Stoltenberg. Tænk om vi havde sådan en statsmand her til lands

Dem var der ingen af her, tværtimod. Værdighed er det ord, der bliver ved at gå igen i min oplevelse af hele hans optræden. På tv, tæt ved Utøya, i Domkirken, ved taler og mindekomsammener overalt.

Alle steder en alvorlig mand, der ikke skånede sig selv, men var, hvor han burde være. Nærmest umenneskeligt at forvente af ét menneske, hvis regeringshovedkvarter er bombet til ukendelighed, og hvis unge partikammerater brutalt er skudt ned af en satans galning.

Tror pokker, at nordmændene nu honorerer hans indsats, og at de respekterer ham som person og politisk leder. Meningsmålingerne de seneste uger taler deres tydelige sprog.

Bevar os, jeg har da hørt danske politikere udtrykke sig i forbindelse med tragedien. Men ikke, så jeg troede på en eneste af dem, som jeg troede på Stoltenberg. Til gengæld har vi så her til lands fostret personer, der udviser forståelse for de grusomme handlinger. Det er nok topmålet af dansk støtte til de trængte og sørgende nordmænd.

LÆS OGSÅ: "Et sygeligt efterspil. Breivik får for megen opmærksomhed"

Stoltenbergs store bedrift ud over at være til stede hele tiden med usædvanlig stor værdighed er også, at han ikke har talt sagen op, men ned. Og fra starten har han sagt, at svaret er mere demokrati, mere åbenhed, mindre frygt. Han har gjort det modsatte af at opildne til had og gengældelse. Mildt sagt imponerende!

Jeg så ham i dagene efter tragedien omfavne alle, han mødte, ikke mindst den unge også imponerende Eskil Pedersen, formanden for de unge norske socialdemokrater. Stoltenberg viste følelser, især når han havde svært ved at bevare kontrollen over sin stemme og sin mimik. Her sørger vi, det behøver vi ikke skjule. Igen: Tænk om vi havde en sådan statsmand her til lands.

Jeg bemærkede også en tilsvarende værdig optræden hos det norske kongehus. Med fra starten, med overalt. Og med kram. Den norske dronning krammede statsministeren, biskoppen og andre sørgende. Ikke noget med ophøjethed her. Den er der såmænd nok alligevel som underliggende bevidsthed. Men menneskelighed og åben medleven i en grusom situation. Det gjorde indtryk. Ville man nogensinde herhjemme se vores dronning holde om eller kramme andre – ud over den nærmeste familie? Jeg har i hvert fald aldrig set det.

Og når jeg alligevel er ved sammenligningen, tag så de to dronningers hovedbeklædning ved de forskellige mindehøjtideligheder. Den norske uden hat. Den danske med hat. Hatten nærmest som symbol på værdigheden, en slags nutidens kongekrone, fordi kongekronen ikke bruges mere. Det at møde op uden hat er at gøre sig lige med de andre i sorgen. At møde op med er det modsatte. I vores københavnske domkirke mødte dronning, kronprinsesse og hofdame alle op med sorte hatte som de eneste i kirken. På mig signalerede det afstand – forskel – det modsatte af, at vi sørger sammen på samme måde.

LÆS OGSÅ: "Katastrofer og terror kommer som tyve i natten"

Har man ikke haft respekt for Norge før, så i hvert fald nu. Hold da op, hvor hele det norske folk synes at have håndteret denne ubegribelige tragedie på en måde, der kun kalder på respekt. Og hold da op, hvor har de haft en førstemand til at gå foran med det gode eksempel. Hvilket land. Hvilken statsmand!

Lørdagsrefleksioner skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, lektor og forfatter Henrik Jensen, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen og journalist Kåre Gade