, der skal gøre døden mere nærværende i en dødsforskrækket kultur.
LÆS OGSÅ: Kunsten at dø
Når mere end 9 ud af 10 dør en død, som man ved, er på vej, så falder det i de fleste menneskers lod flere gange gennem livet at være tæt på døende mennesker, men det falder mange svært at være tæt på et døende menneske. Vi er blevet glade for at overlade døden til eksperter. Døden er sygeplejerskernes, præsternes, psykologernes og lægernes, hvor den før var allemands-eje, siger Liselotte Horneman Kragh.
Hun sammenligner døden med fødslen. Hvert år fødes omtrent lige så mange mennesker, som der dør. Men forskellen i opmærksomhed på fødsel og død er stor. Gravide kvinder er typisk omsluttet af folk, som kommer med gode råd og interesseret følger den voksende mave. Interessen for fødslen kan også ses på bogfronten, hvor der løbende udkommer bøger, som skal forberede kvinden på fødslen.
Man går ikke uinformeret ind til en fødsel. Vi bruger megen energi på at få det nye liv viklet ind i livet, men når vi skal vikles ud af livet, får det ikke mange ord med på vejen. Døden er en lige så voldsom overgang som fødslen, og derfor skal vi også forberede os på den, siger hun.
Liselotte Horneman Kragh var folkekirkepræst i syv år, inden hun skabte sig en tilværelse som underviser, vejleder og forfatter. Som sognepræst var hun flere gange tæt på døende, og hun mener, at nærheden med døden er en gave. Hun understreger, at hun ikke ønsker at romantisere døden, men oplever, at den er med til at give livet værdi.
Døden er ret beset en prisme, gennem hvilken livet får den værdi, det har. Døden er med til at vise, hvor dyrebart livet er. Hvis du går gennem livet med døden bag skulderen, så bliver den en værdifuld makker, som vil minde dig om livets værdi. Men den generelle optik er, at livet varer evigt, og derfor kan en familiekonflikt for eksempel få lov at vare i årevis, uden at nogen forsøger at skabe forsoning, for visheden om, at vi skal dø, er skubbet væk, så vi tror, at vi lever uendeligt. Vi glemmer, hvor svimlende kort tid vi er her, siger hun.
Med sin bog vil hun gerne minde om det gamle latinske udtryk ars morendi kunsten at dø.
At besinde sig på sin egen død er en ældgammel menneskelig skik. Det er ikke noget kursus i servietfoldning, men en livskunst. I dag er den gode død at falde om på golfbanen ved 18. hul efter et langt, sundt og aktivt liv. En så pludselig udgang af livet blev tidligere set som mangelfuld, for når man pludselig hives ud af livet, får man ikke beskikket sit bo. Op gennem historien har den gode død været den død, hvor man fik gjort sit åndelige og materielle bo op, men fordi vi generelt har mistet evnen til at leve døden nær, er billedet af den gode død forandret, siger hun.
Hvis Liselotte Horneman Kragh har ret i påstanden om, at vi har mistet evnen til at leve døden nær, hvordan kan vi så ændre den situation? Det første, store skridt er at turde tænke på sin egen død og turde være ved den døendes side, mener hun.
For at håndtere døden relationelt og eksistentielt er de eneste krav, at man tør være der, selvom det som regel ikke er særlig sjovt at være der, hvor smerten er, og hvor man er hjælpeløs. En af årsagerne til, at mange af os er så dødsforskrækkede, er, at vi ikke tør se den hjælpeløshed i øjnene, som er forbundet med døden, siger hun.
I vores kultur er vi vant til at være omgivet af valg, men vi har ikke noget valg, når det gælder døden. Vi kommer til at stå med vores egen død i hænderne. Men i en kultur, hvor vi er så vant til at omgive os med valgfrihed, mener Liselotte Horneman Kragh, at det kommer bag på os, at vi ikke har noget valg i forhold til døden.
Fordi vi ikke kan vælge døden fra, synes jeg, vi skal sætte os ned og fundere over, hvordan det mon er at være i den døendes sted, siger hun.
Og når man har set sin egen dødelighed i øjnene, så mener hun også, at man bedre kan være ved en døendes side
Liselotte Horneman Kragh oplever vores kultur som handlingsorienteret, og det er et kulturelt træk, som bliver udfordret, når døden nærmer sig.
I dødens rum må vi lægge vores gøre-våben fra os, og vi må omvende os fra vores trang til hele tiden at fikse tingene. Vi skal aflære os nogle værdier, hvilket kan være langt sværere end at lære nyt. Der findes ikke en manual til, hvordan man er i dødens rum, men man skal turde være sammen med den døende med en grundlæggende tillid til livet, døden, den døende og sig selv. Min bog må gerne være et puf til at kunne finde den tillid, siger hun.