Katastrofer og terror kommer som tyve i natten

Være beredt! Ordene står printet i hukommelsen fra min spejdertid. At være parat i næsten enhver tænkelig situation er en fordring for mange helt personligt såvel som for forskellige organisationer.

I kølvandet på tragedien i Norge har der også været fokus på, om kirken i Danmark er forberedt på terror. Folkekirkens katastrofeberedskab skulle i hvert fald være på plads. Brandkatastrofen på Skandinavian Star i 1990 og katastrofen på Roskilde Festival i 2000, hvor mennesker blev mast ihjel foran Orange Scene, har medvirket til, at det er sket.

LÆS OGSÅ:Præster: Vi er klar til en dansk katastrofe

Laurids Korsgaard, der er formand for beredskabspræsters Fælles Forum, har udtalt, at det handler om i katastrofesituationen at kunne øve sjælesorg – altså at lægge øre til sorgen – og så at forkynde Guds trøst. Godt, at præster er parate til den opgave i Danmark!

Min familie og jeg mødte i sommer en anden del af det kirkelige beredskab i en landsbykirke i Sverige. Efter at have været uden kontakt med omverdenen i et par dage var vi taget til gudstjeneste den første søndag efter Anders Breiviks ugerning på Utøya. Gudstjenesten forløb helt almindeligt, og der blev ikke nævnt noget som helst om Norge og Utøya. Ikke før vi nåede til kirkebønnen efter prædikenen. Her fyldte Utøya en hel del. Det var lidt vanskeligt at holde koncentrationen, for hvad var det dog, der var sket i Norge, og som afstedkom så mange fortvivlede, men stille og roligt fremsagte ord til Gud i bøn? Først efter gudstjenesten blev vi klar over sagens rette sammenhæng. Det gav endnu flere spørgsmål at tumle med, men forklarede i hvert fald den nød, der kom til udtryk under bønnen i forbindelse med gudstjenesten. Der var ikke umiddelbart mere at gøre for os, der var samlet i kirke den søndag i Småland. 15 personer alt inklusive. Selvom vi var få kirkegængere i en relativt stor landsbykirke med plads til flere hundrede, så var det alligevel godt at kunne samles om det fælles. Specielt denne søndag for også at kunne dele ord om den katastrofe, som først efter gudstjenesten for alvor blev åbenbaret for min familie og mig.