Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


Send artiklen Katastrofer og terror kommer som tyve i natten til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Katastrofer og terror kommer som tyve i natten

Tegning: Peter M. Jensen

Kommenter Hold mig opdateret

Selvom katastrofen i Norge og Afrikas Horn er forskellige, handler begge om menneskeliv, der ubarmhjertigt går tabt. Vores konkrete handlinger er vigtige for at mindske lidelse og død, mener formand for Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen

Være beredt! Ordene står printet i hukommelsen fra min spejdertid. At være parat i næsten enhver tænkelig situation er en fordring for mange helt personligt såvel som for forskellige organisationer.

I kølvandet på tragedien i Norge har der også været fokus på, om kirken i Danmark er forberedt på terror. Folkekirkens katastrofeberedskab skulle i hvert fald være på plads. Brandkatastrofen på Skandinavian Star i 1990 og katastrofen på Roskilde Festival i 2000, hvor mennesker blev mast ihjel foran Orange Scene, har medvirket til, at det er sket.

LÆS OGSÅ:Præster: Vi er klar til en dansk katastrofe

Laurids Korsgaard, der er formand for beredskabspræsters Fælles Forum, har udtalt, at det handler om i katastrofesituationen at kunne øve sjælesorg – altså at lægge øre til sorgen – og så at forkynde Guds trøst. Godt, at præster er parate til den opgave i Danmark!

Annonce
Min familie og jeg mødte i sommer en anden del af det kirkelige beredskab i en landsbykirke i Sverige. Efter at have været uden kontakt med omverdenen i et par dage var vi taget til gudstjeneste den første søndag efter Anders Breiviks ugerning på Utøya. Gudstjenesten forløb helt almindeligt, og der blev ikke nævnt noget som helst om Norge og Utøya. Ikke før vi nåede til kirkebønnen efter prædikenen. Her fyldte Utøya en hel del. Det var lidt vanskeligt at holde koncentrationen, for hvad var det dog, der var sket i Norge, og som afstedkom så mange fortvivlede, men stille og roligt fremsagte ord til Gud i bøn? Først efter gudstjenesten blev vi klar over sagens rette sammenhæng. Det gav endnu flere spørgsmål at tumle med, men forklarede i hvert fald den nød, der kom til udtryk under bønnen i forbindelse med gudstjenesten. Der var ikke umiddelbart mere at gøre for os, der var samlet i kirke den søndag i Småland. 15 personer alt inklusive. Selvom vi var få kirkegængere i en relativt stor landsbykirke med plads til flere hundrede, så var det alligevel godt at kunne samles om det fælles. Specielt denne søndag for også at kunne dele ord om den katastrofe, som først efter gudstjenesten for alvor blev åbenbaret for min familie og mig.

Utøya og Norge er tæt på af mange grunde. Afrikas Horn virker derimod lidt mere fjernt. Billederne i medierne lader os dog ikke i tvivl om, at sultkatastrofen koster mange menneskeliv. Det er naturligvis lidt absurd at stille de to katastrofer op til sammenligning. Deres baggrund og udtryk er så forskellige, og de kan dårligt sammenlignes.

Begge katastrofer handler imidlertid om menneskeliv, der ubarmhjertigt går tabt. Menneskeliv, der hver for sig er enestående og uendeligt meget værd! Og om pårørende, der lider som følge af tabet af mennesker, de holdt af. Tabet på Utøya er gjort op, og de døde er begravet, mens sorgen over disse tab lever. På Afrikas Horn dør mennesker fortsat.

Politisk er det nødvendigt at forholde sig til, hvordan vi som samfund kan imødegå, at vrede får medløb eller et så katastrofalt afløb, som det skete for Anders Breivik på Utøya. I forhold til Afrikas Horn må det igen overvejes, hvordan beredskabet kan forbedres i forhold til humanitære katastrofesituationer.

Som kristen bliver man konfronteret af spørgsmålet ”Hvorfor Gud?”. Stiller man ikke selv spørgsmålet i forbindelse med lidelse og død, så gør andre det. Selvfølgelig! For det er for mange en anstødssten i forhold til overhovedet at kunne tro på en Gud, der ellers er almægtig. Og for troende et spørgsmål, der kan bringe tvivl.

Jeg har ikke svaret på spørgsmålene om, hvorfor Gud kan tillade ondskab og lidelse. På Utøya og Afrikas Horn. Jeg tror heller ikke, jeg får eller finder det. Jeg er ikke Gud! Men der skal være plads til at stille spørgsmålet i kirken.

Det var der under den førnævnte svenske gudstjeneste så kort tid efter massakren på Utøya. Bøn til Gud er altså også en del af det kirkelige ”kriseberedskab”.

Menneskers konkrete handlinger er samtidig vigtige for at mindske lidelse og død! I tilfældet Afrikas Horn er der trods alle logistiske og klimamæssige problemer samt forhindringer fra myndigheders side håb om, at situationen kan forandres.

Menneskers liv kan reddes med vores hjælp her og nu. Derfor bliver bønnen i mange kirker også fulgt op af konkret handling, når det gælder sultofrene på Afrikas Horn, ja, i det hele taget når menneskers liv og værd krænkes. Det er alt i alt med til at skabe håb for fremtiden.

Kirkeligt set bliver skrevet på skift af folketingsmedlem Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm, teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm og generalsekretær for Caritas og formand for Rådet for Socialt Udsatte Jann Sjursen
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock

flexblock
flexblock
splitblock
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​